• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Øl / 25-11-2021 10:23:57

Julen er en fest for øllet


Af Christian Andersen

Ingen andre lande fejrer julen med øl så meget som i Danmark. I Danmark er J-dag nærmest en national helligdag for juleøllet. Bryggeriforeningen vurderer, at der er 350 forskellige juleøl på markedet. Hvorfor mon Danmark og kun Danmark fejrer julen så eftertrykkeligt med øl? Det skyldes en blanding af tradition tilbage fra vikingetiden og den enestående marketing succes for Snebajeren, Tuborg Julebryg.

 

iStock-1175685070

 

I Danmark er der nærmest en national helligdag for juleøllet. Den første fredag i november er juleøllets dag J-Dag, hvor Tuborg Julebryg frigives og en af Danmarks største fester fyres af. I få andre lande er der også juleøl – fx Sverige, Belgien og England – men markedet er på størrelse med en lille nisse sammenlignet med den danske kæmpe af en julemand.

Juleøl er en oldgammel, dansk tradition. Hvorfor mon Danmark og kun Danmark fejrer julen så eftertrykkeligt med øl? Er det bare fordi, vi er vilde med øl til jul, eller har det mon noget at gøre med den ikoniske marketingsucces for Tuborg Julebryg?

 

iStock-1280467165

 

Vikingerne var først

Måske vi skal tilbage til vikingerne for at finde svaret. For vikingerne drak igennem til jul eller rettere jól, som er det oldnordiske navn for jul.

Vikingerne fejrede af gode grunde ikke jul, men drak jól. De drak og de drak øl til jól til ære for de nordiske guder og for at ønske hinanden et godt nytår til midvinter, som ligger på den tid, hvor vi fejrer jul i dag. Da danskerne blev kristne omkring år 1000 og jól blev til jul, havde danskerne ikke glemt at drikke øl til jul.

Hos bønderne og i byerne i gamle dage bryggede man særligt godt øl til jul. Det var stærkere og bedre end hverdagens tynde øl. Skulle juleøllet være ekstra godt, blev det krydret med honning.

 

iStock-855799640


Snebajerne kommer vrimlende

Det vi forstår med juleøl i dag er af forholdsvis ny dato. ”Luksus Jule Bryg” fra 1953 Carlsminde bryggeriet i Nyborg går for at være Danmarks første kommercielle julebryg. Siden fulgte bryggerierne trop og lancerede juleøl, som typisk var stærke, mørke lagerøl af den tyske type bock.

Vi skal frem til 1981, hvor et reklamefænomen sætter juleøllet på dagsordenen som aldrig før. Snebajeren kommer til, Tuborg Julebryg, en stærk, mørk lagerøl tilsat lakrids, som er let at drikke mange af.

Snebajeren er i dag så stor en succes, at den sidder på ca. halvdelen af markedet for juleøl i Danmark. J-dag, som blev opfundet i 1990, hvor over 400 barer i Danmark fejrer Tuborg Julebryg med gratis juleøl, er med til at sørge for, at successen daler smukt ned over Tuborg julen over.

Tuborg Julebryg er så stor en succes, at den ikke kun sidder på omkring halvdelen af markedet for juleøl. Snebajeren har også fået flertallet af de små såvel som store danske bryggerier, som der p.t. er 215 af, til at brygge en juleøl og gøre juleøl til en særlig dansk tradition.