Det kan være en udfordring at finde rundt i det labyrintiske Bordeaux, og det er nemt at fare vild blandt de mange slotte, vine og cru'er. Hvor kan man finde mest Bordeaux-charme og fransk kvalitet for pengene? Under denne korte tour-de-Bordeaux vil vi zoome ind på et relativt ukendt slot, der tilbyder ekstraordinær value-for-money og vine, der virkelig overrasker til prisen.
Château Surain: Vaniljeguf for insidereEt af de slotte, der er lidt af et ''scoop'' og vaniljeguf for insidere, er det lille Château Surain, der har imponeret hele Supervin. De har hjemme i Saint-Gervais på højre bred af Gironde-floden, hvor den bløde Merlot-drue regerer. Slottet er da også store Merlot-fans, og mange af deres vine består udelukkende af Merlot. Stilen er ung, frisk og bærfrugtig, hvilket hænger sammen med det tørre klima, der giver mulighed for at høste fuldmodne druer sent.
Den hjemvendte søn
Selv om det beskedne Château er relativt ukendt, har familien, der ejer vinhuset, lavet vin i Saint-Gervais siden 1920, hvor Roger Surains passion for vin førte til etableringen af vinslottet. I dag er det fjerde generation, der har taget roret. Den hjemvendte søn, Adrien, leder foretagendet - godt assisteret af sin onkel og bror. Det var måske ikke givet, at Adrien skulle investere al sin tid i vin, da han førhen havde fuld fart på en lovende IT-karriere i udlandet. Men i 2013 var vingårdens fremtid i fare. Indtægterne udeblev, fordi aftagerne var i krise. Det tegnede sort for Château Surain, og onklen stod klar til at sælge. Adrien susede hjem fra Argentina for at hjælpe sin hårdt pressede onkel med at sikre slottets beståen fremover. Da Adrien tjente godt, blev der mulighed for investeringer i nye redskaber og større ståltanke: Investeringer i fremtiden, der nu tegnede lysere efter Adriens hjemkomst. I dag laver det beskedne Château vin af enestående kvalitet med respekt for natur og miljø, og der bruges ikke pesticider i marken.
''Er der Pomerol i glasset?''
Vi er nærmest i chok, da vi smager basisvinen fra Chateau Surain. Vinens bløde karakter og charmerende frugt leder unægteligt tankerne hen på en Pomerol, som har set en masse sol og varme. Ganske enkelt et lille mesterstykke af en venlig Merlot, der kærtegner smagsløgene! Slottet fremstiller også en naturvin, som ligeledes er et bekendtskab værd. Vinene er beriget med et design, der i den grad adskiller sig fra de klassiske etiketter fra Bordeaux, og en af vinene hedder noget så sprælsk som ''Popcorn''. Der er altså sket noget i Bordeaux, og flere slotte tyr til alternative former for markedsføring for at gøre opmærksom på sig selv i mængden. Château Surain er en af dem. Med deres prisvenlige vine viser de, at der også kan findes value-for-money selv i et område som Bordeaux.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!