Gin kommer i flere varianter. Men hvad er det, der gør gin til gin? Hvilke krav og regler skal en spiritus leve op til, før den må betegnes som gin ifølge EU-lovgivningen? Og hvilke varianter findes der? Hvad dækker navnet ''London Gin'' over? Kommer den nødvendigvis fra storbyen London? Smager gin altid af enebær? Læs med her og få svaret. Bemærk, at nogle af tingene er forenklet af hensyn til læsbarheden.
Gin: Hvad var det nu lige med det der enebær?
Gin er en spiritus, der er lavet på (ethyl) alkohol/ethanol af landbrugsoprindelse, som har fået smag fra enebær. Det vil sige, at alkoholen skal være lavet på et landbrugsprodukt. Det skal tænkes i mere bred forstand. Det kunne for eksempel være korn. Men det kunne ligeså vel være druer. For overskuelighedens skyld kalder vi denne rå spiritus for landbrugsethanol i indlægget.
Minimum alkoholstyrke i den færdige gin skal ligge på 37,5 %. Det kræver dermed, at druesaften (eller det andet materiale, der anvendes) har gennemgået en destillationsproces, hvor man i et apparat som f.eks. en kedel udskiller alkoholen fra vand og andre stoffer under opvarmning. Den resulterende væske, destillatet, får dermed en højere alkoholstyrke. Når du laver vin, hvor sukkeret omdannes til alkohol under gæringen, stopper gæringen naturligt, når alkoholstyrken når tilstrækkeligt højt op, hvilket dræber gærcellerne. Derfor er destillation nødvendig for at få en spiritus af den styrke.
Enebær skal være den dominerende smagsgiver, for at en spiritus må bære betegnelsen gin inden for EU. Hvad betyder det så? Er der regler for enebærmængden i produktionen? Nej, men ginnen skal først og fremmest smage af enebær. En gin må betegnes som ''dry'', hvis sukkerindholdet pr. liter ikke overstiger 0,1 gram. Ordet ''wet'' bruges gerne om sødede gins, men er ikke nogen lovbestemt betegnelse.
Destilleret gin: Ikke nok at tilsætte essenser eller smag til spiritus
Destilleret gin skal være fremstillet på gendestilleret landbrugsethanol, dvs. det gennemgår en anden destillering udover den første. Dvs. du har en rå spiritus, der allerede er destilleret en gang. Den destillerer du så igen sammen med dine enebær. Gin, der er blot er lavet ved at tilsætte essenser eller smag til en færdig spiritus, er IKKE destilleret gin ifølge EU's lovgivere. Det er dog tilladt at tilsætte aromaer, essenser, bær og lignende eller påvirke smagen på anden vis f.eks. ved fadlagring.
London (Dry) Gin: Ikke nødvendigvis fra England
Mange har nok hørt navnet ''London Gin'', der figurerer på mange ginetiketter. Mange har nok også undret sig over, hvad det egentlig betyder. Det er der ingen skam i. Glem alt om geografisk oprindelse. Glem alt om London. For navnet refererer til produktionsmetoden, og ''London Gin'' kan produceres i hele verden og er ikke forbeholdt det engelske territorium. Og nu bliver det en smule teknisk. London Gin er en destilleret gin, der skal leve op til en række EU-krav. En af kravene til ''London Gin'' hedder, at ginnen udelukkende må være lavet på landbrugsethanol med et maksimalt methanolindhold på 5 gram pr. hektoliter (af 100 % alkohol).
Der stilles også krav til alkoholindholdet og det maksimale sukkerindhold, der må tilsættes. Der må ikke tilsættes mere end 0,1 gram sukker pr. liter til London Gin. Alkoholprocenten i den færdige gin skal være på minimum 37,5 %. Der må heller ikke tilsættes farve eller aromaer efter destilleringen. London Gin må ikke have nogen smag udover den, der stammer fra det anvendte råmateriale og botanicals, dvs. de botaniske elementer, der anvendes under destilleringen som f.eks. enebær eller andre krydderier. ''London Gin'' ses næsten altid bærende betegnelsen ''London Dry Gin''. Al London Gin er dog i henhold til ovenstående kriterier i praksis ''dry''. Men producenter kan vælge at kalde det det ene eller andet. Og de vælger da ofte at hæfte betegnelsen dry på, for ''London Dry Gin'' kendes næsten af alle.
Smager al London gin så ens? Er der bare tale om en lidt anonym og kedelig smagsneutral gin som er bedst at peppe op med noget tonic? Nej, ikke nødvendigvis. For det råmateriale og botanicals, der kan være anvendt, kan variere, som vi skrev om i et tidligere indlæg. Bare så længe ginnen er baseret på et landbrugsprodukt, ikke er tilsat alt muligt som f.eks. essenser, aromaer eller andet ''smart'' efterfølgende og lever op til de ovenstående krav.
''Bathtub'' gin
Der findes også en variant, som går under betegnelsen bathtub gin. Den er dog ikke lovmæssigt defineret. Her udbløder man ingredienserne sammen med enebær i en spiritus, som så tager smag herfra. Det kan være bær eller lignende. Lidt ligesom, hvis du putter jordbær eller citron i et glas vand og lader det trække smag og farve ud over et stykke tid. Det kan du i princippet lave derhjemme.
Hvad adskiller så gin fra andre former for spiritus? Jo, først og fremmest enebærsmagen.* Gin er altså en særlig drik med smag af enebær! Det er svært ikke at elske de stærke dråber, der kommer i så mange indpakninger og smagsvarianter, at det er til at blive svimmel over. Se også dette indlæg for at læse mere om, hvordan gin får smag.
Kilde: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=CELEX%3A32019R0787&qid=1612434512434
*Der findes dog også spiritus med smag af enebær, som ikke er gin, men her behøver alkoholstyrken kun at være 30 % ifølge EU - for at gøre det endnu mere forvirrende.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!