Højrebreddens to stjerner (del 2): Saint-Émilion

Nu er vi kommet til den anden af højrebreddens stjerner, og for mange den største. I modsætning til det kulturelt fattigere område Pomerol, har byen Saint-Émilion formået at snige sig ind på UNESCOS verdensarvsliste over smukke steder. Et flyvende panorama over byen afslører flere gamle romerske kirker, korsetsmalle middelaldergader, historiefortællende bygningsværker og ruiner, et glughul ind til fortiden, et betagende vue, så langt øjet rækker. Turistmagneten Tour du Roy, et tårn klædt i mosgrønt, kigger forsigtigt og let tøvende ud over byen - som betaget af dens skønhed - mens det står i al sin statiske vælde. Og sådan vil det stå mange år endnu, indtil tidens tand udfører sit langsomme nedrivningsarbejde. Men Saint-Émilion er nu allermest kendt for sine vine, der kan få hænderne til at gå vildt i vejret på auktioner og kendere til at tømme deres bankkonto.

Førende på to parametre: Kvantitet og kvalitet

De aktive romere, som havde til huse i området, nøjedes ikke med at opføre vældige bygningsværker, men plantede også adskillige vinmarker i det smukke landskab. Der står masser af vinmarker og vejrer let i vinden i dag, tynget af velvoksne druer propfulde af saft, inden de lettes for deres byrde under høsten i september for at cyklussen kan gentage sig næste år. Der hældes tusindvis af liter på tønderne hvert år, som sendes ud til de Bordeaux-hungrende forbrugere, hvoraf mange ellers har fået smag for Italien og oversøiske vine, som leverer skarp konkurrence til det bedagede Bordeaux. Saint-Émilion er en af de førende på kvantitet - MEN: også på kvalitet. Priserne er ganske vist noget højere end i mange andre vinområder, men finder man noget godt her, så er det til gengæld også virkelig godt. Bordeaux kan så sandelig noget.

Vine med ''kød'' på

Den gode Merlot-drue, hvor der virkelig er kød på, er i centrum her, og vinene er mere afslebne, lidt blødere, mindre kantede i stilen, mere indsmigrende og åbne som unge, hvis man sammenligner med de skarpe, næsten dræbende tanniske og bidende Médoc-vine. Sidstnævnte fremkalder nemt blå tænder og niver nådesløst i gummerne, når de er unge.

Man er dog ikke bleg for at justere vinene med en andel af andre druesorter for at opnå en mere afbalanceret vin. Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petit Verdot mfl. indgår da hyppigt i ''masterblends'' fra winemakerne, Verdensberømte slotte som Cheval-Blanc, Angélus og Pavie har hjemme i rødvinsappellationen opkaldt efter en munk af samme navn. Der laves hvidvin inden for kommunegrænsen, men de må nøjes med at kalde sig for ''Bourgogne Blanc''. Navnet Saint-Émilion er reserveret til rødvin - og kommunen er da også rødvinenes højborg! 

Eget klassifikationssystem

Nu til det tekniske, som man ikke kommer udenom, hvis man vil forstå Saint-Émilion. Det er også altid godt at kende sin producent. I modsætning til Pomerol har Saint-Émilion sit eget klassifikationssystem. Det kan umiddelbart lyde en smule indviklet, men er det egentlig ikke. Det er opdelt i Premier Grand Cru Classé, som er det højeste, som yderligere subinddeles i A og B, hvoraf A er højere end B. Grand Cru Classe rangerer lavere. Derudover er der Grand Cru'erne, som figurerer under ovenstående. Dem findes der til gengæld mange af. Listen revideres løbende, men ikke alle er lige begejstrede for den. Hvad end man måtte mene om den sag, er der helt sikkert mange perler at finde både uden for og inden for listen, mange uopdagede skatte, hvis man breder blikket lidt mere ud eller graver et spadestik dybere. Bemærk, at det er hele ejendomme eller slotte, der er klassificerede, og IKKE marker som i Bourgogne.

Høsten er årets fest

Selve høsten er en begivenhed, og mange vininteresserede novicer og kendere valfarter til Saint-Émilion for at deltage i festlighederne og høstarbejdet hvert år. Faktisk er interessen så overvældende, at vinerier tøver med at tage uerfarne til hjælp af hensyn til kvaliteten. Ban des Vendanges hedder ceremonien, som indleder høsten og er egnens årlige højdepunkt. Begivenhederne fejres gerne ved kirken i Saint-Émilion med festklædte vinmagere i røde rober og hatte fra et gammelt broderskab, der højtideligt genopliver traditionen til stor fornøjelse for de besøgende. Der arrangeres ture til de forskellige chataeu'er, hvor man som gæst kan komme ned og snuse til de støvede kældre, hvor vinskatten ligger gemt. Eller også kan man tage en tur ud i vinmarkerne blandt de lange rækker af planter med nedbøjede grene, indsnuse jorden i marken, mærke luften kærtegne kinderne og opleve et par sekunders landidyl, inden lyden af en anden turists begejstring høres i baggrunden.

Tilbage til hverdagen

Efter at feststemningen er klinget ud, høsten bragt i hus, og de begejstrede turister vendt hjem til deres normale hverdag, begynder det krævende arbejde i vineriet for alvor. Det er dette møjsommelige arbejde, der for alvor er med til at skille bukkene fra fårene. Men det er netop dette arbejde, der frembringer stor vin!