Karbonader med kartofler og stuvede ærter og gulerødder er en rigtig danskerklassiker. Til det lyse kød passer en hvidvin klart bedst. Andre gange bliver karbonaderne serveret med en tyk brun sovs og rødkål til. Her går rødvin også godt til. Nøgleordet er tilbehør. Læs med nedenfor og få nogle idéer til, hvad du kan servere til de to varianter. Men husk, at det vigtigste er at vælge noget, du kan lide.
Stuvede ærter og gulerødder som tilbehør:
På grund af den sprødstegte skorpe på kødet vil en fed og fyldig Chardonnay, der har lagret på fad, være et godt vinmatch. Du kan for eksempel søge over Atlanten og satse på en californisk og solmoden Chardonnay.
Vælg gerne en Pinot Gris fra Alsace, da den både har frugten og fylden til at stå op i mod retten.
Riesling i en frisk og slank stil kan også være et fint bud, hvis man ønsker at gå i den modsatte retning og måske synes, at en ''Cali-Chardonnay'' bliver for fed. Den friske syre vil fungere godt som mundrenser til sovsens cremede karakter.
Brun sovs og rødkål som tilbehør:
Hvis der er brun sovs og rødkål på tallerken, kan du med fordel søge mod Valpolicella og sætte en Ripasso med lidt frugtsødme på bordet, da vinen vil fungere godt sammen med rødkålens sødme.
Med deres solmodne fylde og frugt vil mange oversøiske vine på Pinot Noir være udmærkede match. De er hverken for lette eller tunge. Samtidig har Pinot Noir-druen en god syre, der kan virke mundrensende.
Vælg gerne en Côtes du Rhône, der er fin til hverdag. Skal det være lidt finere, kan du gå efter cru'erne såsom pavevinen over dem alle: Chateauneuf-du-Pape. En Gigondas eller Vacqueyras kan også være udmærkede valg.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!