• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder / 19-11-2020 11:25:59

Napa Valley (del 1): Grund til begejstring


Af Malene Bach

I Napa Valley i Californien glæder man sig over høsten i 2018. De nyligt frigivne vine tegner lovende ifølge verdens førende vinmagasin Decanter. Man har i det hele taget meget at glæde sig over i Napa, der er USA's roterende hotspot for produktion af topklassesvine. Selv om flere nye vinområder titter frem og gør krav på at blive taget seriøst af den strenge og kritiske vinpresse, opfattes Napa stadig af mange som noget helt særligt. I denne lille miniserie dykker vi ned i Napa Valley og områdets betydning. 

 

san fran

 

Hvorfor Napa?

Nord for San Franciscos støjende, pulserende byliv og lokkende forlystelser, væk fra storbylarmen og bilers insisterende drøn, finder man dalen med en strålende natur, der er så berømt for sine vine, og som ligner noget skåret ud fra et maleri. Flot er der bestemt! Fra San Francisco strømmer skarer af turister, som myrer flokkes om et stykke brød, til det ikoniske område for at stifte bekendtskab med vinene og det rige gastronomiske liv. Nærheden til storbyen bærer en del af skylden, men det er ikke hele forklaringen på områdets voksende popularitet og ''myretue-effekt''. Så hvorfor lige Napa? 

 

napa3

 

Californiens triumf over den ''gamle'' vinverden

Vi skal tilbage til en særlig vigtig smagning i Paris i 1976, som bliver skelsættende for Californiens fremtid som vinområde. Her skal amerikanske vine dyste mod de franske. Dommerne sætter sig til bordet. Der slynges i glassene; der duftes og smages; de nødvendige notater, som skal danne grundlag for den afgørende dom, bliver omhyggeligt nedfældet. Forventningerne hos winemakere og anmeldere summer i luften og sætter sig som små fluer på væggen. Men man er dog nok klar over, at det er de franske vine, der står til at vinde. Spørgsmålet er bare hvilke. George M. Taber, en journalist fra TIME magazine, føler sig næsten en smule forlegen ved at troppe op. Svaret er jo indlysende: Franskmændene vil vinde.

Konklusionen kommer bag på alle. 

 

napa2

 

En række californiske vine, heriblandt flere fra Napa, udmanøvrerer nemlig store Bordeauxer og Bourgogner i blindsmagningen. Det kommer som et chok for den etablerede vinverden. Californien ryger med et på folks læber. Det søgende blik fæstner sig nu i stigende grad på Atlanten. Ikke på den måde, at de gamle vinlande går af mode. Snarere som en erkendelse af, at USA og især Californien også kan noget, når det kommer til at lave vin. Californiske winemakere kan fra nu af rette ryggen og se en lovende fremtid i møde.

Ja, vin, det er man god til at lave her i det bakkede område - særligt vine, der taler til en bred smag, hvilket også er en del af forklaringen på områdets popularitet - men også i stigende grad flere prisvindende topvine, der høster stor anerkendelse hos eksperterne. Bordeaux og Bourgogne, the big old boys, har nu fået endnu en konkurrent i rækken, der kan holde de to gamle vinlande til ilden.