• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Spiritus / 03-08-2017 15:42:06

Jagten på den perfekte Gin&Tonic


Af Mark Kramer

 Hvordan laver man den bedste Gin&Tonic?

Flere har påstået at have svaret! Det gælder bl.a. danske Geranium Gin, som tidligere er kåret til verdens bedste G&T i flot samspil med Fentimans Tonic Water.

Virkeligheden er selvfølgelig, at Gin&Tonic, som med alt andet, er smag og behag. Nogle vil have sød og frugtig gin, mens andre vil have den mere tør og fyldt med bitterhed.

MEN - frygt ej, der er enkelte råd, som kan hjælpe dig i din søgning efter den perfekte Gin&Tonic:

 

Hvilken Gin og hvilken Tonic?
Som alt andet vi putter i munden, skal Gin&Tonic også gerne have en balance. Benytter du f.eks. en meget sød gin, kan det være en idé at bruge en mere bitter tonicvand.

Et eksempel her kan være Herbie Gin fra danske Nordic Spirits. Herbie er blød og venlig i smagen, og jeg vil derfor anbefale en mere bitter tonic som f.eks. Fentimans.

Et omvendt scenarie er Gin Mare. Her er ginnen mere krydret, bitter og fuld af intensitet i smagen. Et typisk valg er 1724 Tonic, som er en af de mere søde tonicvand på markedet. Den balancerer elegant de mere bitre smagsnuancer.

 Prøv først at smage din gin ren og derefter sammen med forskellige tonicvand. Find din egen stil, og så er du godt på vej mod den perfekte G&T. 

 

Is, blandingsforhold og tilbehør
Blandingsforholdet i en klassisk Gin&Tonic er 1/3 Gin og 2/3 Tonic - hvilket er en kæmpe katastrofe, hvis du spørger mig.

Vi drikker GIN og tonic, ikke omvendt - Har du f.eks. lige været ude og investere i sidste års vinder af "Fifty best Gins" og derfor "verdens bedste" gin - Herbie Gin - så synes jeg afgjort, du skal kunne smage den. 

Personligt mixer jeg altid ca. 50/50 - nogle gang lidt mere eller mindre afhængig af hvilken gin, tonic osv. Men generelt altid omkring 50% gin. Det handler naturligvis igen om at finde sin egen stil.

 

Isterningerne skal holde din drink kold og frisk,  intet andet. Brug derfor rigeligt med isterninger! Tager du blot et par stykker, smelter de lynhurtigt - især på varme dage - og fortynder din drink. Fyld så meget is i glasset som muligt, så isen holder sig selv nedkølet og holder i længere tid.

 

Hvis du vil sætte prikken over I’et, kan du pynte og tilføje noget garniture til din Gin&Tonic. En skive agurk, en citron eller f.eks lime er klassiskere.

Bruger du citron eller lime, har jeg gode erfaringer med at benytte skallen. Pil skallen af og "vrid" saften ned i glasset. Den koncentrede saft fra skallen giver rigtig meget smag, og resten af skallen kan bruges som pynt i glasset.

Du kan med fordel frit eksperimentere med diverse krydderurter - men husk, at jo flere ingredienser du tilfører, jo længere kommer du fra den oprindelige balance og struktur i din gin.

 

Tryk på Gin eller Tonic, for at se et stort og spændende udvalg!