• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder, Fund til prisen / 07-04-2020 07:59:51

Rui Madeira: Nye standarder for portugisisk vin


Af Malene Bach

Rui Roboredo Madeira er del af en ung og visionær generation af winemakers, der er med til at sætte nye standarder for kvaliteten af portugisisk vin. Og de vil frem i verden. Drevet af et stærkt ønske om at udtrykke landets særkende gennem sine vine og med brug af de traditionelle druesorter laver Rui Madeira vin, der både overrasker og imponerer til prisen. Skulle man have fået det indtryk, at portugisiske vine kun er rustikke og gammeldags, vil man højst sandsynligt stoppe op og undre sig, når man støder på Rui Madeiras vine, der er alt andet end ''gamle og støvede''. Det betyder ikke, at Rui Madeira er fjende af traditionen - han sætter snarere sit eget moderne præg på den. Især hans Beyra-serie udmærker sig ved sin friskhed, elegance og utrolige nuancerigdom. I dette indlæg får du historien om den karismatiske Rui Madeira og hans vine.

rui_madiera_vineyard

Et trafikuheld ændrede alt

I Rui Madeiras ungdom stod fremtidsudsigterne i økonomiens tegn, og den unge Rui skulle have været økonom efter sin uddannelse ved Universidade Católica Portugue i Lissabon, hvor han stod til en akademisk karriere. Men skæbnen ville det anderledes. Under en trafikulykke blev Rui Madeira som uskyldig fodgænger ramt af en last, som lastbilen ikke havde fastspændt ordentligt. Det fik dramatiske følger for Rui Madeira, der røg i koma i flere uger. Men han overlevede og vendte efterfølgende hjem til familiens vingård for at komme sig ovenpå skæbnens hårde slag. Et år efter begyndte han at arbejde igen på et lille vineri, ligesom det også blev til arbejde på familiens vingård. Han uddannede sig sideløbende til vinmager på universitetet i Alto Duoro og fik på den måde skærpet sine kompetencer inden for winemakingens ædle kunst.

 

rui_madeira_vineyard

Ude godt - hjemme bedst

Rui Madeira er en vaskeægte globetrotter, der har rejst og arbejdet i mange dele af verden og ikke mindst i hjemlandet Portugal, som betyder noget helt særligt for den fremsynede winemaker. Mon ikke også den indfødte portugiser har suget lidt inspiration til sig ude i den store verden, som han har bragt med sig hjem i kufferten til sit elskede hjemland? I dag ejer han vineriet Rui Roboredo Madeira Vinhos do Vale do Douro, og Rui Madeira har bygget sig lidt af et vinimperium med en indflydelse, der rækker vidt inden for den portugisiske vinverden. Rui arbejder nemlig flittigt som konsulent for flere vinhuse i Portugal, der får lov til at nyde godt af hans ekspertise. Beyra Vinhos de Altitude-serien er frugten af et samarbejde mellem Rui Madeira og et lille vinhus i Vermiosa - hvor alting egentlig startede for ham, da det var her, han begyndte at arbejde med vin efter at have restitueret sig ovenpå den traumatiske ulykke. Projektet startede tilbage i 2011 og har rigtig fået vind i sejlene nu, hvor Rui Madeira har skabt sig et flot ry i Douro. Ambitionen var at fremstille vin på de ''gamle'' druesorter som Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz og Jaen på ældre stokke. ''Altitude'' refererer til markernes højtliggende placering ca. 700 meter over havet.

 

rui_madeira_vineyard2


Om landskabet: Højtbeliggende marker sikrer friskheden og elegancen

Rui Madeiras Beyra-serie kommer fra DOC-området Beira Interior, som ligger i den østlige, indre del af det regionale område Beiras. Området ligger højt i forhold til andre dele af Douro, og det skaber nogle helt særlige, ideelle betingelser for druernes syre og modenhed. En vedvarende vekslen mellem kølige nætter og varme dage er med til at sikre, at druerne opnår en tilpas modenhed, men stadig bevarer den friske syre og elegance. Det bibringer vinene en imponerende balance, og der er langt fra Rui Madeiras friske vine til den ''gamle'' Douro-stil.

Efter at have set meget af verden, valgte Rui Madeira alligevel at vende hjem igen. Ude er godt, men hjemme var nu alligevel bedst for den rejseglade winemaker, der er på sin hjemmeside beskriver sin fascination af duftene fra sit hjemland og ikke mindst det smukke, bakkede landskab med de karakteristiske ''terrasser'', som har sikret Douro en plads på UNESCOS verdensarvsliste. Rui har set potentialet i jorden, og med den in mente frembringer han topvine såvel som bordvine af høj kvalitet. Én ting er sikker: Køber du en vin fra Rui Madeira, kan du være sikker på at få maksimal ''value-for-money'' og kvalitet for hver en krone.

 

rui_madeira_beyra