Amarone: Danskernes favorititaliener

Danskerne er vilde med Amarone. Valpolicellas største klassiker er da også at finde på hylderne hos de fleste supermarkeder og vinhandlere med respekt for sig selv, hvad enten det er de billige udgaver af mere tvivlsom kvalitet eller vine tilhørende den absolutte topklasse. Men hvad er historien bag denne kolos af en vin, en massiv frugtbombe, hvis alkoholprocent snildt kan snige sig op omkring de 17 %? Her får du et indblik i tilblivelsen af Amarone: Vinen, der trodsede generationskløfter og vandt alles hjerter, unge som gamle. 

Selve vintypen Amarone er yngre, end man måske umiddelbart skulle tro. Indtil 1990'erne var det den søde Recioto fra Valpolicella, der dominerede billedet og blev værdsat af vinelskere. Begge vine er lavet efter den såkaldte appassimento-metode, dvs. at de er fremstillet af tørrede druer. Denne metode har været brugt siden antikken, men det er Valpolicella, der for alvor har videreudviklet og forfinet teknikken, der anvendes i produktionen af nogle af verdens fineste vine. Tidligere brugte man stråmåtter til at tørre druerne på, men det er mest fortid nu, hvor man ofte har tørrelofter på vingården eller tørrehuse, hvor druerne får lov til at ligge under nøje temperatur- og luftfugtighedskontrollerede forhold. Tørringen har flere vigtige funktioner: Den bidrager til en høj sukkerkoncentration, efterhånden som væskeindholdet fordamper, og druerne skrumper ind til rosiner. Men der sker også noget andet interessant. Druerne ændrer markant smag. Resultatet er en vin, der adskiller sig væsentligt fra en vin lavet på friske druer.

Fra sød Recioto til tør Amarone

Efter tørringen og en let knusning af druerne sker det afgørende: En gæring sættes i gang. Længden af gæringen bestemmer, om den resulterende vin bliver tør, halvtør eller sød. Gæren spiser sukkeret. Så jo længere tids gæring - jo mindre sødme i vinen. Stopper man til gengæld gæringen tidligt, får man en sød vin som Recioto. Den tørre eller halvtørre udgave er det, vi i dag kender som Amarone, men som tidligere blev kaldt Recioto Amaro på grund af den til tider karakteristiske bitterhed i smagen (amaro = bitter).

En heldig ''ups'er''

I 1800-tallet støder man for første gang på en vin, der begynder at blive markedsført som Recioto Amaro, altså en tør eller halvtør vin. Sandsynligvis kom man til at lave Amarone ved en ''fejl'', da man ikke kendte eller havde så stor kontrol over gæringsprocessen på daværende tidspunkt. En belejlig fejltagelse. Hermed var Amarone-vinene født, der senere skulle give Recioto-vinene baghjul. Der skulle dog gå meget længere tid, inden Amarone for alvor blev kendt, gik sin sejrsgang og erobrede vinverdenen.

Amarone charmerede især det amerikanske og nordeuropæiske publikum, der var vilde med den herligt saftige og opulente powervin, der kunne bringe varme i kroppen selv på en kold dag. Danskerne var også begejstrede for Amarone, der viste sig at stå usædvanligt godt til den traditionelle danske søde og fede julemad.

Populær blandt nordboere

Men hvorfor blev Amarone så populært i norden? Måske skyldes det, at Verona er et yndet turistmål for de solhungrende nordboere. Måske havde man brug for noget at varme sig ved i de kolde, mørke vinterperioder. Måske er Amarone bare vinstilen, der passer godt til de nordiske folkefærds smag. Det kan man spekulere over i lang tid, men faktum er, at Amarone i dag nyder samme kongestatus i Valpolicella som Barolo i Piemonte, og meget tyder på, at vinen ikke vil blive detroniseret lige foreløbig. Danskerne vil nok altid have et ømt punkt for stjernebarnet fra Valpolicella.