Det majestætiske Bordeaux: Venstrebreddens fire skatte

Få vil benægte, at der er noget majestætisk over Bordeaux-vinene, der ofte er mange år om at virkeliggøre deres iboende potentiale. Fra at være hårde og utilgængelige som unge til at udfolde den største, næsten svævende, kompleksitet med alderen - ja, Bordeaux formår til stadighed at begejstre og indgyde ærefrygt hos vinelskere, der nærmest tilbeder disse statelige vine, som var de afguder. Men hvilke skatte gemmer der sig på venstrebredden i Bordeaux? 

Man skelner grundlæggende mellem venstre og højre bred, når talen falder på Bordeaux. På venstre bred er det den - som ung - ofte krasbørstige Cabernet Sauvignon, der har førertrøjen, mens den blødere og mere kødfulde Merlot dominerer på højre bred. Helt så firkantet er det nu ikke. Druesammensætningen afhænger selvfølgelig af winemakerens skiftende præferencer og ønske om en bestemt stil.  I dette indlæg vil vi dog holde os til den måske lidt firkantede skelnen og koncentrere os om de fire mest berømte appellationer på venstre bred, som har ry for at være ophav til de mest gemmeværdige af vinene. 

St-Estèphe: Den nordligste af de fire stjernekommuner på venstre bred. En gruset undergrund -dog mindre end i de andre kommuner - skaber gunstige betingelser for, at Cabernet Sauvignon-druen kan udfolde sit potentiale. Men lerunderlaget, som gemmer sig lige under den stenede overflade, gør jorderne en smule køligere. De resulterende vine får derfor et højere syreindhold end længere nede sydpå. 2. cru slottet Cos d'Estournel tiltrækker sig hurtigt opmærksomheden med sit pagodelignede, orientalske udseende skabt af en ejer med en stor kærlighed til det mystiske østen; det samme gør vinene herfra. Andre bemærkelsesværdige cru'er tæller slottene: Chateau Montrose, Chateau Calon-Segur, Chateau Lafon-Rochet og Chateau Cos Labory. På grund af jordbunden får vinene ofte en mere robust og muskuløs karakter og kræver tid, før de åbner sig op. Disse mere landlige powervine kan dog helt klart noget, hvis man har lidt tålmodighed.

Pauillac: Hvem sagde Lafite, Latour og Mouton-Rothschild? Pauillac har samlet tre af de fineste cru'er fra 1855-klassifikationen. Udover at være ophav til verdensberømte og historiske vine fra de respektive Château'er, byder Pauillac både på bymæssigt leben og industri. Det er altså ikke kun vin, der i i fokus, på denne unikke plet på verdenskortet. Pauillac er Cabernet Sauvignon-druens højborg par excellence - og appellationen excellerer da også med sine mesterlige vine, der besidder en vidunderlig koncentration og intensitet krydret med de druespecifikke noter fra den ranke Cabernet. Her findes nogle af de mest potente og maskuline vine fra det hæderkronede Bordeaux, og de kan være svært utilgængelige og nærmest dræbende tanniske som unge, men blødes op med tiden og indtager endelig en kompleksitet, der er selv en dronning værdig.

St-Julien: En måske lidt overset kommune, måske fordi den ikke har nogen 1. cru'er. Ikke desto mindre leverer kommunen vine af en solid og pålidelig kvalitet. Pauillac og Margaux løber ofte med opmærksomheden, men der er også perler at finde i denne lidt beskedne del af Bordeaux. Den, der søger opmærksomt, vil finde både balance, raffinement og tradition i vinene fra St-Julien, der nok er lille af størrelse set i relation til de andre kommuner, men ikke af betydning. Hvis man bevæger sig nordpå i St-Julien, vil man på et tidspunkt støde på Pauillac, og flere af vinene fra denne del af kommunen besidder også visse personlighedstræk til fælles med dem fra det legendariske Chateau Latour, som hører til Pauillacs største stoltheder. St-Julien huser bla. det berømte Château Talbot, hvis vine anerkendes verden over.

Margaux: Ca. 20 km. syd for St-Julien dukker Margaux op, der består af de fem kommuner Margaux, Labarde, Arsac, Cantenac og Soussans. Den lidt isolerede, sydlige placering har ikke ligget området til last, og appellationen er verdensberømt for sine vine, der går for at være blødere og lidt mere parfumerede i stilen, end dem man kan opstøve i de nordligere beliggende kommuner som St-Julien, Pauillac og St-Estèphe. Særligt 1855-klassifikationen var god reklame for Margaux, der fik flere af sine vine medtaget i klassifikationen end nogen anden appellation: hele 21 gjorde området ære og gik over i den historiske klassifikation. Efter sigende var flere af slottene flinke til at leve højt på denne klassificering; en søvngængertilstand, der dog skulle være i bedring nu. I takt med forbrugernes stigende krav og opdukken af nye vinområder, der giver øget konkurrence om forbrugernes opmærksomhed, tvinges winemakere  til at vågne op af deres ''dogmatiske slummer'' og have fuld fokus på kvalitet.