• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Øl / 29-11-2021 15:59:16

Juleøl til maden


Af Christian Andersen

Øl og julefrokost passer sammen som gaver i en julesok. Men julefrokosten og øl kan blive endnu bedre. Du skal bare matche øllene til de forskellige retter. Den kunst er blevet lettere. For med ølrevolutionen er der kommet mange forskellige juleøl på markedet. Ifølge Bryggeriforeningen er der omkring 350 varianter.

 

iStock-699144432

 

En meget overordnet regel til at matche øl og mad:

 

  • Lyse øl til lyse retter.
  • Mørke øl til mørke retter.
  • Lette øl til lette retter.
  • Stærke øl til stærke retter.
  • Krydrede øl til krydrede retter.

 

Øllen kan ligne maden.

Fx: En sød og fed ret skal have en sød og stærk øl. Det kunne være en bock øl til en julemedister.

 

Øllen kan være i kontrast til maden.

Fx: En bitter, syrlig øl og perlende india pale ale (IPA) kan løsne op for fedmen og tyngdekraften i flæskestegen med sovs og brune kartofler.

En pointe er, at både øl og mad skal fremstå klart, være ligeværdige som par i en dans. En imperial porter på 10 procent vil fx tromle en rejemad over.

 

iStock-528294984

 

Lad os kigge nærmere på fem retter til en typisk julefrokost og komme med forslag til øl.

 

Marinerede sild

En både sød, syrlig og fed ret. En udfordring. Der er ofte rå løg på, som gør udfordringen større. En IPA vil løfte retten. Bitterheden, de frugtrige aromaer og kulsyren vil være en god kontrast og skabe en helhedsoplevelse. Måske de frugtrige aromaer som fx grapefrugt, ananas og mango, især klæder den marinerede sild.

 

Paneret rødspætte

En både fed og sart ret. Her går flere forskellige øltyper an. En pale ale, en pilsner og en hvedeøl – alle øl, som underspiller deres virkemidler. Et backing band mere end en forsanger. Tag pilsneren! Den måske perfekte allround øl til julemaden. Bitterheden, friskheden og enkeltheden fra pilsneren understøtter rødspætten og får den til at sprælle lidt mere. En märzen, en anelse stærkere, mørkere og mere maltrig pilsner-type, ville også være perfekt.

 

iStock-151664108

 

Rejer med asparges

En bayersk hvedeøl er oplagt. Den er let fed og syrlig med klare aromaer af nelliker og bananer eller bananskræl. Samtidig giver den plads til de fine rejer, så de også får en velfortjent hovedrolle og ikke står afpillede tilbage. Asparges kan have et præg af plantestængel. Det samme kan karakterisere den bayerske hvedeøl. Endnu et match.

 

Medisterpølse

Bock eller dunkel og gerne med procenterne op. Medisteren er så julefed som tænkes kan. Bock er nærmest skabt til fede tyske retter som fx med knödel, sovs og schweinshaxe, og det er endnu mere tungtslæbende end en medister. Hvis du har en maltrig dunkel også kaldet münchener dunkel, en ’mini-bock’, inden for rækkevidde, kan den også bruges.

 

Andesteg

En lys eller mørk, stærk belgisk ale. Den lyse til julefrokosten, hvor der er holdt lidt igen med tilbehøret. Den mørke belgiske ale til højbordet juleaften. Sødmen, syrligheden og, ikke mindst, aromaerne af typisk blommer, hindbær, ribs og mango spiller perfekt sammen med anden, sveskerne, æblerne og rødkålen.

 

christian_øl_ekspert

 

Christian Andersen er ølekspert, journalist og kommunikationskonsulent

·      Forfatter til pilsner bogen ”Den nøgne øl”

·      Anmelder af øl på Børsen

·      Forfatter til Det Danske Ølsprog for Bryggeriforeningen

·      Redaktør af ølsektionen i magasinet Whisky &

·      Udvikling af øl for en række bryggerier, fx Herslev Bryghus, Krenkerup Bryghus, Anarkist og People Like Us.

 

Se vores udvalg af øl ved at klikke her