• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder / 04-04-2022 16:07:36

Crémant: Bobleglæde til fornuftige penge


Af Malene Bach

Fra Alsace til Loire. Fra Bourgogne til Bordeaux. Som snydt ud af næsen på champagne? Næsten alle vinområder i Frankrig har deres eget svar på de mousserende vine fra Champagne, selv om Luxembourg uden for Frankrig også har sin enestående version. Navnet er crémant, bobleglæden er stor, og pengekvalerne små. Crémant, måske en reference til en by kaldet Cramant syd for Reims, Champagnebyen over dem alle, med sine UNESCO-beskyttede murværker og gotiske arkitektur, vandspyende gargoiler og kirketårne, der rækker op mod skyernes sfæriske landskab. Eller er det mon det franske ord ”crémeux”', der er årsagen til navnedåben, en reference til den cremede tekstur og blødere mousse, crémant traditionelt forbindes med? Crémant opfattes ofte som mere inviterende og drikkevenlig end champagner, især de tørre af slagsen, som får nogen til at stejle og vende sig mod andre typer af bobler: Crémanter med en blid mousse og de rundere cava'er med deres spanske, sollune frugt og store imødekommenhed. Lad os finde glæden ved boblerne frem og udforske crémant, de forvovne bobler, der bider champagne lige i halen. For crémant kan sagtens være stort!

 

iStock-1179842463

 

Uret slår crémant-tid: Forventninger om 100 mio. solgte flasker i 2025

Du finder næsten ikke et supermarked eller en vinhandel, hvor crémant ikke er at finde på hylderne, og de får næppe lov til at samle støv længe, for det franske champagne-alternativ er in, uret står på crémant-tid, og salget boomede vildt i 2019 med 90 mio. solgte flasker. Tallet faldt dog til 75 mio. flasker i 2020 under coronaepidemien, hvor fejringerne og sammenkomsterne blev færre, men salget er så småt ved at stabilisere sig igen. Målet fra crémant-producenternes sammenslutning, FNPEC, er stadig lige ambitiøse: 100 mio. solgte flasker i 2025. Især skandinaverne og amerikanerne er vilde med at sætte crémant på bordet og er nogle af de største aftagere af de franske charmebobler. 

Den lille forskel: Et spørgsmål om trykket i flasken

Crémant laves på samme måde som prestigeboblerne fra Champagne: Det er den karakteristiske andengæring på flaske, der skaber den mousserende effekt og ikke mindst den uforlignelige finesse, som ofte gemmer sig i glasset. Forskellen er et spørgsmål om trykket, 6 bars i champagne og 4 i crémant - som udgangspunkt. Ofte er det kølige, elegante udtryk i crémant bevaret - vi er trods alt primært i det nord- og midtfranske - selv om de kildrende bobler også laves af vinproducenterne længere nede sydpå i Frankrig såsom Crémant de Limoux i Languedoc og Rhône.

 

iStock-172134609

 

Fra nord til syd: Crémant i alle former

I Languedoc blæser Middelhavets blide vinde, og det blidt strøede sand, som skaber strandens kurver, sandet med sin flygtige natur, lægger sig som et fint drys på ben, arme og hænder, der holder om et glas kølig crémant - ideelt set serveret ved en temperatur på 7-8 ° C - så man får fornøjelsen af den frugtige friskhed i vinene, der kommer mest frem under lave temperaturer Køligere er Alsace, langt væk fra havbriser og sandstrande, men til gengæld rig på grøn natur og en massiv bjergskønhed fundet i Vogeser-højderne og blandt husene, der lyser teglstensrødt under solens forsigtige færden. Det Alsace, der ellers er kendt for sine honningfyldige Pinot Gris'er og Grand Cru-Riesling af fornem støbning. Ja, Alsace forstår sig også på crémant-smagsmagi, der udmønter sig i sublim bobleglæde. Det samme gælder Bourgogne, der også har sit bud på crémant i flere former og farver. Andre i rækken er Loire, og sågar Rhône er en spiller på markedet. 

 

iStock-472860012

 

Nedsænkning i de dybe gæringskar

Ligesom i Champagne, er det ofte håndplukkede druer som Pinot Noir og Chardonnay, der nedsænkes i de dybe gæringskar under skabelsen af vinene, der kan være mere eller mindre komplekse, frugtige og friske typer, nemme at nedsvælge, eller vintage- og specialudgaver tættere på champagne, som udfordrer smagssanserne med deres karakteristiske brød- og briochenoter. Også vine på lokal kendte druer, f.eks. Pinot Gris, Pinot Blanc og Riesling, plukket i de pågældende område, leverer flotte performances på tungen.

Ligesom i Champagne modner vinene på gærresterne, minimumskravet er 9 måneder (med visse regionale forskelle), og for store crémant'er er tiden ofte længere, før producenterne lader dem slippe ud på markedet. Modningen på gærresterne giver fylde og cremethed i vinene og blødgør den nippende og ikke altid lige ganevenlige syre. Fra Zero Dosage til Doux og derimellem. Crémant kommer i de samme sødme- og tørhedsgrader som champagne. Måske er forskellen næppe så stor? Med crémant får du serveret et flot alternativ til champagne og stor bobleglæde til fornuftige penge.

Lad bare propperne springe!

 

iStock-526617659

 

Se vores udvalg af crémant ved at klikke her