• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Vin og mad, Guides & Områder / 03-12-2019 15:18:39

Vintageportvin med alder: Svær at finde, værd at lede efter


Af Malene Bach

God vintageportvin med alder kan være svær at opstøve. Ikke desto mindre er det ofte umagen værd at gå på jagt efter en aldrende vintageportvin fra en af de bedre årgange. Her er dømt en smagsoplevelse ud over det sædvanlige. Og så er flere af dem drikkemodne nu. I dette indlæg vil vi tage et kig på vintageportvin og zoome ind på de forskellige årgange. 

Vintageportvin: Den fineste form for portvin

Kun omkring 1 procent af al portvin, der bliver solgt, er vintageportvin. Alligevel er det vintageportvin, der løber med det meste af opmærksomheden og har ry for at være den fineste form for portvin.

Vintageportvin deklareres af de enkelte vinhuse, men oftest kun i de bedste år, hvor kvaliteten af druematerialet er helt i top og under forudsætning af, at portvinsinstituttet godkender prøverne. Vintageportvin er lavet på vine fra et enkelt år, der bliver ''blendet'' efter at have tilbragt 2-3 år på fad eller ståltank. Single Quinta vintageportvin er årgangsportvin, der kommer fra en enkelt ejendom, og de kan være et interessant studium, hvis man er interesseret i at opleve, hvordan ''terroiret'' påvirker vinen, da druerne som sagt kommer fra et afgrænset, lokaliserbart område.

Når vinene bliver solgt, er de typisk meget tanniske og hårde i filten, og de behøver derfor mange års udvikling på flaske, hvilket både kræver tid og tålmodighed fra forbrugerens side. Men god vintageportvin er værd at vente på. Med årene bliver de mere komplekse og udvikler et væld af indbydende noter. Tanninerne bliver mere afrundede og blødes op. De friske frugtnoter afløses af tørret og mere moden frugt. Kort sagt: De gode bliver kun bedre med alderen. En vintageportvin topper typisk, når den er mellem 10 og 40 år gammel, men nogle har en endnu længere levetid...

 

vintønder-1

 

Årgange

Med udgangspunkt i Wine Spectators årgangstabel for portvin vil nogle af de forskellige årgange blive gennemgået. En årgang, der får mellem 95 og 100 point betegnes som klassisk og er den bedste bedømmelse, som en årgang kan opnå. Hvis en årgang får mellem 90 og 94 point, klassificeres den som ''outstanding'', mens en årgang med 85 - 89 point er ''very good''.  Resten af klassifikationerne kan ses nedenfor (uddrag fra Wine Spectators Vintage Chart for portvin):

 

''Vintage ratings: 95-100, classic; 90-94, outstanding; 85-89, very good; 80-84, good; 75-79, mediocre; 50-74, not recommended''

 

1987

En elegant og velbalanceret årgang med masser af finesse. Og så er den drikkeklar nu. 88 point hos Wine Spectator.

Delaforce Quinta da Corte 1987

1991

Også en rigtig god årgang, der høster 93 point hos Wine Spectator. Kan drikkes nu eller gemmes.

Delaforce Quinta da Corte 1991

1992

En af de helt store, når vi snakker portvin.  Med 95 Parker-point skriver den sig ind i historien som en af de bedste siden 1970. En koncentreret og frugtig årgang, som Wine Spectator skænker 94 point. Kan ligesom den forrige både drikkes nu eller gemmes.

Delaforce Vintage 1992

 

1994

En klassisk årgang, der har masser af struktur og er utrolig harmonisk. De 99 point fra Wine Spectator siger det hele. Har bedst af at blive gemt nogle år, inden den er helt drikkeklar.

Delaforce Vintage 1994

 

1995

Meget frugtig årgang med fine tanniner og en god længde. Skal helst gemmes nogle år, før den viser sit fulde potentiale. 92 point fra Wine Spectator.

 

Delaforce Corte Vintage 1995

 

1997

Wine Spectator beskriver årgangen som en ''textbook'' årgang, dvs. en årgang lige efter bogen, og årgangen byder da også på masser af komplekse aromaer, moden frugt og en solid tanninstruktur. 96 point fra Wine Spectator. Kan både nydes nu eller med fordel gemmes.

Delaforce Corte Vintage 1997

 

2000

En aromatisk og meget moden årgang, som høster hele 97 point hos Wine Spectator. Gem gerne i nogle år - den vil kun blive endnu bedre.

Delaforce Vintage 2000

 

2003

Et helt exceptionelt år! Wine Spectator beskriver årgangen som frisk, utrolig afbalanceret og med masser af moden frugt og kraftige tanniner. De kvitterer med at tildele årgangen svimlende 98 point. Årgangen har et kæmpe gemmepotentiale og kan henlægges i årtier.

 

Delaforce Vintage 2003

 

vin med tønde

 

Vintageportvin og mad: Nye muligheder

Når vintageportvin ældes, udvikler de som sagt nogle andre noter end som unge. Det skaber nogle flere interessante muligheder for mad- og vinsammensætning. Vintageportvin er fortrinlig til lagrede og modne oste, fordi den ofte har smag af moden frugt. Bare tænk på den velsmagende kombination af frugtkompot og ost, som ofte er at finde på ostebordet. På grund af sin faste tanninstruktur vil vintageportvin også stå godt til en rød bøf. Vintageportvin kan dog sagtens nydes til risalamande eller desserter og præsenterer sig som en alsidig ledsager.

 

skimmelost

 

Dekantering, holdbarhed og servering: Nyttige tips

Det er en fordel at dekantere vintageportvin, da vinene er ufiltrerede og derfor har bundfald. Du kan bruge et dekanteringssæt med filter eller blot hælde den på en ganske almindelig kande (evt. gennem et tefilter). Bemærk også, at portvin af ruby-typen, som vintageportvin hører under, ikke holder ligeså længe som tawnytyperne efter åbning. De skal helst skal nydes i løbet af et par dage og gerne så hurtigt som muligt... Brug gerne nogle store glas, hvor du rigtig har fornøjelsen af at opleve alle aromaerne på tæt hold.

 

God fornøjelse!