Laks er en af danskernes favoritter fra havet. Den fede og sunde fisk er da også ofte gæst ved middagsbordet. Laks er en skøn spise, og denne orangerosa lækkerbisken kan blive tilberedt på et utal af måder.
Men hvad skal man servere til de forskellige tilberedninger af laks? Oftest er det bedst med fyldige vine, der kan modsvare laksens fede og kraftige smag, men de må samtidig gerne have en tilpas syre. Her kommer nogle bud på vine til laks. Man skal dog huske på, at tilbehøret ofte er det udslagsgivende, når valget står mellem forskellige ’rivaler’.
Lakseroulade
Lakseroulade bliver ofte lavet med en fed flødeost som en central ingrediens og ledsages som regel af citron som tilbehør. Derfor er det en fordel, hvis vinen har noget syre, som kan balancere den bombastiske fedme og 'rense' munden. En tør Riesling fra Tyskland eller Alsace vil kunne give et passende modspil til denne flødebombe, men en mere fed og fyldig vin vil også sagtens kunne gå, så længe den har en god syre.
En lækker Riesling til lakseroulade - Rudi Rüttger 2017 Riesling Reserve Trocken
Og en Riesling fra Alsace, kåret til årets bedste Riesling under 100 kr. - Gustave Lorentz Riesling Reserve 2017
Lakselasagne
Der indgår ofte en lækker fed og cremet ostesauce i lakselasagnen. Det er heller ikke usædvanligt, at der kommer babyspinat i, når der kokkereres i det danske køkken. Spinat har en lidt bitter og syrerig smag. En aromatisk Sauvignon Blanc med en frisk syre fra New Zealand eller det kølige Loire vil derfor være et godt bud. En Grüner Veltliner fra Østrig er heller ikke noget dårligt valg.
En Sancerre fra den ekstraordinært gode årgang 2018 - Patrice Moreux Sancerre 2018
En Grüner Veltliner fra topproducenten Markus Huber - Huber Grüner Veltliner Terrassen 2018
Laksetatar/rå laks/sushi
Her er det oplagt at lade de lettere vine komme på banen og her behøves ikke den samme fyldige Chardonnay, som ellers er en perfekt ledsager til fed laks. Det kan være en ikke-fadlagret Riesling eller Sauvignon Blanc med deres ’kølige charme’. En champagne eller en anden tør mousserende vin med en god syrestruktur vil også være et oplagt valg til rå laks eller sushi, hvis der er lagt op til festivitas, eller det bare skal være lidt ekstraordinært.
En dejlig frisk og sprød Sauvignon Blanc fra New Zealand - Gunn Estate Sauvignon Blanc Marlborough 2018
En klasse-champagne til en rigtig god pris - G.H. Martel Premier Cru Brut
Ovnbagt laks
Ovnbagt laks har masser af smag og kræver som udgangspunkt en fyldig vin. En oversøisk Chardonnay er et godt valg, og det samme gælder en hvid Bourgogne i en fed og fadlagret stil. Hvis laksen serveres med rodfrugter som tilbehør, vil det være oplagt at vælge en vin, der har et strejf af sødme, fordi rodfrugter får en let sødlig smag, når de bages i ovnen.
En af vores mest populære hvide Bourgogner - Prosper Maufoux Mâcon-Villages 2017
En charmerende oversøisk Chardonnay med masser af fylde og karakter - Wirra Wirra 12th Man Chardonnay Adelaide Hills 2017
En vin med med lidt delikat sødme - Galante Bianco 2017
Stegt eller grillet laks
Når laksen steges eller grilles på panden, vil den få en mere kraftig og ristet smag. Her vil en fadlagret Chardonnay virkelig brage igennem. En oversøisk Chardonnay fra Californien eller Sydafrika vil være det bedste valg. Hvis det skal være eksklusivt, kan du hive en Meursault eller Puligny-Montrachet frem fra gemmerne. Er du lidt mere vovet, kan du forsøge dig med det utraditionelle valg såsom en Pouilly-Fumé, der med sine let røgede noter kan fungere som modspil til fiskens ristede smag, men den skal helst være fadlagret. Den vil være mest egnet til laks med grønt som tilbehør og er normalt ikke det oplagte valg til laks, men alligevel et interessant vovestykke.
En kompleks og dejlig fyldig Chardonnay - Chardonnay Cloudy Bay 2016
En flot Meursault fra tophuset Prosper Maufoux - Prosper Maufoux Meursault 2016
Og det alternative valg - Patrice Moreux Pouilly-Fumé 2018
Røget laks
Igen vil en oversøisk fadlagret, fed og fyldig Chardonnay være et godt valg på grund af laksens røgede karakter og kraftige smag.
En virkelig vellavet Chardonnay fra topmarken Rifleman's Terrace i Hawke's Bay - Sacred Hill Reserve Chardonnay 2017
Gravad laks
Gravad laks er typisk lagret på en dressing med sukker og sennep. Derfor må vinen gerne have en tilsvarende sødme. Det kan være en Riesling eller anden vin med lidt sødme – og gerne en europæisk med en god syre.
En velsmagende og letdrikkelig Albarino fra Spanien - Martin Codax Albarino Marieta 2018
Rødvin til fisk?
Du kan gå den utraditionelle vej og servere rødvin til din fisk. Men vær opmærksom på, at den helst ikke skal have for meget tannin. Et tungt kraftbundt af en Rioja-vin, en heavy Cabernet eller en vægtig Barolo er som udgangspunkt et ’’no-go’’, men en let Beaujolais eller Pinot Noir vil være de mest velegnede kandidater. Især rødvinene fra Loire-dalen egner sig godt til fisk på grund af deres lave indhold af tannin og svævende lethed. Det samme gælder makkerne fra Beaujolais. Vin til fisk må gerne have en frisk syre og være frugtig i stilen. Server gerne rødvinen let afkølet, så bliver den endnu mere fiskeegnet. Steger eller griller du fisken, er der dog lidt mere frit spil, men pas stadig på med de tungeste vine, da de hurtigt kan komme til at overdøve fiskens smag.
En super lækker Beaujolais - Prosper Maufoux Moulin À Vent Beaujolais 2016
En forførende og frisk Pinot Noir fra Chile - Costa Fresca Pinot Noir Casa Marin 2017
Det vigtigste er dog at servere noget, som man kan lide. Så går man som regel ikke helt galt i byen.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!