• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder / 20-01-2021 17:08:20

Det sydlige Italien: Apulien


Af Malene Bach

I dag skal vi en tur til ''støvlelandet'', nærmere bestemt Apulien, i det sydlige Italien. Her helt nede ved hælen knejser solbagte vinranker, mens Adriaterhavets azurblå stråleglans kan anes i baggrunden. Et lille solrigt paradis med frugthaver og kornmarker, der strækker sig ud over sletten, en bølgende grøn flade mod de hvide strande, hvor både ligger og hviler sig på den bløde sandseng. Området flyder over med arkæologiske seværdigheder, grækernes og andre folkeslags historiske efterladenskaber, der står i al deres fortids vælde. Området er et skatkammer for olivenproduktion, der optager en del plads i landskabet. Apulien er dog også kendt for sine saftmodne, powerfulde og ofte bløde vine, som nydes af så mange danskere. 

 

iStock-458285053

 

I rivende udvikling: ''Flyvende vinmagere'' med til at løfte området

Apulien er et område i udvikling. Der er generelt set sket et stort løft i kvaliteten i vinene herfra, og flere høster flotte point og topper anmelderlisterne. Flere winemakere har hentet inspiration udefra i form af ''flying winemakers'', omrejsende vinmagere, der tilbyder deres venlige assistance til producenter rundt omkring i verden. Og flere winemakere underlægger sig nu strengere krav til f.eks. høstudbytte. Nye områder er dukket op som DOC'er på kortet. Apulien er både i solens og i verdens søgelys. 

Fuldblodsdruesorterne: Primitivo og Negroamaro

De hede forhold i Apulien tempereres dog af de svalende vinde fra havet. Jordbunden er fertil og rig på næringsstoffer, hvilket gør det til en nem sag for winemakerne at dyrke deres druer her. Det gør også, at druerne får et højt sukkerindhold, og mange af vinene har derfor en behagelig frugtsødme i eftersmagen. De mest kendte ''fuldblodsdruesorter'' fra den tørre og solrige region er Primitivo og Negroamaro, der ofte lægger krop til kraftige, bløde og godt solmodne vine, som nyder stor popularitet. Områder som Mandurien og Gioia del Colle er kendt for deres Primitivo'er af høj kvalitet, mens især området Salice Salentino centreret omkring byen Salice Salento kultiverer Negroamaro med kyndig hånd, selv om druen dog er vidt udbredt mange steder i Apulien. 

 

iStock-1047814102

 

Vine med slagkraft og frugtpondus

Montepulciano mestrer man også her, hvor den giver frugtige og temmelig krydrede vine. Toscana-druen Sangiovese har også fundet vej til den solbagte region, hvor den får lidt mere kød på kroppen. Disse druesorter bruges især i den nordlige del og er ikke unikke for området, men de er der. Særligt det sydlige Apulien regnes for hjertet af regionen, neden for Brindisi–Taranto, og her udfolder makkerparret Primitivo og Negroamaro deres smukkeste frugtpotentiale i de slagkraftige og (ofte) alkoholrige vine.

Primitivo eller Zinfandel...?

Primitivo-druen stammer egentlig fra Kroatien, men har vundet vid udbredelse og er nået helt til USA med de italienske immigranter, der bragte den med sig til den amerikanske drøms hjemland. I USA går den under navnet Zinfandel - et navn, der også i stigende grad har vundet indpas i Italien og pryder etiketten på mange syditalienske vine. Det er nemlig et navn, som forbrugerne kender og ofte har et varmt forhold til. 

 

iStock-1057062322

 

Behagelige og betalelige vine

Der er ingen steder som Apulien, hvis du leder efter en saftig, frugtmoden og blød vin, der kan puste varme og liv i kroppen. De fortryllende vine fra Apulien passer fortrinligt til syditaliensk mad som pizza og fede pastaretter, men også går godt til de danske hverdagsklassikere. Vinene er ren solskin på flaske - behagelige og letdrikkelige for de fleste - og ofte til en pris, der er til at betale!