Vin: Egypternes gravnektar og grækernes glemselsdrik

Fra nutidens tinde betragter vi den forgangne tid. Dens ånde puster os stadig i nakken, og vi ser tilbage på ruinerne af fortiden, historiens krummer, med glæde eller sorg, mens vi famler efter en mening med historiegalskaben. Der er sejlet meget vin over søen, siden mennesket for første gang opdagede, at druer kunne forvandles til vin, en magisk rusfremkaldende drik. Den klassiske forklaring lyder på, at vinplantens oprindelse strækker sig tilbage til Kaukasus. Senere har vinplanten med sin naturlige ekspansionstrang bredt sig, og vin spiller en vigtig rolle inden for de fleste kulturer. Men hvor skal man starte med at fortælle historien om den særlige drik, der blev genstand for guddommelig dyrkelse eller forsaget af asketer, analyseret eller nydt i sig selv, brugt som terapiform eller som en vej til at forbinde sig med større magter for hvem mennesket ydmygt bøjer sin ryg?

En gammel persisk krukke indeholdt vigtige spor 

Gamle ting er guld for arkæologer, der følger i fortidens mudrede fodspor. En gammel persisk krukke fundet under udgravninger i Zagro-bjergene i det vestlige Iran bærer vidnesbyrd om, at vindyrkning fandt sted for mere end 5000 år før frelser Kristus i nogle af de tidligste tågede tider af menneskets udvikling fra abemenneske til civilisationens skabning. En plet med spor af garvesyre og vinsyre på indersiden af krukken tyder på, at krukken har indeholdt vin. I 2011 fandt man rester af endnu ældre vinredskaber gemt i en grotte i Armenien fra 6000 f.Kr., hvor hulemenneskerne havde levet og måske taget deres sidste åndedrag, inden deres tid blev til historie.

Egypternes nektar: Fik vin med i graven

Hos de pyramidebyggende egyptere blev vindyrkning en realitet, så snart man begyndte at importere vinplanter fra det bibelomtalte Kanaan, som Abrahams efterkommere blev skænket af Gud ifølge den store bog. Den fortælleglade og ikke altid lige sandfærdige historiker Herodot var altså galt på den: Han påstod, at der slet ikke fandtes vinplanter i Egypten, men historien modsiger ham, og sporene af vindyrkning i Egypten løber tilbage til 3300-3000 f.Kr. ifølge arkæologerne. Flere herskere fik vin med i graven, og Scorpio 1., der ledede hele Egypten i en periode, blev begunstiget med intet mindre end 4500 liter. til sin dødsrejse. Vin blev også ofret til guderne i håb om deres gunst. Den vilde og utilregnelige gudinde Gathor, der blev set som beskytter af vigtige vinproducerende områder, måtte beroliges med drikofre, der skulle symbolisere fjendernes blod. 

Grækerne glemmer sorgerne ved vilde Dionysos fester

Vindyrkning fandt også sted i Grækenland. Grækerne glemte de dagligdags bekymringer under de vilde Dionysos fester, mens de gav slip på fornuftens og klarsynets strenge normer og gav sig hen til vildskaben. Inden for grækernes ''idéverden'' var vinen øl langt overlegen, den kunne barbarerne nyde i fred, og skytherne kunne beholde deres fortyndede vin for dem selv, for vin var en elitedrik forbeholdt de civiliserede borgere. Også i Homers episke digte er man flittig med ''udskænkningerne'', og flere af de trojanske helte nyder den festlige drik, som blev brugt til både ofringer, bønner, begravelser, ved indgåelse af aftaler og som terapiform. 

Grækerne rumsterer stadig i vores bevidsthed

Grækerne beholdt ikke deres vin for sig selv, men handlede med resten af Middelhavsområdet lige fra Egypten til Skythien og Etrurien (nutidens Toscana), og de vinglade handelspartnere tog flere af de græske skikke til sig. Fundet af amforaer og segl forskellige steder vidner om grækernes tilstedeværelse. Og selv om centrummet for vindyrkning har bevæget sig længere nordpå, rumsterer grækerne og deres myter stadig i vores bevidsthed. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at fortidens mennesker dyrkede og nød vin, og det samme gør vi som nutidsmennesker.