Er du på jagt efter gode vine til kælderen eller måske allerede til at nyde nu, så bør du afgjort kigge nærmere på årgang 2019. Særligt i Europa er der tale om en af de helt store årgange, hvor alle de berømte områder - lige fra Bourgogne til Bordeaux - leverer noget af det mest elegante og gemmeværdige vin i nyere tid.
2019 - årgangen, der blev overskygget af pandemien!
Når snakken falder på årgang 2019, så er det et år som alle vores vinproducenter husker krystalklart. Naturligvis på grund af de fantastiske vejrbetingelser, men i særlig grad fordi, det var sidste årgang inden Corona-bølgen ramte alt og alle. De massive nedlukninger og restriktioner besværliggjorde i årene efter alt lige fra høst og afsætning til markedsføring, hvor de berømte "En Primeur"-smagninger og andre vigtige slags-events blev aflyst. Det kan måske have været med til at skygge for det faktum, at vi har at gøre med en af de bedste årgange i det nye årtusinde på tværs af Europa. Helt på linje med allerede legendariske 2010 og 2005. Nu hvor Corona-årene trods alt er ved at komme lidt på afstand, så begynder roserne også at tilfalde de mange sublime vine. Vi kigger i dette blogindlæg nærmere på 4 vinområder, hvor kvaliteten var exceptionel og kommer også med kældertips til vine fra alle områderne.
Der er mange vine at vælge imellem, hvis der står 2019 på etiketten!
Bourgogne: "The best vintage since 1865?"
Vi lægger ud med det mest hypede og efterspurgte vinområde de seneste 10 år. Hvert år siger vineksperter, at nu har Bourgogne-efterspørgslen toppet, men markedet og priserne fortæller en helt anden historie. Årgang 2019 er allerede nu ikonisk i Bourgogne og for længst udsolgt hos størstedelen af producenterne. Financial Times stiller retorisk spørgsmålet: "Burgundy 2019 - The best vintage since 1865?" alt imens at Robert Parker giver henholdsvis 98 og 96 points på sin Vintage Chart til Côte de Nuits og Côte de Beaune. (De store anmelderes Vintage Charts er en vurdering af årgangen i et bestemt vinområde baseret på de enormt mange vine, der er blevet smagt og rated.) Robert Parker har hverken før eller siden vurderet kvaliteten højere i Bourgogne siden han startede med at lave sin Vintage Chart i 1970. Årgangen kan betegnes som en "ny-klassiker" i Bourgogne med en varm, tør modningssæson samt masser af solskin. Det bemærkelsesværdige er, at balancen og syren i Bourgogne-vinene er intakt, hvilket Romanée Conti blandt andet forklarer ved at vinstokkene ganske enkelt tilpasser sig det stadigt varmere klima.
💡Kældertip! "Henri de Villamont Grand Cru Corton Renardes 2019"
Der er forsvindende små mængder Grand Cru Bourgogne tilbage fra årgang 2019, men vi har lige nogle få kasser tilbage fra topproducenten, Henri de Villamont. Corton-marken er som bekendt den største Grand Cru-mark i Bourgogne, så det er ikke helt lige meget, hvorhenne vi befinder os på den store høj. "Les Renardes"-parcellen topper hierarkiet af hele 32 navngivne voksesteder i Corton Grand Cru – og yder blandt andet topdruer til Corton’en fra førnævnte Domaine de la Romanée Conti. Den ret stejle, sydøstvendte skråning med jernholdig kalksten bliver hyldet for sine rige, mineralske rødvine med klassiske animalske undertoner. I 2019 årgangen får du fuld Grand Cru-valuta for pengene og et lagringspotentiale på minimum 15 år.
Bordeaux: "2019 excels in quality and, particularly, price"
Som nævnt indledningsvis, så var Bordeaux nok det vinområde i verden, der led mest under Corona-udbruddet, da "En Primeur"-smagningerne blev aflyst og mange anmeldere aldrig nået at få smagt de såkaldte "barrel samples", der er med til at give et praj om, hvor stor årgangen bliver. 2019 led yderligere under det luksusproblem, at årgangen forinden i Bordeaux også var fremragende og begejstringen over 2018-årgangen havde endnu ikke lagt sig, da pandemien brød løs. Til gengæld må man sige, at verdens mest traditionsrige vinregion er "on a roll" i øjeblikket og de har leveret den ene kongeårgang efter den anden. Du kan derfor roligt købe løs af 2015, 2016, 2018, 2019 og 2020. Og som et lille kirsebær på toppen forlyder det at 2022 også bliver helt exceptionel!
Det der så alligevel får 2019 til at skille sig ud, er kombinationen af høj kvalitet i flasken og ualmindeligt lave priser: "For some Châteaux, 2019 counts among the least expensive releases of the last 15 years, excepting the far inferior 2013 vintage," beretter det franske magasin, Club Oenologique. Der er med andre ord al mulig grund til at købe godt ind af Bordeaux 2019 til kælderen - både af højre og venstrebred.
💡Kældertip! Château la Fleur Cardinale Saint-Èmilion Grand Cru Classé 2019
"One of the best I have had from here. Really want to drink it." - James Suckling
"One of my real stars of the vintage in St Emilion" - Jane Anson, Inside Bordeaux
"Stunning stuff, the 2019 Château Fleur Cardinale might be the finest vintage of this wine I've tasted. - Jeb Dunnuck
Fleur Cardinale er beliggende i den nordøstlige del af St.-Émilion, nær Cotes de Castillon. Slottets vinhistorie går tilbage til 1700-tallet, men med familierne Asseo (1982-2001) og Decoster (2001-nu) er Fleur-Cardinale for alvor trådt i karakter. Slottet opnåede i 2006 status af Grand Cru Classé og siden da er kvaliteten kun blevet styrket. Det hele peaker her i årgang 2019, hvor vinen er en af de flottest anmeldte i hele Bordeaux, når vi også tager prisen med i betragtning. Vi har også her kun en håndfuld kasser tilbage på lager.
Tyskland: "Is this Germany's 100 point Vintage?"
Vi forlader de franske rødvine og retter i stedet blikket mod Rieslingerne fra Tyskland. Der var ikke gået længe efter, at 2019'erne havde ramt markedet før man kunne læse lovprisningerne fra vinjournalisterne. Én af dem, der virkelig sprang i øjnene var Stuart Piggot, der er James Sucklings mangeårige anmelder af tyske vine. Han opsummerede den tyske Riesling-kvalitet således: "The 2019 vintage is the best vintage I have ever tasted for German riesling in my four-decade career."
Tyskland er et af de vinlande i verden, der drager mest fordel af de varmere temperaturer som følge af klimaforandringerne. 2019 var derfor praktisk talt perfekt, ifølge Stuart Piggot, og vi så da også vores egen topproducent, Martin Tesch, levere nogle af han bedste vine det år. Du kan plukke frit mellem hans 5 enkeltmarksvine, men hvis vi skal fremhæve en af hans vine, så må det være St. Remigiusberg, der med 95 points fra James Suckling opnåede sin hidtil højeste rating.
💡Kældertip! Tesch Riesling St. Remigiusberg Nahe 2019
"This 2019 is Tesch in perfection. Highly recommended, but be patient: this wine needs several years to reach its peak.” - Robert Parker
Det her er Riesling fra en lillebitte, vulkansk enkeltmark ved navn St. Remigiusberg. Et unikt terroir, som har frembragt kæmpestore hvidvine helt tilbage til den tid, hvor benediktinermunke ejede marken. Selvom Tesch er kendt for sine helt tørre og sprøde hvidvine, så er der en blød eksotisk frugtrigdom over vinen i 2019, som gør den helt vidunderligt læskende. Som Robert Parker skriver, så skal man unde sig selv at give vinen lidt tid i kælderen. Vi har tidligere smagt ældre årgange af Teschs vine og der er virkelig meget udviklingspotentiale!
Østrig: "The legend of the "Niner" lives on"
I Østrig får man god vin i årgange, der slutter på 9. Sådan har det i hvert faldt været i 1999, 2009 og nu også 2019, hvor kvaliteten er fuldstændig enestående. Der kan drages mange paralleller til tyskernes varme sommer og milde efterår, der har sørget for perfekt modne druer. Det bekræfter Robert Parker med hans højeste vintage-rating nogensinde (98) til Østrigsk Riesling og Grüner Veltliner. 2019-årgangen er faktisk lidt af et højdepunkt for Østrig, der siden 2015 har været velsignet med kontinuerligt høj kvalitet - noget som de før aldrig havde troet muligt i det kølige alpeland. Igen må man bare konstateret, at klimaforandringerne rammer meget forskelligt i vinverdenen og hvis du elsker østrigsk vin, så er der altså fuld valuta for pengene i årgang 2019!
💡Kældertip! Markowitsch M1 2019
Det kan godt være, at hvidvinene i Østrigs 2019-årgang er fremragende, men det samme kan i dén grad siges om rødvinene. Se bare på vores producent, Gerhard Markowitsch, der høster sin første 100 points-rating nogensinde med sin Merlot-baserede topvin "M1". Vinen fik de 100 points hos den berømte anmelder, Falstaff, og den sætter sig i fornemt selskab med blandt andet Château Figeac, Sassicaia og Hermitage La Chapelle bare for at nævne et par stykker... Det er en helt enestående bedrift og hvis ikke det var fordi, at vinen var fra Østrig, så havde den kostet langt over 1000 kroner. Det er ufatteligt sjældent, at du kan få en 100 points-vin i glasset og på samme tid påstå, at der er stor value for money at hente!
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!