• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Anmeldelser & Anmeldere / 13-12-2021 08:00:00

Supervins højst ratede huse - 100 point


Af Malene Bach

Tenuta Nuova. 100 point. GIODO Brunello. 100 point. Canta la Perdiz. 100 point. Så snart 100 point drysser ned over en vin sendt fra anmelderhimlen, lige ned i winemakerlommen, bliver vinen (ofte) revet væk, som havde en raserende tornado ramt det vinelskende folk, og vinen befinder sig pludselig i orkanens øje. Alles øjne rettes mod vidunderet. Hvert år venter mange winemakere i spænding på store koryfæer som James Sucklings og Robert Parkers dom, der kan betyde guld i lommen, men ikke mindst en kæmpe anerkendelse af en winemaker for at have frembragt et vinøst mesterværk. Men hvilke huse har i tidens løb gjort sig fortjent til de højeste point, lyskrummerne, som kun gribes af de få? Læs om mirakelmagerne bag nogle af Supervins højst ratede vine.

 

iStock-477786438

 

Casanova di Neri - Toscana

''Verdens bedste Brunello producent''. Ordene falder som små perler fra et af verdens førende vinmagasiner, Wine Spectator. Casanova di Neri er et af de huse i Toscana, der med sikker hånd har skovlet flest 100 point ratings ind igennem tiden. Det Toscana, der også byder på bløde bakker, smørgule firkanter, støvede ørkenansigter midt i mellem den landlige frodighed i landskabet, der fængsler det urolige øje, altid undervejs, altid søgende efter et fikspunkt.

Grundlæggelsen af det berømmede vinhus fandt sted i 1971, en del af et årti med diskere og hippier, sorte garbardinebukser og batikfarvede t-shirts, blomsterbørn og ''rockere'' udstyret med larmende knallerter og læderjakker behængt med sølvglinsende nitter. Giovanni Neri købte en stor vingård i det attraktive Montalcino, marker som Pietradonice, Cerretalto, Cetine og Fiesole fulgte med, banen var kridtet op for verdensklasse. Sønnen Giacomo di Neri's overtagelse i 1984 satte yderligere skub i tingene, en frugtbar alliance med Carlo Ferrini førte til fødslen af vine, der hurtigt tryllebandt anmelderskaren, som med flittig hånd begyndte at dele præmier ud til vinene, der blev flere og flere. Et nyt stjernehus fra Italiens navle og tidligere renæssancecentrum var kommet til verden.

 

tenuta_nuova_2016_casanova_di_neri

 

Casanova di Neri Brunello di Montalcino Tenuta Nuova 2016:

”100 points. Showing a wonderful strength...” – Luca Gardini

Hvilket værk! Ung, meget ung stadigvæk, men med et enormt potentiale, bare vent nogle år og se, belønningen vil komme. En bouquet af bastante brombær, kirsebær proppet med saft og lyslette, lillafarvede violer trænger langsomt op i næsen, tanninerne river og trækker tænder ud, dekantering en nødvendighed, ofte comme il faut, når vi taler ung, usleben Brunello. Skiftende indtryk af trøffel, karamel, orangeskal og varme julekrydderier som nellike bliver smækket i hovedet, bang, en vin, der vil noget. Robust, mørk og mere intens vin end White Label, styrken er på Tenuta Nuovas side, elegancen på White Labels. Klasse er ordet. Alt mindre ville næsten være en fornærmelse mod værkmestrene fra Casanova di Neri. 

 

carlo ferrini

 

Carlo Ferrini - Toscana

Carlo Ferrinis kræfter er delt mellem to passioner: At assistere andre vinproducenter som konsulterende ønolog og fremstille 100 point vine fra egne småbitte marker. I mere end 30 år har Carlo Ferrini beskæftiget sig med at lave vin på halvøen, som solen ivrigt skinner på, landet opdelt i mange vinavlende regioner med udsigt over havet, moderoceanet med sine viltre strømme og skvulpende bølgebryster. Carlo Ferrinis GIODO-projekt er hans hjertebarn, hans et og alt, Brunello og IGT-vine er det blevet til, mens Ferrini også har udvidet med marker på Sicilien, hvor hans Alberelli di GIODO stammer fra, en vin på sydens solkyssede Pinot Noir, druen Nerello Mascalese. Der har været så stor rift om Carlo Ferrinis 100 point Brunello'er, at de desværre er udsolgt hos os, men nedenstående, der også har scoret høje point, kan stadig erhverves:

 

giodo_brunello_carlo_ferrini

 

GIODO Brunello 2014:

”95/100: One of the finest wines of the vintage, the 2014 Giodo Brunello di Montalcino shows wonderful elegance and refinement.'' - International Wine Report

Selv i en svær årgang som 2014, en årgang, der skiller fårene fra bukkene, dygtige winemakere fra de geniale, formår Carlo Ferrini at forvandle druerne til flydende guld, en gudeeliksir, der topper anmelderlisterne. Igen. En vin, der åbner op og smukt udfolder sin nuancerede Sangiovese-frugt. Brunello'en spiller graciøst på mange smagsstrenge, jordbær, kirsebær og modne blommer, forfinede middelhavsurter, floral og tårevædende elegant. GIODO Brunello kan drikkes rimelig ung, men har også et stort udviklingspotentiale (for de tålmodige). Her ser vi en mere burgundisk side af Brunello i form af silkefine tanniner og en flot friskhed, en strømlinet og samtidig åben vin med en overraskende længde. GIODO Brunello modbeviser enhver tvivl om, hvorvidt det var muligt at fremstille verdensklasse i år 2014. 

 

dominio_del_aguila-1

 

Dominio del Aguila - Ribera del Duero

Endelig kom den. 100 Parker point til Dominio del Aguila, huset nær ørneklippen, der svajer faretruende ud over byen La Aguilera. 2016 af topvinen Canta la Perdiz blev tildelt æren, og før alle nåede at tælle til 10, var de knappe mængder udsolgt. Efter længere ophold i kælderen hos både Domaine de la Romanée-Conti og Vega Sicilia, de helt tunge drenge på vægtskålen, slog Jorge Monzón sig ned i Ribera del Duero for at lave egen vin under navnet Dominio del Aguila, Ribera med spræl, en tilbagevenden til friskhedens rige. Ingen afstilkning, anvendelse af spontangæring og fodtrampning, ingen kulturgær og hverken filtrering eller klaring - listen er lang. Til gengæld: Mineralitet i førersædet. Vinene ligner langt fra de fadtyngede vine, der sendes på mainstreammarkedet, men er unikke som i unikke.

 

canta_la_perdiz_dominio_del_aguila_2017

 

Dominio del Aguila Canta la Perdiz 2017

97/100 ”It has the perfume and approachability of the 2017s, but there's a lot more finesse here, the quality of the tannins is superb, and there's great balance and freshness.'' - Robert Parker

Finesse på flaske. En overrumplende vinoplevelse. Der er violer, brombær, blå blommer, skovjordbær og sorte kirsebær i mængdevis, sansepirrende parfume og raffinement i højeste potens. 150 år gamle vinstokke giver power, så det basker og maksimal fylde, men elegancen er intakt, og det samme gælder friskheden. En mørk, gådefuld mineralitet bryder igennem i afslutningen, der ender storslået og dramatisk. 80% Tempranillo tilføres ekstra kompleksitet og finesse fra lokale Carinena, Garnacha, Albillo, Bobal og Tempranillo Gris. Kulsort og dyb med gardinerne løbende ned af glassets kant sejler vinen rundt i glasset, mens duftessenser som lakrids, cedertræ, trøfler og røget kød stiger til vejs. ''Wauw'' er for lille et ord.

 

Se vores udvalg af vine fra Toscana ved at klikke her eller udforsk vores vine fra Ribera del Duero ved at klikke her