Portvin: Historien om ''englændernes vin''

I 1600-tallet ligger englænderne i handelskrig med rivalen Frankrig. Det anspændte forhold mellem de to stridende parter gør, at englænderne bliver nødt til at kigge andre steder hen for at finde forsyninger af vin, som nu er en mangelvare hos det vinglade folkefærd. Portugal bliver det naturlige valg. Englænderne har nemlig længe stået på venskabelig fod med den tidligere kolonimagt og tætte handelspartner, der senere skal blive verdens leverandør nr. 1 af forstærket vin (portvin). På det tidspunkt er kvaliteten af portugisisk vin dog generelt set tvivlsom, og englænderne har svært ved at finde, hvad de søger. Løsningen ligger dog lige om hjørnet...

Englænderne involverer sig i produktionen

Englænderne indser hurtigt, at de bliver nødt til at involvere sig og holde opsyn med produktionen for at sikre en anstændig kvalitet. Den vin, som de finder i Portugal på daværende tidspunkt, huer dem nemlig ikke. Derfor kaldes portvin også for ''englændernes vin'', da englænderne snart skal blive en aktiv del af vinproduktionen i venskabslandet. Derfor er mange af de store portvinshuse engelskejede eller af engelsk oprindelse. Taylors, Warre, Cockburns er blot nogle af de mange producenter, som har sat deres præg på Portugals blomstrende portvinsindustri.

Turen går til Douro

Vinene ude ved kysten bliver muligvis fundet for lette til englændernes smag. Sikkert er det i hvert fald, at de søger længere ind i landet og ender i Douro-dalen, hvor vinene er mørkere, mere intense og tanninholdige på grund af den brændende sol. Inden vinene skal fragtes den lange vej hjem til England, tilsætter købmændene lige en spand (eller to) aquardente/sprit, som de har opdaget hjælper med at konservere vinen. Så kan vinen holde til turen over det store og urolige hav, der kan byde på mange overraskelser. Det er ikke ligefrem noget, der behager englænderne, men de hælder alligevel vinen i sig på grund af den lette tilgængelighed.

En byttehandel: Portvin til gengæld for stof

Englænderne og Frankrig har endnu engang svært ved at enes, og i starten af 1700-tallet udkæmpes den berygtede arvefølgekrig. I 1703 sker der noget afgørende. Methuentraktaten mellem England og Portugal fastsætter fordelagtige afgifter for portugisisk vin. Portugiserne får stof fra England - til gengæld får englænderne portvin i tøndevis. Portvinshandlen blomstrer.

Produktionen af ''englændernes vin'' eksploderer

På det tidspunkt er der allerede etableret en række portvinshuse, heriblandt det berømte Taylors, som ser dagens lys allerede i 1692. Flere skotter er involveret i handelen og åbner filialer i Porto, men mange køber sig også ind i selve drueproduktionen. Vinfremstillingen eksploderer, og vinmarker breder sig med lynets hast op af skråningerne til Douro-floden. På de stejle terrasser udhugget i bjergskråningerne, som man stadig finder rester af i dag, høstes druerne med møje og besvær for senere at ende i ''englændernes vin''.

Et besøg hos en lokal abbed

Oprindelsen på portvin fortaber sig i det uvisse, men ganske vist er det, at nogen har fundet på det ''trick'' at stoppe gæringen efter relativt kort tid med tilsætning af alkohol. Det opdager repræsentanterne for en vinkøbmand fra Liverpool i 1678 under et visit hos abbeden fra munkeklosteret i Lamego, hvor de for første gang bliver præsenteret for de søde dråber (portvin findes dog også i tørre versioner). Vinen vækker stor begejstring hos de besøgende, der beslutter sig for at købe hele produktionen og fragte den hjem.

Phylloxera møder Portugal

Efter vinlusen har hærget i Europa, kommer den også til Portugal, som heller ikke undgår at blive ramt. Men det lykkes vinmagerne i Douro-dalen at imødegå denne omsiggribende trussel ved at pode vinstokkene på amerikanske stokke. Redningen er i hus, og portvinsproduktionen kan fortsætte, selv om det kræver en del genplantninger.

Portvin fra andre steder end Portugal?

Andre steder i Europa er der også opstået tradition for at lave portvinslignende vine. De må dog ikke sælges som portvin ifølge den europæiske vinlovgivning. Det gælder dog ikke på den anden side af Atlanten, hvor reglerne er mere laissez-faire. Derfor vil man kunne finde en del ''portvin'' fra mange forskellige steder i verden i de amerikanske supermarkeder.

Men portvin forbinder mange nu først og fremmest med Portugal - og ikke mindst englænderne, der har et stort ansvar for vinens udbredelse i Europa.