• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Vin og mad / 09-06-2022 15:28:47

Vin til grillmad: Vegetarisk


Af Malene Bach

Gang i grillen? Eller lurer du på det rigtige tidspunkt til at få startet det sorte og djævelske Weber-lyn? Grillmad behøver ikke altid være at være lig med barbecuemarineret kylling og store bøffer til drengene, men der kan ligeså vel være grøntsager og oste på den helvedesvarme rist. Når der er vegetarisk mad på grillen, kan der være mange spændende vinvalg at gribe til. Men hvilke vine er ideelle at servere til halloumi-osten, de grillede peberfrugter, tofuen eller blomkålsbøfferne? Hvordan kan du glæde din grøntsagsglade ven? Læs med her.

Lysten til hvidvin og rosé er ''proportional'' med temperaturens stigning

Lysten til hvidvin og rosé stiger i takt med temperaturen og solen, der kaster vinterpelsen og den sidste kulde af sig. Grillen findes frem, og røgen siver op fra haverne i de mange Liguster-kvarterer, hvor grillmestrene demonstrerer deres evner og fremviser utrolige kunster på de mange Weber-griller, skinnende af øjensort, polerede lakkugler under solens stegende blik. Umiddelbart virker hvidvin og rosévin som de bedste valg til vegetarisk spise, men rødvinene er bestemt ikke no go, snarere et to go i mange tilfælde, når der er grillgrøntsager eller ost på (pap)tallerkenen.

Toi Toi Sauvignon Blanc Marlborough 2021:

 

toi_toi

Frisk Sauvignon Blanc til halloumi-osten

Til halloumi-osten kan du prøve en frisk Sauvignon Blanc, der vil fungere som et flot syrerigt modspil til ostens næsten skamfuldt fede og murtætte konsistens. Også en østrigsk Grüner Veltliner eller knasende sprød ''tysker-Riesling'' kan live retten op. Det samme gælder det meste Provence-rosé, der bringer rigeligt af elegance og purfrisk rød bærfrugt med sig til at fungere som en værdig ledsager til osten med grillskorpe. Hvis der serveres krydret vegetarmad, eller maden svømmer i en sødmefuld marinade, må vinen gerne kunne matche dette. Her vil en krydret og frugtintens Gewurztraminer eller en halvsød Riesling komme til sin ret. På rosésiden vil en frugtig og mere fyldig vin for alvor være i sit rette element.

 

Aromanes Nuit Etoilée Côte de Provence Rosé 2020:

aromanes

Få vegetarvennerne til at juble - vælg oversøisk Pinot Noir til grøntsagerne

Pinot Noir er din trofaste fælle, når det gælder om at imponere din rødvinsglade vegetarven, der er vild med at have grøntsager på gaflen. Med sine få tanniner og lyse, bærlette tekstur går vinene flot i spænd med grøntsager, der har fået en let omgang varme på grillen. Vælg gerne en oversøisk med en anelse mere kød på kroppen end de kølige burgundiske eksemplarer og måske med en vis portion frugtsødme til peberfrugterne, blomkålsbuketterne, eller de stegte grøntsager på grillspyd.

Four Vines Maverick Pinot Noir 2018:

maverick

Merlot med ''frugt på sidebenene'' til de ostegratinerede peberfrugter eller svampe

Til den grillede halloumi-ost eller de gratinerede squash må der gerne sættes en mere fyldig - dog stadig frugtig - rødvin på bordet. En frugtsød Primitivo må næsten prøves af, og det samme gælder en US-Zinfandel eller en oversøisk bamse-Merlot med noget ''frugt på sidebenene'', der vil få gæsterne til at glædes over dette himmelskabte match. En let krydret og frisk Barbera er også et must-try, når det gælder de gratinerede og grillede grøntsager, da den med sin syrlighed og umådelige kirsebærsaftighed kan fungere godt til ostens fedme.

 

Terre Cevico Merlot Appassite Organic 2020:

terre_cevico

Held og lykke med at finde grillvinen til dit næste vegetarmåltid!