Søndag d. 6/5 2018 afviklede Vinakademiet for 5. år i træk DM i Blindsmagning. Supervin var repræsenteret ved Isak Broe, der stillede op for tremandsholdet Kaninens Sele.
Scenen er Hotel og Restaurationsskolen i Valby. Værterne Thomas Ilkjær og René Langdahl Jørgensen styrer slagets gang med vanlig sikkerhed – samt professionel assistance fra Valby-skolens team af tjenerelever.
Det rekordstore felt på 47 hold udgør en broget flok af modige sommelier, vinskribenter, branchefolk og lægfolk. "Modige", fordi offentlige blindsmagninger som ved et fingerknips kan forvandle en krukket snob til et dukket flop!
Lad spillet begynde...
Endelig hældes den første af hovedrundens 12 vine i glasset. Hyggesnak bliver til hvisken, for bordene står tæt i år! Der slynges glas, duftes, smages og noteres i hele lokalet. Uret tikker! Holdene har 10 minutter til rådighed, inden tjenerne samler første svarark ind. Der kan scores point ved korrekt bud på Land, Region, Appellation, Druesort, Supplerende Druesort, Årgang, Producent samt Officiel Typebetegnelse.
To hvide
Vi kommer fornuftigt fra start. Riesling-karakter i næsen og lidt restsødme i munden. Ren og kølig frugt, høj syre. Første svarark rammer rigtigt på druesort (Riesling), land (Tyskland) samt region (Mosel). Vinens fylde driller dog – Kabinett eller Spätlese? Vi vælger sidstnævnte og mister vigtige points på officiel typebetegnelse.
Vin nr. 2 er en tør og syrerig hvidvin. Alkoholen er lidt til den varme side for en relativt smagsneutral hvidvin. En medsmager fanger lidt fennikel i smagen. Det viser sig at være Verdicchio fra regionen Marche. Vi har faktisk Verdicchio ”oppe at vende”, men ender med en nulbon i form af Savagnin fra Jura-regionen i Frankrig.
Tre røde
Næste vin er rød – og den nærmest oser af peber! Såvel frugten som syren er til den friske side, og alkoholen føles moderat. Vi taler os varme på Syrah fra et køligt klima. Der gambles med et gæt på Hawkes Bay i New Zealand. Vinen er en Cote Rotie fra Nordrhone. Points for korrekt druesort (Syrah).
Vin 4 og 5 rammer vi slet ikke. Førstnævnte er sort i glasset og læderagtig i næsen. Vi gætter på et blend af Malbec og Merlot fra Cahors i Sydvestfrankrig. Vinen afsløres senere som Rioja! En MEGET atypisk Rioja!! Selv Parkers beskrivelse af vinen lyder mere som Cahors: “With the 2010 Vino de Garage we go back to the leather, cured meat, tempera paint, licorice and fountain-pen ink aromas and a somehow dry palate…”. Sidstnævnte lander vi på den forkerte side af Andesbjergene med et gæt på chilensk Carmenere. Vinen er en Malbec fra Mendoza i Argentina.
Og en sød
Vin nr. 6 er sidste vin inden pausen. Vinen er gylden i glasset, og meget floral i næsen. I munden fed og halvsød med lav til moderat syre. Der MÅ være enten Muscat eller Gewurztraminer i glasset? Vi fanger mere Asti end litchi i næsen, så gættet går på senhøstet Muscat fra Alsace. Points for korrekt land og region, men vi skulle have gættet på Gewurztraminer.
Stillingen ved halvleg
Vi har efter første del af hovedrunden skrabet 35 points sammen, hvilket rækker til en delt 21. plads. Vi har lige nu 20 points op den 3. plads, som udløser den sidste billet til finalerunden. Der venter dog et særdeles tæt opløb i anden del…
Klik her for at læse Supervin til DM i Blindsmagning 2018, del 2.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!