Du har købt en god flaske vin og ønsker naturligvis at få den bedst mulige oplevelse. Her er serveringstemperaturen afgørende. Men hvilken temperatur er den rigtige at servere din vin ved, og hvorfor spiller temperatur så afgørende en rolle for vinoplevelsen? Læs med her og få svar på de vigtigste spørgsmål.
Hvorfor betyder serveringstemperatur så meget for en vin?
Temperaturen spiller kort sagt en rolle, fordi den har betydning for, hvordan vinens tekstur, duft og smag opleves. Det drejer sig altså om helhedsoplevelsen af vinen, der kan blive spoleret, hvis du ikke serverer den under de rette forhold (læs: temperatur). Er din vin for kold, vil du typisk hverken kunne smage eller dufte særlig meget. En del af kompleksiteten forsvinder simpelthen, og eftersmagen vil være kort. Det samme gælder, hvis du serverer din vin for varm, hvorved den kan miste noget af sin friskhed og finesse, samt dufts- og smagsnoter. Du vil i så fald mest kunne mærke den påtrængende alkohol og bitterheden fra tanninerne. Omvendt kan frugten træde i baggrunden, hvis vinen serveres for kold. Resultatet kan være en lidt flad og skuffende fornemmelse, der ikke ligefrem kalder på en gentagelse.
Er det en dødssynd at køle rødvin ned inden servering?
Der er en tendens blandt mange danskere til at køle hvidvin ned med det samme, de er købt og servere dem, så de nærmest er iskolde. På den anden side bliver rødvinsflasken ofte hevet direkte ned fra vinreolen, eller man lader den stå på køkkenbordet og blive halvlunken inden åbning, men det er ikke den optimale løsning, da temperaturen på vinen hurtigt stiger i glasset, og du vil i så fald nemt komme til at sidde med en uspændende vin, der er blevet for varm. Personligt foretrækker jeg, at min rødvin har været en kort tur i køleskabet inden servering, men det kan være en smagssag, og der er selvfølgelig forskel på at sidde til en seriøs vinsmagning og så til en julefrokost med svigerfamilien, hvor tante Gerda er vant til at få serveret sin Amarone ved temperaturer, der ligger i den høje ende af skalaen, og hvor det måske ligefrem opfattes som en uskik at smide rødvin i køleskabet. Kontekst må være nøgleordet. Dertil kommer, at der er forskel på, om der er Cabernet Sauvignon eller Pinot Noir i glasset, da Pinot Noir gerne må serveres let afkølet og ved lavere temperaturer end de mere fyldige rødvine. Omvendt kan der dog være en vis fornuft i at servere tungere rødvine som f.eks. Amarone lidt køligere, end man er vant til, fordi de så fremstår knap så voldsomme og en anelse mere friske, men det er en balancegang. Grundlæggende kan man holde sig til følgende tommelfingerregler:
Serveringstemperatur for rødvin
Sæt gerne rødvinen i køleskabet lidt tid inden alt afhængigt af, hvilken type, der er tale om. Skal der en kraftig rødvin på bordet, skal der mindre tid i de kølige omgivelser til. Som med alt andet, kan du prøve dig frem, og vil du være sikker på at ramme rigtigt, kan du overveje at anvende et vintermometer. Hvis du oplever, at din rødvin er en anelse for kold i glasset, kan du med fordel varme glasset med hænderne, men hold dig fra radiatoren.
Kraftige rødvine: 16-18 grader
Et eksempel på en kraftig rødvin kunne være en Bordeaux-vin eller en Tempranillo af Gran Reserva-typen, der har fået en betydelig mængde fadlagring.
Medium-fyldige rødvine: 14-16 grader
Det kunne være en Valpolicella Superiore/Ripasso eller en ung Tempranillo eller Sangiovese uden for meget fad.
Lette rødvine: 12-14 grader
Helt oplagt inden for denne kategori er Pinot Noir-vine til den lette side eller Beaujolais'erne.
Serveringstemperatur for hvidvin
Hvidvin skal serveres afkølet, men højst sandsynligt varmere, end du er vant til. Det afhænger af typen af vinen, hvor fyldig den er, og om den har fået fadlagring. Du kan evt. benytte dig af en vinkøler eller en spand med vand, is og evt. lidt salt til at ramme den rigtige temperatur, hvis du har glemt at komme din hvidvin på køl inden. Du kan også fryse den ned kortvarigt, men husk den, da det ellers kan gå ud over både vinen - og i visse tilfælde fryseren. Se flere tips til, hvordan du køler din vin ned hurtigt her:
Lettere hvidvine: 7-10 grader
Hvidvine, der er lette i stilen og uden fad såsom unge Chablis'er, Sauvignon Blanc fra New Zealand eller Loire, træfri Chardonnay'er og visse Rieslinger, der er slanke i stilen.
Medium til fyldige hvidvine, evt. med fad: 10-13 grader
Det kan være en smørfed Meursault eller anden hvidvin i samme stil fra Bourgogne. Det samme gælder fede, fadlagrede oversøiske Chardonnay'er, frugtige Pinot Gris'er og fyldige Verdejo'er.
Serveringstemperatur for rosévin
Rosévin kan med fordel behandles som en let rødvin og serveres ved 12-14 grader, hvis der er tale om en rosé til den mere fyldige side. Hvis du har at gøre med en rosé i den meget lette og delikate ende, kan du godt servere den et par grader lavere, men pas igen på med at køle den for meget ned, så smagen ikke fordufter helt. Læs her, hvad en sommelier, en winemaker og en køber har af holdninger til sagen.
Serveringstemperatur ved mousserende vin
Der er forskel på, om du har en ung, frisk og frugtig Prosecco i glasset, eller om der er tale om en kompleks vintage Champagne eller anden Champagne af særlig kvalitet. Som udgangspunkt skal du servere sidstnævnte ved højere temperatur end førstnævnte, der gerne må være godt afkølet uden dog at være iskold som en cola. Tænk altid på, at det er vin og ikke lemonsodavand, du har i glasset.
Unge, frugtige Champagner, Cava, Prosecco og andre mousserende vine: 6-10 grader (gerne 8-10 grader for non-vintage Champagne)
Vintage Champagne, mere komplekse og ældre mousserende vine: 10-12 grader
For en mere udførlig guide til serveringstemperatur for Champagne tryk her, hvor du også vil kunne finde tips til, hvordan du bedst holder din Champagne kold.
Bemærk venligst, at de angivne serveringstemperaturer er vejledende og kan variere ved forskellige typer af vine. Til en vis grad er det også et præferencespørgsmål, hvordan man foretrækker sin vin, og selv eksperter kan være uenige, men hvis du følger disse råd, er der god chance for, at du får det optimale ud af din vinoplevelse.
God fornøjelse med serveringen af din vin!
Kilder
https://bespokeunit.com/champagne/temperature/
https://www.decanter.com/learn/advice/white-wine-temperature-how-cold-should-it-be-370999/
https://www.decanter.com/learn/red-wine-serving-temperature-420885/
https://www.robersonwine.com/blog/rose-serving-temperature/
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!