Riesling. En af de meget plantede druesorter i verden og kendt for sine karakteristiske petroleumsnoter. Riesling kan også meget andet og udmærker sig ved sin friske syre og skarpe aromatiske profil. I dette indlæg vil vi komme lidt rundt om Riesling - en rejse, der går hele verden rundt. I Tyskland er druen blevet udråbt som deres nationaldrue. Og Riesling bærer sin kroning flot. Der kommer i hvert fald meget flot Riesling fra denne store, vinproducerende nation, som er værd at åbne smagssanserne for, hvis du elsker hvidvin.
Smag på Riesling fra hele verden. Prøv vores Riesling Smagekasse og oplev druen i forskellige klædninger. Klik på billedet for at se pris og læse mere om vinene.
Samme drue - mange klædninger
Riesling kommer i alle afskygninger. Fra de knastørre vine til de helt søde eksemplarer - ja, den kære Tysklands-darling kan så sandelig have et forskelligt udtryk alt efter klima, producent og ikke mindst produktionsmetode. Fælles for dem er dog, at vinene lavet på Riesling sjældent lagres på fad. Det ville da næsten også være synd at maskere de fine aromaer og den rene frugtkarakter, som udmærker druen og får kendere til at lovprise vinene. De druetypiske aromaer træder tydeligt frem i de fleste af vinene og er svære at overse. Man kan ofte kende en Riesling, når man smager den!
En rigtig globetrotter
Riesling dyrkes som sagt overalt i verden lige fra Tyskland over Alsace til Australien - for ikke at nævne mange andre lande. Selv et land som New Zealand huser den fornemme drue, og druen har også taget den lange tur over Atlanten og er endt helt i USA. Østlandene har tilmed taget druen til sig. Så Riesling er altså en rigtig globetrotter, men det er dog særligt Tyskland, Østrig og Alsace, der har markeret sig inden for produktion af kvalitets-Riesling.
Rieslings rige aromaprofil
I koldere klimaer er det særligt aromaer af citrus, der dominerer i næsen, hvorimod varmere klimaer kan få noter af stenfrugt som æble, fersken og pære frem i vinene. Der kan også være florale og parfumerede noter at finde i vinene, og Riesling byder ofte på en rig aromaprofil. Og så er der - ej at forglemme - de røgede og petroleumsagtige noter, der især kommer til udtryk i Riesling med alder, men som også kan findes i de yngre vine i mere eller mindre udtalt grad. Der er forskellige faktorer, der bidrager til, at Riesling kan udvikle stærke noter af petroleum. Det er blandt andet druernes modenhedsgrad (egenskaben er mere udtalt ved modne druer, der fx. er senhøstede, og hvor udbyttet har været lavt), et højt syreindhold, og hvis druerne har haft god soleksponering. Hvorom alt er, er det en egenskab ved druen, der enten fortryller eller frastøder - alt afhængigt af præferencer. Det er endda gået så vidt, at nogle producenter, der leverer til et kommercielt marked, ligefrem prøver at undgå at få denne note frem i vinene og betragter den som en fejl. Det skal dog nævnes, at det ikke er alle Rieslinger, hvor noter af petroleum er dominerende, så ønsker man en mere frisk og frugtig stil, er der også Riesling, der kan opfylde det ønske!
Aldringspotentiale
Selv om meget Riesling kan nydes som ung, hvor det ofte er den friske frugt, der dominerer, kan en del af vinene også gemmes længe på grund af den høje syre. De vil kun blive mere komplekse med årenes gang. Der er ligefrem set eksempler på tør Riesling, der har overlevet i mere end 100 år og var til at drikke. God Riesling ældes med ynde!
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!