Betaget af Bourgogne del 6: Krig og kaos

Den franske revolution gik ikke stille for sig. Statsbankerot, stigende brødpriser og periodisk hungersnød hærgede landet op til revolutionen. Folket var i oprør og tørstede efter forandring. Hoveder rullede. Ludwig d. 16 af Frankrig blev henrettet, mens hans viv Marie-Antoinette senere også måtte lade livet. Man siger inden for vinverdenen, at alle veje leder til Bourgogne. Revolutionens slagord nåede i hvert fald til Bourgogne, der ikke gik uberørt hen. Kirkens magt var på samme tid i opløsning. Det resulterede til sidst i, at gejstlighedens vinmarker i Bourgogne blev konfiskeret af staten, delt op og solgt til borgerskabet. Her kom den famøse arvelovgivning fra Napoleons side ind i billedet, som er grunden til, at markerne ofte ejes af mange forskellige og er delt i bittesmå bidder. Nogle må sågar nøjes med at eje enkelte rækker af vinstokke. Arveloven krævede nemlig, at jorden blev delt ligeligt mellem arvingerne. Umiddelbart en retfærdig fordeling, men sagen stillede sig vanskeligere an, når arvingerne fik børn. Og deres børn fik arvinger... osv. osv.

Konkurrerede med Champagne

Udfordringen med opsplitningen blev dog delvist afhjulpet i starten af 1700-tallet, hvor der begyndte at dukke négocianter op, som købte vin ind fra de forskellige ejere og lagrede dem i egne kældre. Man kæmpede med Champagne om at få adgang til det tørstige marked i Paris. Dengang var det senere centrum for de eftertragtede bobler storleverandør af røde vine med en sart, lys rød farve frem for de verdensklasses mousserende vine, som området er så berømt for i dag. Stilen på vinene fra de to rivaler overlappede derfor hinanden. En række mindre familiedomæner så også dagens lys efter opdelingen af markerne affødt af de dramatiske, verdensomkalfatrende begivenheder.

"Men on the front, women in the vineyards" 

Første verdenskrig gik også ud over Bourgogne, der ikke var nogen isoleret plet på landkortet, men en del af verdens store begivenheder, der rullede for fuld udblæsning, når krigshornet kaldte folk til mobilisering. Allerede inden 1. verdenskrig var mange unge mænd begyndt at søge mod byen - tiltrukket af mulighederne i det pulserende byliv og ikke mindst de højere lønninger, som gav mere på kistebunden. Med indkaldelsen til fronten under krigen føltes manglen på arbejdskraft endnu stærkere blandt de allerede hårdt pressede vinbønder.

Krigen nøjedes ikke med at stjæle de unge, sunde mænd fra markerne. Heste var der også brug for, når militærtjenesten skulle udøves, for at artilleriet til at nedkæmpe fjenden med kunne nå frem til fronten. Crédit Agricole, landmændenes bank, tilbød lån til jordejerne, men de nægtede at tage i mod det ''gavmilde'' tilbud fra banken, da tanken om at bringe sig selv i gæld var dem stærkt imod. Dybt patriotiske i ånden troede de mere på at klare sig igennem krisen ved hjælp af gensidig hjælp og stoisk udholdenhed.

Snart så man de tilbageblevne kvinder, ældre og børn plukke druer og beskære i markerne, mens mændene passede deres krigsgerning. Slagordet kom til at lyde: ''Men on the front, women in the vineyards'', og flere journalister opmuntrerede kvinders uddannelse inden for vitikulturelle praksisser. Hvis kvinder kunne sy kjoler og lave mad, hvorfor skulle de da ikke også kunne beskære i markerne? Kvinderne kom i al fald på banen og blev en vigtig del af arbejdet i markerne..

Fanger sat til at arbejde i marken

På grund af den akutte mangel på arbejdskraft, tillod mange af arbejderne sig at forlange mere og mere af ejerne af markerne. Det anså nogle ejere som den rene afpresning, og flere valgte derfor at hyre fanger fra fængslet som arbejdere, da de ikke ''krævede noget'' og tit viste sig at være yderst arbejdssomme. Om ikke andet havde fangerne ikke noget valg. Til gengæld havde de som udgangspunkt ikke den ringeste erfaring med arbejdet i en vinmark, og den hyppige udskiftning gjorde ikke situationen meget bedre. Ikke nok med at vinbønderne måtte lide under mangel på arbejdskraft. Også de sprøjtemidler som den svovl, som bønderne brugte til at slå uønskede insekter ned med, var en mangelvare under krigen. Mange plantede derfor hybrider for at sikre indtjeningen. På trods af kaos og krig skete der dog noget andet interessant under begivenhederne, der for alvor var med til at etablere Frankrig som en vinnydende nation...

Myndigheder: Vin fremmer krigsånden

Medierne begyndte på et tidspunkt at skrive om, hvordan vin kunne være fremmende for krigsånden blandt soldaterne i mødet med den barske slagmark. Krigsministeriet besluttede at øge soldaternes forsyninger af vin, da det blev anset for at være bedre end vand. Vin var lig med civilisation, mens det øldrikkende tyske folkefærd blev set som lidt primitivt. De var jo trods alt også modstanderne. Gradvist blev soldaternes forsyning af vin forøget igennem første verdenskrig. Den franske vin, der nåede frem til soldaterne, var dog rimelig grov i betrækket og langt fra det, som vi kender som Bourgogne i dag. Men vin var med til at forene soldaterne og skærpede kampgejsten ifølge den gængse opfattelse. Vin forenede nationen. Vin spiller også en vigtig del i franskmændenes selvforståelse i dag. For de fleste frankofile vinnydere fører alle veje til Bourgogne, og uanset hvordan man kommer dertil, er det let at blive betaget af Bourgogne!