Vinens filosofi: Sandhed og kunst

Er vin blot en kilde til beruselse og nydelse, eller er det muligt at analysere vin ud fra en filosofisk synsvinkel? Et særligt symposion, hvor deltagerne samles om nydelsen af vin, kommer til at spille en central rolle i filosofiens historie. I Platons dialog om kærligheden bliver Eros' natur endevendt, og der holdes lovtaler over ''fænomenet'', som har så stor magt over mennesket, mens bægrene fyldes op på ny og tilhørerne skærper ørerne inden den næste tale. Vin har så afgjort en social funktion. Men hvori består den helt præcis? Og hvorfor er der blevet skrevet så lidt om vin ud fra en filosofisk synsvinkel? Kan nydelsen af vin sammenlignes med værdsættelsen af et kunstværk? Lad os udforske vinens filosofi og kaste et ædru, rationelt blik på vinens betydning.

''In vino veritas'': Er der sandhed i vin?

Det er blevet sagt, at vin rummer en kilde til sandhed, hvilket udtrykkes med ordsproget ''in vino veritas''/''i vinen er sandheden''. Kierkegaard siger det uden omsvøb: Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden. Sikkert er det, at ordene flyder mere frit, når vinen går i blodet, og at der ofte tales mere åbenhjertigt om tingene, så snart flasken er tom. Selvet åbner sig over for andre, og det er ikke altid småting, der kommer på bordet. Der er ikke tale om en privat sandhed, men om en fælles, som alle i selskabet tager del i. Vin kan således øge fællesskabsfølelsen og fungere som samlingspunkt for mennesker. Vin tjener også et religiøst formål (f.eks. altervin, der bruges under gudstjenesten og ikke mindst den oprørske Bacchus-dyrkelse, der fandt sted i romerriget for blot at nævne nogle få eksempler). 

Måske kan vin bidrage til en slags sandhedsafsløring/væsensåbenbaring (''aletheia'') ala. den, som den tyske tænker Heidegger bringer på bane, da han beskriver kunstværket. Er vin mon et slags (kunst)værk i sig selv, og kan nydelsen af vin sammenlignes med værdsættelsen af et stort værk? 

Vin som værk: Overskrider nationale og historiske grænser

Ligesom med kunstværket ligger der mange gange en lang skabelsesproces bag en vin, som er afhængig af winemakeren. Et kunstværks tilblivelse afhænger også af kunstneren og dennes evner eller mangel på samme. Ligesom et kunstværk involverer vin sanserne og er ikke blot objekt for intellektuel spekulation. Vin er også bundet af ''tid og sted'' og reflekterer det pågældende 'terroir', ligesom et kunstværk er bundet til et bestemt sted, tidsperiode og samfund, som det afspejler, mens begge på samme tid overskrider disse bindinger og i bund og grund er ''transnationale'' og ''transhistoriske'' fænomener. Alle mennesker på tværs af tid, sted og nationalitet kan værdsætte vin eller kunst, der kan gøres til genstand for betragtning og/eller nydelse (eller frastødelse og afsky, om man vil). Oplevelsen af en vin kan ligesom med kunst afhænge af sindsstemningen hos subjektet, sammenhængen, som den opleves i, og hundredevis af andre faktorer, som har indflydelse på menneskers oplevelse af deres omverden.

Et glimt af noget guddommeligt?

Til forskel fra mange kunstværker - hvis man ser bort fra performancekunst, der ofte involverer tilskuerne og derfor har noget momentant over sig - er en vins liv kortvarigt, så snart ''værket'' (læs: vinen) nydes. Denne flygtighed er helt essentielt for vinens væsen, hvorimod de fleste kunstværker er af mere vedvarende karakter, selv om alt naturligvis slides ned og forsvinder i takt med tidens dystre fremmarch. Vin har også noget unikt over sig - der produceres måske kun x antal fade af en bestemt vin, og når de er drukket, er der intet tilbage. Nichts. På den gang har oplevelsen af vin en slags ''engangskarakter'', ligesom oplevelsen af et kunstværk aldrig er den helt samme. Heri ligger magien. At du får et glimt af noget, du aldrig oplever på helt samme måde igen: Et glimt af noget guddommeligt måske? Pjat og fuldemandssnak, ville nogen nok sige, men ikke desto mindre tales der ofte i et nærmest religiøst sprog om vin, når anmelderne uddeler roser.

Et prisme: Hele tiden nye vinkler

Vin er en levende organisme, et prisme, der hele tiden udvikler sig, og gamle sanseindtryk træder snart i baggrunden for at give plads til nye. Stor vin besidder en kompleksitet ligesom et stort kunstværk, der hele tiden kan betragtes fra nye vinkler, ligesom  forskellige noter viser sig i vinene på skift. Vin kan godt gøres til objekt for intellektuel anskuelse. Man kan analysere og sætte ord på duften, smagen og udseendet mm. ligesom man kan gå til et kunstværk ud fra en rent formmæssig betragtning. Lighederne er til at få øje på, men det er forskellene måske også? For er vin i bund og grund lavet til konsumption, et simpelt landbrugsprodukt ligesom mad og fødevarer, og er det mon at overdrive at gøre vin til kunst? Det er der sikkert mange meninger om.

Det hele begynder med et berømt symposium

Ofte er det nydelsesaspektet forbundet med vin, der er i centrum - ikke nødvendigvis selve beruselsen, men hele stemningen omkring et godt måltid mad nydt sammen med vin og gode venner. I det hele taget er der ikke blevet skrevet så meget om vin ud fra en mere filosofisk synsvinkel:

‘'Philosophers have probably drunk more than their fair share of wine, but they haven’t had their fair share of the words written about it'’

- Roger Scruton

Og hvorfor nu egentlig det? Skyldes det, at det intellektuelle blik ofte har haft forrang frem for det sanselige inden for hele den europæiske filosofiske tradition og kristendommen i visse tolkninger? Skyldes det, at den beruselse, som vin til tider fremkalder, er blevet set på med negative øjne - ''sansernes fordærv''? Har vin blot været et redskab til erkendelse frem for at blive tillagt betydning i sig selv? Har filosofferne bare ikke taget vin seriøst som undersøgelsesobjekt, eller har de haft for travlt med selve nydelsen? Eller er der bare ikke kød nok på emnet? Det er svært at sige.

Men mon ikke, at filosofferne i fremtiden vil vie vinens filosofi mere opmærksomhed, og mon ikke, at der er stof nok til en phd.-afhandling, når man går filosofisk og ædrueligt til vin. Om ikke andet indledtes hele den vestlige filosofiske tradition bla. med et særligt symposium (hvis man ser bort fra førsokratikernes fragmentariske betragtninger). Og hele den europæiske filosofi er jo fodnoter til Platon, er det blevet sagt, hvilket nok alligevel må tages med et gran salt. Den græske filosofifader og Sokrates-forsvarer er under alle omstændigheder en nøglefigur i filosofiens historie og i opfattelsen af kærligheden/Eros.

Det er i hvert fald svært ikke at nære bare en lille smule kærlighed til livet, når man værdsætter vin. 

Se vores mange topanmeldte vine ved at klikke her