Spanske vinområder: Valencia på vej frem?

Valencia kaster sit dovne jordblik ud over Middelhavet, oceanet med skumfråde om munden, hvor små bølgetoppe boltrer sig på dybets overflade, mere lysklart, mere øjeblåt end andre have, der leger kastebold med skibe på vandring mod verdens ende. Valencia. Plantet på Spaniens sydlige og solbegunstigede østkyst, mere kendt for pandestegt paella født under dampende køkkenos og orangestrålende appelsiner, der skinner under lysets englelige bud. Valencia. Mindre kendt for sin vin. Førhen fokuseret på mængde frem for kvalitet, men billedet er ved at ændre sig, og der bliver flere af de ambitiøse producenter - tag f.eks. Mustiguillo - der søger op i højderne og vender ryggen til masseproduktion og hurtige penge. Til gengæld beskæftiger de nytænkende pionerer sig gerne med den lokale Bobal-rødvinsdrue frem for de franske Bordeaux-klassikere (f.eks. Cabernet Sauvignon), der på et tidspunkt vandt indpas i Spanien. Også en hvidvinsdrue som Merseguera er på vej frem og optræder oftere og oftere som grundstof i vinene. Kultiveringen af de traditionelle sorter - det gamle drueguld - er det måske nøglen til Valencias succes? Valencia er i hvert fald på vej frem som en ustoppelig maskine, der kigger lumsk og sejrrigt tilbage på Rioja og Ribera del Duero under sit triumftog!

Valencia: Et navn, der kradser i halsen?

Valencia-navnet kradser måske i halsen, fordi du er vant til at sige Rioja eller Ribera del Duero, de store spanske kanoner, for Valencia er det nye hotspot, ''the place to be in Spain'', og i Valencias bakkede bagland, et godt stykke oppe i højdernes kølighed, laver Antonio ”Toni” Sarrión sine topanmeldte vine, der har ramt spisekortene på flere fashionable Michelin-restauranter. Men først om Valencia, hvorefter vi vil vende tilbage til Toni Sarrión: Forhenværende skarp forretningsmand - nu passioneret vindyrker i Valencia.

Valencia: En lang køretur fra havet til Spaniens varme hjerte

Valencia er en form for ''transitregion'', hvor man kan bevæge sig fra det store hav og helt ind til den tørre og midterste del af Spanien, Castilla-La Mancha, her bliver det rigtig varmt på turen, og oliventræerne med deres grågrønne spiseperler sveder under solens hedekys, her viser jorden sit ørkenansigt til de vejfarende på den støvede rute, hvor beplantningerne med vinstokke tiltrækker sig opmærksomhed som grønne, buskede oaser blandt den sparsomme vegetation. Længere inde i Valencia rejser bakker sig og folder sig ud over landskabet, ryg mod ryg. Der falder ikke meget regn, klimaet er ''middelhavspræget'', men fra havet blæser lyslette briser, der nedkøler Valencias djævelske kropsild, og søger man lidt op i højderne, væk fra storbylivets stressfaktorer og maniske aktivitet, vil man både som druedyrker og pilgrim kunne nyde godt af den ensomme kølighed i bakkerne.

Maskineriet i Valencia: Tre centrale områder for vindyrkning

Valencia er opdelt i tre forskellige DO'er, tre forskelle kropsdele, der får maskineriet til at køre rundt og som bidrager til det samlede billede af Valencia som fremstormende vinregion: Valencia, Utiel-Requena og Alicante. Kystnære Alicante er mere end et ferieområde, hvor sorgløse turister drager på rundfart gennem gaderne i mini-tog, og de badelystne gæster grådigt kaster sig i havets skumfrådende bølgebrus. Alicante er også en historisk vinregion, der er kendt for sine flæskede rødvine på Monastrell (Mourvedre-druen/Alicante Bouschet), blødende af saft og solmoden frugt, men også den søde vin Fondillon lavet på overmodne, nærmest ''rosinerede'' Monastrell-druer - sammenlignet med PX-sherry - og herefter lagret omkring 10 år efter solera-metoden. Både Shakespeare og Louis d. XIV var fans, og sidstnævnte siges at have nydt kage tilsølet i Fondillon på sit dødsleje.

Utiel-Requena: Fare for dehydrering under varmens jernklo

I Utiel-Requena dominerer den lokale Bobal-drue, men også Tempranillo dyrkes flittigt i denne meget tørre og varme region, hvor det ikke er usædvanligt, at termometret rammer de 41 °C, hvor sveden driver ned af kroppen, og dehydrering er en nærliggende fare. Valencia som det tredje centralområde er igen opdelt i en række underzoner, hvoraf hver især bærer deres kendetegn, personlighed og styrke (læs mere her). Ingen decideret dominerende drue, men den grønne drue Merseguera er en af de mest udbredte og nærmer sig status af hoveddrue. Klimaet ligner en mellemting mellem Alicante og Utiel-Requena. Alto Turia er det mest prominente område, dedikeret til hvidvinsdruer som Merseguera og Macabeo, og vinmarker i op til 700-1100 meters højde sikrer friskheden og den rene frugt i vinene herfra.

Vino de Pago: En udmærkelse givet til de bedste marker og vingårde

Vino de Pago (2003) er en form for ''udmærkelse''/klassifikation, der tildeles udvalgte marker/vingårde med en tradition for kvalitetsvin*, en status, som flere håbelystne producenter ansøger om, dog flere uden held. Vingården Mustiguillo, som Toni Sarríon grundlagde, var den første til at få tildelt den eftertragtede status til en af deres enkeltmarker. Og efter sin konvertering af karrieren fra rationalistisk tænkende forretningsmand til dedikeret og sensitiv winemaker har Tonis verden hurtigt ændret sig. Lanceringen af den første vin Bobal Quincha Corral i 2003, der udløste 95 Parker-point, var afgørende for winemakerens fremtid. Hvad mere kunne man næsten bede om som nystartet winemaker? Toni Sarríon er en af de handlekraftige maskinmestre, der er med til at drive Valencia frem. For Valencia er en ny, ustoppelig maskine, der sætter fuld fart mod vinanmeldernes højeste tinder. Pas på, Ribera og Rioja - pas på Valencias dræbende triumfblik!

*Der stilles bla. følgende krav, før en vingård/mark kan tildeles Vino de Pago-klassifikationen: Vingården må udelukkende anvende egne druer i vinene.

Se vores udvalg af spansk vin ved at klikke her og se vores udvalg af vine fra Mustiguillo her