• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Vin og mad / 07-12-2020 23:45:18

Hjerternes fest: Vin til julemaden


Af Malene Bach

Julen nærmer sig. Forberedelserne til den store dag er så småt begyndt. Tankerne kredser om maden og den store aften, der helst skal være så vellykket som muligt. Det store spørgsmål melder sig: Hvad skal vi drikke til maden? Hvad enten der står flæske- eller bønnepostej på menuen, får du her vores bedste bud på vin til din julemiddag. Se vores julefavoritter nedenfor og find inspiration.

 

iStock-1058032798

 

Vin til flæskestegen og anden med det søde tilbehør

  • Amarone
  • Ripasso
  • Chateauneuf-du-Pape
  • Vacqueyras
  • Gigondas
  • Primitivo fra det sydlige Italien
  • Oversøisk Zinfandel

Alle disse vine har det til fælles, at de har den fornødne alkohol, frugt og fylde til at give et passende modspil til tilbehøret. Eftersom frugtbomberne Amarone, Ripasso og Primitivo ofte er forsynet med lidt sødme, vil de supplere tilbehøret godt. Hvis du foretrækker vine til den tørrere side, bør du gå efter alternativerne fra det sydlige Rhône, der er klassikere, som mange mennesker foretrækker til deres julemad. Hvis du mest er til hvidvin, kan du med fordel vælge en Riesling - gerne med lidt sødme som modvægt til maden - og hvis du er til bobler, vil en madvenlig Champagne med en god fylde stå sig godt til maden. Champagne har det også med at virke fortrinligt som mundrenser pga. den høje syre.  

 

iStock-1226984026

 

Vin til gås og kalkun

  • Fed og fadlagret oversøsisk Chardonnay
  • Côtes du Rhône
  • Oversøisk Pinot Noir 
  • Rød Bourgogne

 

Da gåsen ofte er lysere og mildere i smagen, kalder det på en vin, der er lidt mere elegant og lettere i stilen. Dog er det sagt med forbehold, for kødet serveres ofte sammen med det sprøde skind og det klassiske søde tilbehør. En fed, fadlagret Chardonnay eller lignende hvidvin komplementerer det sprødstegte skind og madens fedme godt. Du kan også vælge en oversøisk Pinot Noir med lidt ''kød på kroppen'', eller du kan ty til Bourgogne-vinene, der tit har en frisk syre til at balancere fedmen i maden. Du kan også gå den ''sikre'' vej og stile mod Rhône. Det optimale valg af vin afhænger ofte af tilbehøret, hvilket ikke kan understreges nok, selv om det optimale valg på papiret måske ikke er det rette valg for dig. Det vender vi tilbage til senere.

 

iStock-1147252661

 

Vin til bønne- og/eller nøddepostejen

  • Rød Bourgogne - gerne Volnay 
  • Oversøisk Pinot Noir
  • Barbera
  • Fadlagret og fed Chardonnay - f.eks. Meursault eller en oversøisk vin
  • Rosévin i Provencestil

Vegetar? Eller blot godt og grundigt glad for grøntsager og ''ikke lige i humør til kød'' på den dag? Så læs med her, hvis din menu står på bønnepostej, nøddepostej eller andre gode vegetariske klassikere. Alt efter tilbehøret kan du med fordel vælge en frugtig vin, der ikke er al for tung i sit udtryk. En rød Bourgogne med lidt alder vil være et udmærket valg. Gerne fra Volnay, der er kendt for at producere nogle af de mest bløde og elegante vine i hele Bourgogne. Fløjl på flaske, vil mange sige! Hvis der indgår svampe som et vigtigt element i maden, kan du med fordel vælge den maskuline nabo til Volnay i form af Pommard, der er kendt for at gå godt til retter med svampe, fordi vinene med tiden skulle udvikle nærmest jernagtige noter. En magisk kombination ifølge mange... En Barbera vil også være god på grund af dens ofte frugtige udtryk, mens en oversøisk Pinot Noir også vil være et glimrende valg af samme grund. Prøv også gerne en fadlagret og fed Chardonnay i Meursault-stil, der er kendt for sine nødde- og smøragtige noter, som af samme grund vil supplere retten fortrinligt.


Og husk, at det vigtigste er at vælge lige præcis den vin, som du og evt. dine gæster kan lide. Hvis du foretrækker en ung Bordeaux med tanniner, der får munden til at snerpe sammen med raketfart og farver tænderne blåsorte som natten, er der intet i vejen for det.

Tilbage er der bare at sige: God fornøjelse med valget af vin til din julemiddag! :-)