Vin og mad / 09-10-2019 13:38:34

Havets køkken: Om vin til fisk og skaldyr


Af Malene Bach

Fisk og skaldyr. En populær spise overalt i verden. Ja, havets køkken byder på meget godt. Men hvad skal man forkæle sin hummer med? Hvad er bedst at skylle de salte østers ned med? Hvad skal man servere til rejerne for at opleve det, som vi alle sammen leder efter: Den perfekte smagsoplevelse.


Laks

Der er stor forskel på, hvordan laks serveres. Gravad laks skal helst have en vin med noget sødme og fadlagring, så den kan matche fiskens lagring på sukker og sennep i dressingen. Her er Riesling med lidt sødme et godt valg. Røget og grillet laks kræver en mere fyldig vin, som kan være en oversøisk hvidvin eller burgundisk, fadlagret Chardonnay. Rå laks vil vinde ved at blive serveret sammen med en vin med noget syre såsom en Sauvignon Blanc fra Loire.

Klik her for at se vores bud på en vin til laks.

laks2

Torsk

Torsk har ikke meget smag i sig selv og er generelt en let, delikat spise, så den må derfor gerne ledsages af en vin, der er aromatisk og elegant i stilen. Til den klassiske kogte torsk med urter vil en Sauvignon Blanc ikke være noget dumt valg, men steger du fisken, skal du gerne over i en mere fyldig og fadlagret Chardonnay.

Klik her for at se vores bud på en vin til torsk.

Rødspætte

Igen afhænger det optimale valg af vin af serveringen. En Sauvignon Blanc passer godt til den klassiske stegte rødspætte med persillesovs, hvorimod en fadlagret, oversøisk Chardonnay vil komme til sin ret, hvis fisken er smørstegt.

Klik her for at se vores bud på en vin til rødspætte.

rødspætte

Rejer

Dybvandsrejer bliver ofte serveret med citron på den famøse, danske rejemad, der bliver serveret i stor stil på caféer. Derfor skal vinen helst have en frisk syre og være elegant og let i stilen. Du går ikke helt galt i cafélivet, hvis du vælger en tør Riesling med noget mineralitet. Eller hvad med en lækker Albarino fra Spanien? En aromatisk og forførende Sauvignon Blanc fra New Zealand er også et godt bud. Fjordrejer, der ikke har meget smag i sig selv, bliver ofte serveret med urter og grønne grøntsager. En tysk eller østrigsk Riesling i en tør og ren stil vil være en charmerende ledsager til disse smagsneutrale, men velsmagende små skaldyr.

Klik her og her for at se vores bud på vine til rejer.

fisk og skaldyr4

Røget ål, makrel eller sild

Selv om hvidvin normalt er det bedste og foretrukne valg til fisk, bryder disse fisk med den konservative regel. Derfor kan du fint servere en afkølet Beaujolais til din røgede ål, makrel eller sild. 

Klik her for at se vores bud på en vin til disse fisk.

Sushi

Denne populære spise er let, og det kræver en tilsvarende let og frisk vin. Det sikre valg vil være en champagne eller en anden mousserende vin såsom en crémant. En ikke fadlagret Pinot Gris vil også være et ideel til sushi. Det samme gælder en frisk, tysk Riesling.

Klik her og her for at se vores bud på en vin til sushi.

sushi

Havtaske

Her er tale om en fisk med en kraftig smag. Her skal en fyldig hvidvin til som en fadlagret Chardonnay fra Bourgogne eller en oversøisk vin. En frugtig Beaujolais vil også gå godt til havtaske.

Klik her for at se vores bud på en vin til havtaske.

Sværdfisk

Den majestætiske sværdfisk bliver ofte grillet og matches derfor godt med en vin, der er fyldig. Det kan være en fadlagret hvid Bourgogne eller en oversøisk Chardonnay i samme stil.

Klik her for at se vores bud på en vin til sværdfisk.

Østers

Det oplagte valg er at skylle sine østers ned med et glas champagne som en vaskeægte verdensmand. Det er ikke kun blær og visuelt gejl, da champagne faktisk fungerer godt sammen med østers på grund af den høje syre i vinen. Hvis du er hardcore og vælger at servere dine østers au naturel – evt. med en citronskive – skal du vælge en vin, der er meget ren i stilen. Det kunne være en god ikke-fadlagret Chablis eller en Grüner Veltliner fra Østrig. Eller champagne. Hvem kan ikke bruge en undskyldning for at drikke champagne? Søber du dine østers ind i vinaigrettedressing, skal vinen være mere frugtig i stilen. Her vil en Pouilly-Fumé eller en tysk Mosel-Riesling ikke være noget dårligt valg.

Klik her og her for at se vores bud på vine til østers.

østers

Kammuslinger

Kammuslinger har en let sødlig smag. Derfor må skal vinen ikke have for meget syre og heller ikke for lidt sødme. En god fed Chardonnay med noget fylde og evt. lidt fadsødme vil være et fornuftigt valg. En Pinot Gris med power og lidt sødme er også en værdig ledsager. Selv en Gewürztraminer kan gå an, men den må ikke være så parfumeret og kraftig, at den overskygger kammuslingernes smag.

Klik her for at se vores bud på en vin til kammuslinger

Hummer

Ligesom kammuslinger er hummere også kendetegnet ved deres let sødlige og kraftige smag. De kræver altså stærke partnere, der kan give modspil. Tænk stort. Tænk fransk. Tænk hvid Bourgogne. Fadlagringen, som mange af disse vine har gennemgået, giver nemlig vinene et let sødligt strejf og en kompleksitet, som kan matche enhver hummerbisque! 

Klik her for at se vores bud på en vin til hummer

hummer