Pfalz. En vigtig vinregion i Tyskland, der ligger mellem floden Rhinen og den skovklædte, mosgrønne og lavtliggende Haardt-bjergkæde, en naturlig forlængelse af Vosgeserne i Alsace. En tæt beplantet region, hvor vinstokkene vejrer side om side og kæmper om pladsen på markerne. For vinstokke, dem er der nok af, og kun Rheinhessen overgår Pfalz målt på antal. Solen skinner på Pfalz med sine kærtegnende lysstråler, og regionen er en af de mest solrige og tørreste i Tyskland, hvilket bla. er bjergenes skyld. De rejser sig op i omkring 600 meters højde, mønstrer al deres kraft for at værne området mod den værste regn og vestenvinde, som det lunefulde vejr kan have med sig i sin favn. I regionen holder Rüttger-familien til, der har høstet druer og lavet vin her i flere århundreder. Og intet tyder på, at de vil holde op lige foreløbig. Lad os se nærmere på vinhuset og deres vine.
Billede 1: Oldefar Heinrich og hans kone Hermine med deres søn Rudi i midten, 1948
Weingut Rudi Rüttger: Nogle år på bagen
Det populære vinhus har sæde i Neuleiningen i det allernordligste Pfalz, hvor de tre enkeltmarker Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen skærmes af Haardt-bjergene. Ved foden af bjergene finder man en slotsruin af samme navn med grå murbrokker, som tidens tand har slidt noget på, men som trods alt stadig står. Nedenfor kan du se et billede af vinhuset i dets smukke omgivelser. Siden 1643 har familien været dedikeret til vinproduktion, så huset har nogle år på bagen.
Billede 2: Weingut Rudi Rüttger i Pfalz
Rüttger-stilen er folkelig, og deres vine vækker bred appel blandt det vinelskende publikum. Kvaliteten er høj, og Rüttgers prisvenlige eksemplarer indfrier forventningerne til fulde og mere til. Det er især Rieslingerne, som det familieejede vinhus brillerer med, men også Spätburgunder (Pinot Noir) har en vigtig plads på vinhusets markarealer. Deres Spätburgunder laves i en kølig, nærmest burgundisk stil, og der findes både et fadlagret og et mere frugtrent eksemplar fra den ambitiøse Rüttger-familie. I dag er det den unge Rudolph Rüttger, der har overtaget roret og ansvaret for familieforetagendet, men han får også assistance fra sine forældre og søskende, der gerne giver en hånd med i marken. Et vaskeægte traditionsbåret foretagende! Det bliver altså i familien...
Billede 3: Rudolph Rüttger
Den unge mand har hentet erfaring fra sine rejser til New Zealand, hvor han har bidraget med sine kompetencer til landet og lavet vin i Marlborough. Rüttger er winemaker-uddannet fra Klosterneuburg i Østrig, hvorfra han har fået en del af sine særlige ''skills'', og den unge winemaker er altid rig på nye idéer. Fra frugtig Riesling til aldrende Sauvignon Blanc og elegant, charmerende Spätburgunder: Rüttger kommer hele paletten rundt. Og har du en sød tand, må du hverken snyde dig for den halvtørre Riesling ”Le Tendre” eller den lidt sødere og mere aromatiske Scheurebe, der ofte beskrives som Tysklands svar på Sauvignon Blanc.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!