Nytår nærmer sig. For mange slutter nytåret med kransekage og champagne. De tørre Brut-udgaver af champagne har dog vist sig ikke at være de mest ideelle til at ledsage kransekage, og endnu værre er det med Brut Nature champagnerne helt uden tilsat sukker (dosage). De sødere eksemplarer - eller i det mindste mindre tørre - vil være bedre egnede til at skyde det nye år ind med, mens ''Champagnegaloppen'' spiller i baggrunden, og TV tager hul på endnu en omgang af Miss Sophie med hendes fiktive, dog veltrakterede gæster, og usandsynligt uheldige butler, der hvert eneste år falder over bjørneskindet, en hændelse ligeså sikker som urets slag kl. 12 og de efterfølgende raketudbrud, der får himlen til at stå i flammer. Men er champagne altid svaret på dine nytårslængsler efter den mandelholdige kage? Og hvad kan du sætte i stedet for, hvis du ''vover pelsen'' som Miss Sophies butler og kaster dig ud i noget helt andet end festdrikken?
Krug til kransekage?
På grund af den markante sødme i kransekagen må vinen gerne være ligeså sød. Allerede der bliver en del champagne sat skakmat. En sød og let boblende italiensk vin som Moscato d' Asti vil fungere godt dertil, men er du ikke fan af de søde dråber fra Piemonte, elsket af så mange unge, kan du gå efter en champagne, der er doux - eller i det mindste demi-sec - hvis du insisterer på, at dine bobler skal være fra Champagne-distriktet. Men foretrækker du at drikke Krug til din kransekagedrøm, lægger vi os ikke imellem. Det vigtigste er at finde noget, du kan lide. Så skal aftenen nok blive god.
G.H. Martel Doux Sweet Champagne: En vin med stort kransepotentiale, men uden at sødmen bliver tyngende eller underligt ubalanceret. Martel finder de hårde skyts frem og overrumpler anmelderne, der jagter de gode søde champagner. Sødmefuld og letdrikkelig champagne med bløde tropiske frugtnoter og en cremet mundfylde, der skæres igennem af en let ganepirrende friskhed.
De frugtsøde Asti-eksemplarer forfører ungdommen
Bevæger vi os over i det endnu sødere univers og uden for Champagnes grænser, finder vi alle Moscato-typerne og de andre lysere dessertbobler fra Italien, elsket af så mange unge. Skal det være mere mørkt og intenst med tæt bærfrugt og blide frizzante-bobler, kan du vælge en Lambrusco, der heller ikke falder helt udenfor, når der skal være lidt lækker vin til kransekagekræset.
Medici Ermete Nebbie Malvasia Dolce 2020: Sød og perlende, frisk og charmerende. Nebbie gør det godt og præsterer på alle fronter i forhold til, hvad man kunne forvente sig af en kransekagevin. Druen Malvasia lægger krop til vinen, der flotter sig med sin eksotiske tropefrugt i form af fersken og abrikos, samtidig en vin med en forførende honningsødme og en dejlig rund smagsfylde. Krydrede stænk af vanilje byder ind, mens vinens perler falder let og diskret på tungen. Alternativet til Moscato Asti og lignende frugtsøde vine.
Portvin til kransekage duer også
Vil du gerne prøve noget andet end bobler til kransekage, men noget, der stadig duer? Grib ud efter en tawny portvin med alder - f.eks. 10 års eller 20 års, der ofte udvikler noter af nødder, chokolade mm. og derfor netop går godt til desserter med nødder indblandet. Tawny er den lyse type af portvin, der står i modsætning til den mørke og frugtrige ruby, men begge er forstærkede søde vine fra Portugal, alkoholtunge favoritter hos mange vinentusiaster.
Delaforce Curios & Ancient 20 Years Old Tawny Port
Portvinsnysgerrig? Med Delaforce får du en intens tawny med anmeldelser, der siger spar to, prisen taget i betragtning. 95 point fra Decanter til den intense og nøddeagtige vin med tørret abrikos, røde bær, rosiner, figen, karamel, ahornsirup, mokka og kanel i duften, et komplekst sansevirvar, der bidrager til vinens fantastiske dybde. Orangeskal strejfer næsen i den stærkt sødmefulde vinoplevelse, der lander blødt på tungen.
Sauternes og alle de andre alternative valg...
Hvis du er vild med Sauternes og lignende dessertvine, kan du gå målrettet efter dem og evt. droppe champagnen. Sauternes er sød, men sødmen balanceres ofte af en rank syre, der løfter denne noble bordeauxvin op i himmelsfæren og bringer glæde i din mund! Du kan også servere Eiswein til dit stykke med kransekage, en vin lavet på frosne druer med en ren og druetypisk smag. Eller hvad med en Trockenbeerenauslese eller Beerenauslese, ofte garanter for en lækker og sød oplevelse.
Château Coutet Sauternes-Barsac 1. Grand Cru Classé 2015:
Tyktflydende verdensklasse! En nobel vin, der gemmer på uanede mængder af tropisk charme og fylde oppebåret af en soldaterrank syre og indeklemt mineralitet. Vinen gemmer på mango, honning, ananas, abrikos, orangeskal, lemoncurd, og det bliver kun bedre med de ingefær- og vaniljekrydrede indslag, der fornemmes til sidst i den vanvittigt powerfulde og sødmemættede oplevelse.
Se vores udvalg af dessertvine ved at klikke her
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!