• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Vin og mad / 28-02-2022 17:11:30

Vin til laks: En fed oplevelse


Af Malene Bach

Laks. En fisk, der svømmer i de vandløb og floder, der fortaber sig i Atlanterhavets vildtfarende strømme. Den fede fisk fyldt med det sunde Omega-3, som de sundhedsbevidste danskere spiser i kapselform i stor stil. Rå laks, røget laks, stegt laks, Gravad laks eller grillet laks. Laks på mange måder og på alle tidspunkter. Men hvilke vine er gode at drikke til laks, havets orangerosa spise, der har charmeret sig ind på danskerne? Læs med her og find tips til, hvad du kan servere til laksen, så du får en fed oplevelse ud af dit måltid.

Gravad laks: Den velkendte laks med den søde dilddressing

Den nok så velkendte Gravad laks serveres ofte med en sød dilddressing, der kalder på en vin, der holder et vist sødmeniveau. En Riesling med et let sødmetvist - gå f.eks. efter Feinherb-kategorien - kan løfte vinoplevelsen til nye højder (hvem sagde Mosel med en herlig frugtfylde og en fænomenal friskhed fra de skiferholdige skråninger, der stirrer ned på vandets solspejl). Den alsaciske og frugtige Riesling-stil fra området med de honninglækre og cremefyldige Pinot Gris'er vil heller ikke falde igennem nettet, når det gælder om at indfange den bedste vin til de fintskårne og delikate laksestykker. Og den fisker vi vel alle sammen efter...

 

ply_generations_riesling_nv

Axel Pauly Riesling Generations Mosel 2020: Tre generationers arbejde. Tre næser med en skarp sans for vindyrkning: Bedstefar, far og søn. Stjerneskuddet Axel Pauly's Generations er en frugtfyldig og let sødmefuld ''Mosel for de mange'', ikke så mange dikkedarer, men en udsøgt personificering af drikkeglæden. Modne æbler, pærer og ferskner er i vente plus en våd skifermineralitet og friskhed svøbt i et blødt klæde. Ren frugtherlighed for alle pengene!

 

Røget laks: En vinder som forret

Røget laks serveres ofte som forret til en tungere menu, hvor den synes at være i sit rette element. Salt og røg i kombination kan skabe udfordringer for vinen, men løsningen er til at finde og forstå. En reminder: Den kraftige og mere markante laksespise kræver en kraftigere vin, styrke modsvares af styrke og vice versa. En fadlagret og fuldfed Chardonnay fra USA er et godt fund til laksebidderne for at skabe mest mulig mad- og drikkeglæde. Bourgogne, du er ikke glemt, men huserer stadig som et venlig stemt spøgelse i bevidstheden. Heller ikke noget dårligt second choice!

 

raeburn_chardonnay_russian_river_valleyRaeburn Chardonnay Russian River Valley 2019: Smørlækker som en Meursault og med et varmt californisk tropepræg. Her er orangeblomster, pære, lime og ananasbåde, hasselnødder, smør og creme brulée, toastet fadvanilje og en saltet mineralsk finish. Fylde og fedme i overskud, men en frisk syre sikrer struktur i vinen, og at den ikke bliver flad som et tæppe. En mundgod og charmerende vin for dig, der bare ikke kan få nok af fad og fedme! 

 

Stegt/grillet laks: Det syder i køkkenet

Stegt laks er en central spise og kulinarisk storfavorit blandt danskerne. Som før er en fadlagret Chardonnay et godt valg pga. dens ristede præg. Oprindelsessted: Som oftest USA eller Bourgogne. Men en let rødvin uden for meget tannin vil også fungere til laksens kraftige, stegte smag, der ikke er til at tage fejl af. En frugtig og syrerig Pinot Noir eller en overmåde elegant og kirsebærsaftig Beaujolais vil også gå, når der er stegt laks på tallerkenen. De unge fra de nyere årgange er de bedste, da de er mest friske med en levende syre og en overflod af bærsaftighed.

 

madone_-_mockup_-_beaujo_vill

Domaine de la Madone Beaujolais-Villages Le Perreon 2019: Næsen slår sig på vilde hindbær, kirsebær og brombær, en saftsymfoni, hvor syren spiller førsteviolin sammen med en støvet, granitholdig mineralitet, der rykker i næseborene. Blød og med en peberkrydret finish - dette er harmløs og drikkevenlig Beaujolais lige til terrassestolen. Lakridset, lækker og læskende. Beaujolais med pudderagtige tanniner, en rødfrugtet og fin en af slagsen, som er nem at overgive sig til!

 

Rå laks: Lette og friske hvidvine skaber rammerne for en god oplevelse

Laksecarpaccio eller andre former for rå laks må gerne ledsages af en vin med en god, høj syre, så mundvandet løber for fuld kraft, og der måske danner sig små perler i glasset. Tænk stort, tænk hvidvin, tænk Sancerre eller anden frugtfrisk vin på grønne druer: Chablis kan også være nøglen til at få en lækker vin- og madoplevelse ud af kombinationen: The key to pleasure! Det samme gælder knasende sprød og tør Riesling, og her er tyske Tesch en producent, du kan gå efter, da han konsekvent nægter at lave sød Riesling (bye bye VDP ''Grand Cru'' forbund og væk med al regeltyranni), men holder sig til de tørre versioner. Mange valg er mulige. Du kan sågar hente de kølige, tørre bobler frem fra kælderen for at friske oplevelsen op. Champagne, Cava, Crémant, anything goes! Men de friske og ungdommelige NV champagner og deslignende er nu oftest bedst egnede til den rå laks, det fornægter sig ikke, men drysser du caviar eller stenbidderrogn over som topping, kan en vintagechampagne sagtens forsvares, hvis du leder efter en anledning til at brillere med dine fineste feinschmeckerbobler.

 

sancerre

Patrice Moreux Sancerre 2020: En Sancerre, der er som skabt til at begejstre! Vi har hyldeblomst, friskskårne grønne æbler, saltet grapefrugt og hvid fersken i næsen, der suppleres af en drilsk kalket mineralitet, som overgiver sig til sanserne. Solbærbusk, citrus og græssede fornemmelser, Sauvignon Blanc, når det er stort, og det er det virkelig her, hvor mineralitet og den pureste frugt smelter sammen i en smagseksplosion, der sender dig langt op i Sancerre-himlen! Klassisk og elegant og skabt efter biodynamiske principper med skelen til sol, måne og stjerner og - ikke mindst - naturens velbefindende.

 

Hæng dig ikke i ord eller lange linjer om do og don'ts - drik først og fremmest den vin, du bedst kan lide! 

 

Se vores store udvalg af hvidvin ved at klikke her