Vi har den store fornøjelse at kunne byde velkommen til endnu en ny producent i Supervin - og det er ikke hvilken som helst, der er tale om. Bodegas Amaren er et af Riojas mest spændende vinhuse og er en knopskydning fra selveste Bodegas Luis Cañas, der er et af områdets mest anerkendte og traditionsbundne huse. Amaren har netop scoret de perfekte 100 point og vi har sjældent smagt så imponerende samling af vine. Vi har været heldige at få fat på næsten alle vinene fra Bodegas Amaren, så du får mulighed for at dykke ned i Rioja og opleve mangfoldigheden i Spaniens vigtigste vinregion.
Det smukke vinhus, Bodegas Amaren, blev skabt i 1995 af Juan Luis Cañas kort efter hans mors død.
Du finder alle vinene fra Bodegas Amaren lige her!
Først lidt hurtig introduktion til manden bag det hele, Juan Luis Cañas. Siden 1989 har han stået i spidsen for et af Riojas mest velrenommerede huse, der blev grundlagt helt tilbage i 1920'erne. Da hans mor pludselig dør i 1995 skal der ske noget nyt og på dette tidspunkt har han allerede puslet med tanken om, at lave nye Tempranillo-vine i RIoja. Han stifter derfor Bodegas Amaren til ære for sin mor (”Ameren” betyder ”mor” på baskisk). Den gennemgående røde tråd i alle vinene fra Bodegas Amaren er, at det er moderne vine lavet på gamle vinstokke. Derudover er høstudbytterne særdeles lave og vinene fremstilles udelukkende i årgange, hvor vejrguderne tillader det. Derfor er produktionerne meget små og vi har derfor været heldige at kunne skaffe et så varieret sortiment af vinene.
Hvor er vi præcist henne?
Bodegas Amaren hører til i området Rioja Alavesa, der ligger nord for Ebro-floden, som rager ind i den baskiske provins Alava. Det er den mindste af de tre Rioja-områder, der også tæller Rioja Baja og Alta, hvor sidstnævnte huser mange af de mest kendte producenter. I Rioja Alavesa er det umuligt ikke at blive imponeret over de askefarvede cantabriske bjerge, der danner et smukt baggrundsbillede til vinmarkerne. Det er samtidig den af de 3 sub-zoner, der ligger tættest på Atlanterhavet og er derfor også påvirket af de kølige havvinde, der hjælper med friskhed og elegance til vinene.
Her kan man tydeligt se de imponerende bjerge, der omgiver vinmarkerne hos Bodegas Amaren
Tempranillo er konge, men der er flere prinser og én prinsesse
Når den står på rødvin fra Rioja, så kan man være sikker på, at det altid er med Tempranillo i hovedrollen, ofte flankeret af en række andre sorter. Sådan er det også hos Bodegas Amaren, hvor de lokale favoritter Graciano, Garnacha og Manzuelo blendes i mange af vinene. Én af de helt særlige hemmeliger er imidlertid hvidvinsdruen, Malvasía, som også bruges i rødvinene til at give et friskt og floralt pust. Lidt ligesom man gør i Nordrhône, hvor Viognier tilføjes i de kraftige rødvine med samme formål. Det skal også nævnes, at Amaren laver en helt fortryllende hvidvin med blandt andet Malvasía, der er kåret som en af Spaniens bedste 100 vine. Den finder du her
To serier af vine
Som man kan se på billedet, fordeler Amarens imponerende portefølje af vine sig i to forskellige serier. "Las Fincas de Amaren" består af 4 enkeltmarksvine som vi ser nærmere på om lidt. ”Los pilares de Amaren” indeholder både den førnævnte fadgæret hvidvin på Viura og tre rødvine. Disse vinen fremstillet på druer fra intet mindre end 815 parceller, der er beplantede med gamle vinstokke på mellem 60 og +100 år! Hos Amaren kombineres det moderne og traditionelle i vinfremstillingen, forstået på den måde, at man ikke nødvendigvis vil gøre brug af de præ-definerede ”Crianza” og ”Reserva”-betegnelser. Det er terroiret og frugten, der skal have plads til at skinne, så hver årgang behandles unikt på den måde winemakeren finder mest optimal.
96 point i Decanter og Riojas vel nok bedste køb i 2017
Et eksempel på dette ser man blandt andet i husets hyldestvin til José Luis' mor, Ángeles. Den modner i hele 16 måneder på 100 % nye egetræsfade og kvalificerer sig rigeligt til betegnelsen "Reserva", men markedsføres altså ikke således. Det er en himmelsk vin, der på fornemmeste vis kombinerer klassisk Rioja-power og elegance - og så er den prissat ufatteligt lavt ift. den kvalitet som 96 point i Decanter berettiger til. A muscular wine that still has ample fruit and is one of those Riojas that change each time you return to the glass - Decanter.
De 4 enkeltmarksvine
Amaren fremstiller som nævnt også en enkeltmarksserie med fire 4 unikke kultvine fra højtliggende terroirs i Rioja Alavesa, der leveres i nummererede flasker. Her taler vi en produktion på helt ned omkring et par tusind flasker pr. årgang. Her er man så detaljeorienterede, at man praktisk talt er på fornavn med vinstokkene. Amaren angiver således antallet på, hvor mange vinstokkene der høstes druer fra til hver enkelt vin. Det er alligevel første gang vi oplever dette. De fire enkeltmarksvine består af "Chelus" (100-pointsvinen), "El Regollar", "El Cristo de Sanmaniego" og "Carraquintana".
Regollar - Riojas mest unikke terroir?
Hvis vi skal fremhæve én af disse vine må det være "El Regollar". 110 år gamle, præphylloxera vinstokke fra 0,8366 hektar i 526 meters højde. Man kan se marken afbilledet nedenfor og de oldgamle vinstokke, der leverer et enestående druemateriale. Udover Tempranillo tæller mikromarken 8 planter Graciano, 4 Garnacha, 2 Bobal, 65 Viura, 55 Malvasia, 3 Moscatel og 19 Murgones. Det er med andre ord et ganske unikt "field blend" fra dengang, hvor man samplantede flere forskellige druesorter ved siden af hinanden og som har fået lov til at overlevet i mere end 100 år. Vinen tilbringer 17 måneder på 500 liters egetræsfade og smagen er intens og koncentreret som man forventer af en stor Rioja, men stilen er helt unik. Det er silkeblødt og svævende elegant som Vosne-Romanée i Bourgogne. Vinen laves i 898 nummererede eksemplarer og høster et samlet gennemsnit på Vivino, der er blandt de højeste i verden. Salud og velkommen til Bodegas Amaren.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!