• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder / 01-06-2021 19:38:49

Sauvignon Blanc: Den populære aromabombe


Af Malene Bach

Hvis du er til læskende tørstslukkere, har du måske hørt om druen Sauvignon Blanc, en populær aromabombe, der ofte forbindes med New Zealand og ikke mindst Loire i Frankrig. Druen med de franske aner er kendt for sine ekspressive aromaer af især hyldeblomst, stikkelsbær, græs, grøn peber og urter. I munden er den ofte frisk med en syre, der fremkalder mundvandet i stride strømme og en sprød mineralitet. Kort sagt: Nem at kende, men ligeså nem at elske for mange. Lad os tage termometeret frem og måle temperaturen på den heftige Sauvignon Blanc feber, der har ramt forbrugerne, mens vi lærer druen bedre at kende.

 

iStock-534642701

 

EFTERLYST: Frisk og sprød new zealandsk Sauvignon Blanc

I slutningen af det 20. århundrede boomer markedet for new zealandsk Sauvignon Blanc, og populariteten nærmer sig Danielle Steel-højder. Et af de nordligste områder i New Zealand, ''næsetippen'' på den sydlige ø, er faldet under forbrugernes radar. Hvad er så det for et særligt område? Jo, det er netop Marlborough, der kommer til at blive pioner for de friske og sprøde vine på druen, der nu efterspørges overalt på kloden. Marlborough får en sen start, men hvad betyder det, når det senere kommer til at gå så styrtende godt? Der er nu noget over new zealandsk Sauvignon Blanc, og druen finder nogle af sine fineste udtryk her i landet med de mange får, ca. 10 pr. mand, og svimlende vidder, der omgives af et krystalklart hav og en bølget grøn frodighed, et land som har lagt flotte kulisser til Ringenes Herre og mange drømmerejser.

 

iStock-856273818

 

Frankrig: Kølig charme og mineralitet i overflod

I det kølige Loire kultiveres Sauvignon Blanc også med stor dygtighed, og særligt vinene fra Sancerre og Pouilly-Fumé er stærkt efterspurgte. Her er det ofte det mineralske udtryk, der er i fokus. Pouilly-Fumé er mindre urteprægede end Sancerre, her får du mere mineralitet, mere flintesten og røg. Men, stadig med en frisk og livlig syre, der får mundvandet til at løbe over. I New Zealand lagres der sjældent på fad - det skulle da lige være en eller anden sjælden, mindre kendt producent, der har ladet sig inspirere af franskmændene - men i Loire findes der flere fadlagrede eksemplarer af Sauvignon Blanc. Dog er det ofte den friske stil helt uden træ, der foretrækkes. Til gengæld kan man give vinene et skud kompleksitet og en mere cremet, fyldig tekstur ved at lade dem ligge med gærresterne.

I Bordeaux indgår druen i nogle af verdens bedste hvidvine sammen med Semillon. Nå ja, og så må man ikke glemme Sauternes fra samme region, en dessertvin, hvor Sauvignon Blanc bla. lægger krop til eksklusive Chateau d'Yquem med en flaskepris, der ofte ligger godt over de 2000 kr. for de helt store årgange. 

 

iStock-1093930354

 

Og alle de andre områder, hvor druen har charmeret sig ind..

Der findes andre lande, der har taget den populære drue til sig, og druen dyrkes i Italien såvel som ''the sunny state'' i USA (Californien). Også i Chile, Sydafrika og Australien findes der eksemplarer på den aromarige, tidligt modnende drue. Under oversøiske og mere solrige forhold udvikler Sauvignon typisk mere tropiske aromaer og en anelse mere fylde på bagdelen, men hyldeblomst er ofte et gennemgående tema i mange af vinene; det samme gør sig i øvrigt gældende for friskheden og de læskende kvaliteter.

Hvor længe kan vine på Sauvignon Blanc gemmes?

Sauvignon Blanc har for det meste godt af at blive nydt ung og sprød, en oplagt terrasse- eller strandvin til lune stunder, hvor solen varmer huden, og solcreme er påkrævet, hvor den blå himmelhvælving glitrer som glimmerværk, og bådene ligger musestille på havets spejl, mens fisk og havdyr huserer underneden.

Tilbage til druen. Nævnes må, at der findes vine, der kan gemmes i kælderen, selv om det er mindre udbredt, når man ser på de uhyre mængder, der produceres, men det gælder især nogle af vinene fra Loire-landskabet, hvor man gerne dyrker en mere kompleks stil end mange af frugtbomberne fra ''den nye verden''.

Hvad så nu? 

Sauvignon Blanc feberen har ikke lagt sig endnu, salget er steget til meteoriske højder, og aromabomben er fortsat en af verdens mest populære hvidvinsdruer. Opgaven for winemakerne bliver nu at holde dette momentum. Umiddelbart ser det ikke ud til at blive svært, for forbrugerne elsker simpelthen de hyldeblomstduftende og friske, ofte umiddelbart tilgængelige vine med stor drik-mig-nu-og-her-appel...  

 

Se vores udvalg af vine på Sauvignon Blanc ved at klikke her