• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Vin og mad / 05-12-2023 13:50:06

Vin til and


Af Thor Gottschalk Rasmussen

Juleaften er for de fleste lig med andesteg - omkring 80 % af danskerne spiser and med sovs, kartofler og rødkål ifølge en opgørelse fra Landbrug & Fødevarer. Lige præcis juleaften vil man gerne gøre lidt ekstra ud af det og derfor bliver der også fokuseret meget på vinen til det storslåede festmåltid. Hvad skal man vælge, når menuen står på andesteg? Det giver vi dig nogle gode tips til i dette blogindlæg.

Danskerne spiser and i stor stil
Der er tilsyneladende bred enighed blandt dansker om, hvad der skal på bordet juleaften. Men uanset om der serveres and, gås eller flæskesteg, så er det i høj grad tilbehøret, som sætter præmisserne for julevinen. De søde, brune kartofler, syrlig rødkål og fed andesovs kan gøre det svært for mange af de helt slanke og elegante vine. Derfor anbefaler jeg, at du lader den helt dyre Bordeaux Cru Classé eller Barolo blive i kælderen til nytårsaften. De fine nuancer går ganske enkelt tabt i mødet med den kraftige julemad. Men bare rolig, der er rigtig mange områder, der sagtens kan tackle det "besværlige" danske julemåltid.  

iStock-1390217842 (1)

Det perfekte match til andestegen går gennem vinens tyngde og aromatiske intensitet

Vinen til andesteg - og hele dynen af traditionelt dansk juletilbehør - skal have en god tyngde, moden frugtsødme og masser af frugt. Kigger vi lidt mere smagsteknisk på det, så vil sødmen fra de brune kartofler fremhæve det tørre i en vin og det er grunden til at garvesyretunge vine som Bordeaux vil krakelere i denne sammenhæng. Det dur dog ikke at vælge en helt "jammy" og sød rødvin, da vi også får brug for syre til at stå imod rødkålen. Og så må vi altså ikke glemme andekødet, der også fortjener opmærksom. Det adskiller sig nemlig meget fra det lyse flæskestegs-kød, der er den næstmest populære servering juleaften. Andekødet er mere sødmefuldt i smagen, tættere i strukturen og så har det nogle vilde animalske nuancer, der altså kræver en vis intensitet i vinen for ikke at blive overdøvet. 

Lægger vi det hele sammen, så gør du klogt i at kigge efter en vin, der kommer fra lidt varmere himmelstrøg - det være sig både i Europa såvel som i resten af verden. Derudover skal vinene helst ikke komme under 14 % alk., da tyngden er vigtig for at få maden og vinen til at spille sammen. 

Vælger du en vin fra en af de nedenstående 6 områder, så skulle du være rimelig sikker på at ramme indenfor skiven juleaften. 

iStock-1226991114

Billeder af druer, der er lagt til tørre og som senere hen skal blive til Amarone - en af danskernes foretrukne vine til andesteg. 

  • Amarone
    Vi starter med en af de helt store klassikere på de danske juleborde, Amaronen. Den er elsket for sin utrolige fylde og smagskoncentration, der opnås gennem den ressourcekrævende appassimento-metode, hvor druerne tørres, inden at vinen gæres. Sammenholdt med en længere fadmodning ender vi med en stor, fyldig og fadkompleks vin, der typisk ligger på mellem 15-17% alk. Holder du af de kraftige vine, så er Amaronen et flot valg til andestegen. 

  • Ripasso
    En Ripasso fremstilles på de samme druesorter som en Amarone, men laves imidlertid ikke på tørrede druer. Man starter med at lave en tør rødvin på helt traditionel vis, hvorefter den gennemgår en andengæring på druekvaset fra Amarone-fremstillingen. Druekvaset indeholder en vis mængde sukker, som sætter andengæringen i gang og derved giver Ripassoen ekstra smagsfylde, mere alkohol og en let sødme, som går så godt til den danske julemiddag. Det her er en oplagt vin til dig, der synes det bliver en anelse for kraftigt med en Amarone. 
  • Rhône
    Rhône er altid blandt top 3-favoritterne i Danmark, når der skal handles julevin. Det er der en god grund til. Varmen i Rhône-dalen er nemlig med til at give perfekt modne udgaver af Grenache, Syrah og Mourvedre, der som regel spiller sammen i vinene herfra. De er fyldige og kraftige i smagen med både røde og mørke bær samt karakteristiske strejf af sort peber og garrigue (tørrede krydderurter). Det er blødt og rundt i smagen uden skarpe kanter, så det vil begejstre mange rundt om bordet juleaften. 

  • Chateauneuf du Pape
    Den ypperste luksus fra Rhône-dalen. Châteauneuf du Pape-vinene har stor frugtfylde, høj alkohol og en flot smagskoncentration med noter af søde kirsebær, jordbær, solbær, sorte kirsebær og brombær, som kombineres med karakteristiske strejf af peber, lavendel, viol og tørrede urter. Du får typisk en større kompleksitet i Châteauneuf du Pape end de øvrige fra Rhône. 
  • Priorat

    Ligesom i Chateauneuf du Pape, så indtager Grenache-druen hovedrollen i den spanske vinregion Priorat (her kendes den som Garnacha). Priorat var tæt på at uddø omkring 1990’erne, men nye kræfter kom til og vendte skuden. De er i dag kendte for at producere nogle af Spaniens mest eksklusive og spændende vine. De har ekstremt lave høstudbytter og leverer derfor vine med fantastisk smagsintensitet, der går perfekt til and og dansk juletilbehør. Det er også her du kan finde vine med det særlige animalske præg, der matcher andekødet sublimt!

  • Primitivo eller oversøisk Zinfandel
    Det kan godt være, at det ikke er de dyreste eller mest "fancy" vine, men Primitivo/Zinfandel kan bare noget helt særligt til den danske julemad. Uanset om du kigger mod Italiens støvlehæl, Apulien, eller det solbeskinnede Californien, så får du vine med oceaner af moden bærfrugt, der snildt tackler sovs, kartofler og andefedt. Går du lidt op i pris, så finder du også udgaver med fadlagring til at give et ekstra lag af kompleksitet til smagen. 

iStock-186863907 (1)

Kan man drikke Pinot Noir til andesteg? Ja da!
Der findes rigtig mange vinelskere, der har det svært med kraftige rødvine og man skal selvfølgelig ikke tvinge en 16 % Amarone i glasset, hvis man som udgangspunkt ikke kan lide denne type af vin. Så hvad skal man så drikke, hvis nu man gerne vil afvige en anelse fra de gængse områder jeg netop har anbefalet? Det kunne eksempelvis være Pinot Noir er en af tidens mest populære druer. Det er en drue, som man ofte anbefaler til vildt og fjerkræ, da den netop har de fine skovbundskomplekse nuancer, som går så godt i spænd med disse kødtyper. Mange fravælger dog Pinot Noir til julemiddagen, da de nemt kan blive tromlet af tilbehøret. Du kan dog sagtens finde udgaver fra især Californien, der har den fornødne frugtsødme og alkohol til at komplimentere anden. Det kunne eksempelvis være den ultra populære "Souvenir" fra Scheid i Monterey, der i den fremragende årgang 2021 faktisk har 14,5 % alkohol og masser af intensitet i frugten samtidig med, at friskheden er bevaret. Alternativt kan du kigge mod de lidt mere luksuriøse udgaver fra Russian River Valley.