• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder / 29-07-2021 15:46:45

Fejl på vin


Af Malene Bach

Du har købt en flaske af din favoritvin. Du glæder dig som et lille barn til juleaften til at åbne den. Men da du får hevet proppen af, måske endda med møje og besvær, stiger en grim duft op af glasset, en lugt af mug eller våd karklud/pap, der får dig til rynke på næsen. Nu havde du lige glædet dig til en dejlig blomme-bouquet fra din yndlings-Ripasso eller de liflige rødfrugtsnoter fra den ungdommelige og saftige Pinot Noir, du havde købt. I stedet skal det hele hældes ubarmhjertigt i vasken, rub og stub, og du står tilbage med en tom flaske og skuffede forventninger. En af de mest almindelige fejl på vin er blevet døbt ''prop'' i folkemunde og bruges måske lidt upræcist om flere forskellige fejl, som du kan risikere at finde i din vin - men hvilke? Og vær ikke flov, hvis du er i tvivl, for nogle gange kan selv professionelle smagere være i vildrede.

 

iStock-1023496540

 

Propsyge/TCA: Propsyge er et fænomen, der opstår, fordi proppen er et organisk materiale med sprækker og kanaler, der derfor kan risikere at blive inficeret med mugsporer eller optage kemikalier fra omgivelserne. Og det triste resultat? At din vin kan komme til at lugte af mug, våde aviser el. lignende. Eksotisk, måske, men langt fra ønskeligt. Propsyge er ikke forbeholdt de billige vine, men kan ligeså vel ''kaste sig over'' de dyrere kultvine. Flere producenter bruger derfor plasticpropper og/eller silikonepropper, der har vist sig at bevare friskheden i vinene godt, men det kniber med erfaringerne, når det kommer til store vines modning med disse alternative proptyper

Lugter typisk af: Vådt pap, aviser, mug og lignende.

 

iStock-499889196

 

For meget ilt: Vinen kan have fået for meget ilt, f.eks. hvis proppen har været utæt, eller vinen har stået for længe på køkkenbordet uden prop. Ilten reagerer med indholdet i flasken, og snart vil den førhen dejlige smag af din yndlingsrødvin, forvandle sig til at være sur og eddikeagtig, og farven skifter måske fra at være flot rubinrød til at blive brun/orange, en kedelig og uafvendelig udvikling. I hvidvin ser du ofte en æblemostagtig smag, hvis vinen har været overeksponeret for ilt - måske mindre uappetitligt - men nok ikke lige det, du forventer af din hvidvin. Du har trods alt købt vin og ikke æblemost.

 

Svovl i vin: Lad os slå det fast: Svovl er naturligt i vin. Naturvin er uden tilsat svovl, et lille kursiveret ord af stor betydning, hvis den ellers er certificeret og lever op til en række krav fra vinbøndernes organisation for naturvin, Association des Vins Naturels, men ikke uden naturligt forekommende svovl, som mange måske tror. Svovl findes nemlig i naturen og i vin, helt uden menneskers påvirkning, og svovl hjælper med at konservere vinen og gør, at den kan holde sig længere. En (for) stor forekomst af svovl kan skyldes en kedelig fejl under produktionen, hvor man måske har været lidt for rundhåndet med svovlingen (forekommer mange gange i meget billige vine). Man taler også om, at vinen lugter reduktivt og af rådne æg, prut eller brændt gummi, hvis den indeholder meget svovl. I milde tilfælde kan problemet afhjælpes ved at give vinen ilt og en god slyngetur i glasset, men står det helt grelt til, og lugter din vin ligeså ilde som en stinkbombe fra din første skoletid, anbefaler vi, at du leverer den tilbage til din forhandler.

Lugter typisk af: Rådne æg, prut eller brændt gummi

 

iStock-173003430

 

Varmeskader og solskader: Vin bliver ofte transporteret hele vejen gennem Europa, krydser flere landegrænser og sejles over store have. På rejsen mod forhandleren kan den under uheldige omstændigheder blive udsat for for meget varme, og det samme gælder, hvis den har ligget for længe i et meget varmt rum, hvor solens stråler har stået lige ind af vinduet. Det kan de færreste vine holde til, og derfor anbefaler man, at vin bliver opbevaret mørkt og køligt i kælderen eller i et vinkøleskab eller et hvilket som helst andet sted, der tilbyder lignende forhold. Hvis din vin smager af moden banan og/eller julens gløgg, kan det være en indikator på, at den er blevet varmeskadet. En solskadet vin er typisk ikke så spændende at se på, ligesom den vil have en kedelig og flad smag, der hurtigt dør i munden.

 

iStock-497709519

 

Andengæring i ikke-mousserende vin: Måske ved du allerede, at de fleste mousserende vine fremstilles vha. en andengæring, hvad enten den foregår på flaske eller i en lukket tank. Der kan dog også forekomme en andengæring, når der er tale om almindelig stille vin, men i så fald er den ofte uønsket. Der kan gemme sig restsukker fra gæringen i flasken, som sætter skub i en andengæring, der får vinen til at boble og prikke på tungen. Hvis vinen ellers smager fint, burde den kunne drikkes, og du kan komme de ''genstridige'' bobler til livs ved at hælde vinen på en karaffel og give den en ordentlig rystetur. Bum og boblerne er så (ofte) væk. Hvis vinen til gengæld virker skæv, eller er du i tvivl, kan du gå til din forhandler med den.

 

iStock-914784696

 

Lad dig ikke forskrække, hvis du er uheldig med en enkelt flaske. Fejl kan komme på alle typer af vin uagtet pris. De fleste flinke forhandlere vil gerne tage vinen retur, hvis du medbringer flasken. Ingen grund til at fortvivle, hvis du støder på en nitte - alle de gode oplevelser opvejer forhåbentlig den ene dårlige!

 

SE SUPERVINS UNIKKE SMAGEGARANTI HER:

Hvis du ikke er tilfreds med kvaliteten, tilbyder vi at tage vinen retur på vores regning og returnere hele betalingen - også for den første åbnede flaske.

 

Eksempel..
1. Tag fat på Supervin

2. Sæt kasse med resterende flasker klar til afhentning - f.eks i din carport.
3. Vi afhenter vinene på din adresse og vi betaler for returfragten
4. Du refunderes for ALLE 6 flasker

 

Klik ind på vores hjemmeside og se vores store udvalg af vin her.