Tidligere flød markedet over med billig, sød vin fra Østrig. Forbrugernes sukkertørst var stor, og nogle ''kreative'' producenter gik langt for at stille efterspørgslen. Lidt for langt, viste det sig. I 1985 kom skandalen, der skulle vende op og ned på landets ry og forandre lovgivningen og kvaliteten for altid. I et laboratorium fandt man under analyser af nogle vine spor af stoffet diethyleneglycol, en ingrediens i antifrysemidler, som kan være giftigt i større mængder. Stoffet blev brugt til at få vinene til at fremstå sødere og mere fyldige på en nem og billig måde, da Late Harvest-stilen hittede som saft på en lun sommerdag. Og dette ''lille'' stunt var måske gået uopdaget hen i længere tid, hvis det ikke havde været for nogle snedige vesttyske importerer, der ulovligt blandede østrigsk vin i de tyske bulkvine*, inden de blev flasket. Under den tyske kontrol kom det frem, og så rullede skandalen med massevis af medieoverskrifter, postyr og blitzlys. Skandalen blev i dansk sammenhæng døbt ''kølervæskeskandalen'', men hvordan påvirkede den østrigsk vinindustri, som måtte lide en tragisk skæbne lige efter, og hvad med lovgivningen? Er Østrig kommet sig ovenpå skandalen?
Efter skandalen bugnede det med artikler i medierne om østrigsk snyd med det farlige stof, og selv om stoffet næppe var skadeligt i så små mængder, og det langt fra var alle østrigske producenter, der var fupmagere, var det ligegodt for de bekymrede, avislæsende forbrugere. Salget styrtdykkede fra et tocifret millionbeløb på ca. 45 mio. liter om året til blot 4,4 mio. liter. Nogle lande tog ingen chancer og forbød helt import af østrigsk vin. Katastrofen havde ramt med et kanonslag, og den fortvivlede vinindustri måtte starte forfra med at genrejse sit sønderskudte ry.
Et vendepunkt for østrigsk vinindustri
Skandalen betød en skarp drejning væk fra masseproduceret bulkvin til fordel for et øget fokus på kvalitetsvin og strengere lovkrav. Skandalen er fra mange sider derfor blevet kaldt den bedste ting, der er sket for østrigsk vinindustri, og selv om alle måske ikke er enige i det statement - og næppe de omtalte lovbrydere - er der flydt meget topklasses kvalitetsvin over Østrigs grænser siden da, og der er i de seneste år er udgået mange kæmpestore vine fra Østrig, som skamroses i internationale tidsskrifter af de helt store anmeldere. Michelin-restauranter flere steder i verden er også pjattede med vinene fra det tidligere glemte vinland. Østrigsk vin har fået en renæssance.
En dynamisk lov, der følger landets udvikling
Lovgivning er ofte en dynamisk størrelse, og én gang vedtagne love kan kræve tilpasning til ændrede forhold i nutiden, når udviklingens hjul ruller, og forældet tankegods ender på historiens store bunke mødding, der vokser for hvert århundrede. Østrigs vinlovgivning er også i bevægelse, og siden den famøse ''kølervæskeskandale'' i 1985, hvor socialisterne højlydt proklamerede, at loven ville blive vesteuropas strengeste, mens de konservative frygtede, at loven ville gå ud over vinproducenterne, mens anholdelserne rullede, nogen blev smidt i fængsel og andre fik store bøder, og flere jokes om antifrysemidler florerede i medierne, er der blevet underskrevet en del lovpapirer, der bla. skal sørge for, at historien ikke gentager sig, og at forbrugerne trygt kan købe østrigsk vin igen. Det har også krævet hårdt benarbejde fra producenternes side at vinde forbrugernes sønderrevne tillid på ny. Men det tyder på, at verden igen har lukket en dør på klem for østrigsk vin, anmelderne har i hvert fald med åbne arme taget i mod de østrigske vine, og ifølge vinguruen James Suckling gør østrigerne det faktisk så godt, at de overstråler naboerne:
''Austria overshadows its much larger neighbors with laser straight, brilliant whites and elegant dry reds, making for a compelling list of the best Austrian bottles of the year.''
- James Suckling
Der er altså god grund til optimisme i det tidligere lidt glemte vinland, og historien gentager sig kun, hvis man ikke husker den, som det lyder sig hos aforismemesteren og kulturkritikeren George Santayana. Meget tyder på, at den fatale skandale står indprentet med skræk og rædsel i østrigerne, der gang på gang beviser deres dygtighed ud i at fremstille verdensklassesvin, som gjorde de sig ekstra umage.
Se vores udvalg af vin fra Østrig ved at klikke her
*Bulkvin er et udtryk for vin, der ikke er tappet på flaske ved salg. Mange kvalitetsbevidste producenter vælger selv at tappe vinen, så de ved præcis, hvad den indeholder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!