Rioja. Beliggende i den nordlige del af Spanien. Kendt for sine krydrede og fadlagrede vine. Hjemsted for vinene fra Bodegas Faustino, som mange kender på den gråmelerede flaske med snor om, hvilket kan fremkalde nostalgi hos enhver hispanofil. Rioja går for at lave nogle af de bedste rødvine i Spanien. Kun Jerez og Ribera del Duero giver Rioja konkurrence i kampen om at stå stærkest på lystavlen hos de spanskglade vindrikkere. Der er dog sket meget i Rioja, og der laves vin i forskellige stilarter, der adskiller sig fra de traditionelt meget fadtunge drenge, som vindistriktet tidligere var både berømt og berygtet for. Rioja er i rivende udvikling. Det Rioja, som allerede opnåede officiel DO-status tilbage i 1932, og som senere fik cementeret sin position yderligere ved at blive opgraderet til DOCa-status i 1991, som anses for at være endnu finere inden for den spanske vinlovgivning. Det Rioja, hvis lovfaststatte lagringskategorier har været en stor inspirationskilde for resten af Spanien, ligesom andre lande endda er fulgt trop. Således vil du kunne finde vine fra Sydamerika, der bærer betegnelsen Crianza eller Reserva, uden at der dog knytter sig nogle lovmæssige bestemmelser hertil.
Druesorter
Tempranillo og Garnacha optager størstedelen af pladsen i det berømte vinområde, som primært ligger inden for den administrative region La Rioja, men der er dog ikke fuldstændigt sammenfald, da visse dele af Rioja Alavesa ligger i Baskerlandet. Nogle af vinmarkerne, der er mærket med Rioja-appellationen, er tilmed placeret i Navarra.
Som allerede antydet er Rioja delt i tre sub-regioner eller zoner. Rioja Alta, Rioja Alavesa og Rioja Orientale (tidl. Rioja Baja med henvisning til områdets lavere beliggenhed end de to andre, hvilket man dog har forsøgt at distancere sig fra qua navneændringen). Langt hovedparten af Riojas vinproduktion er dedikeret til rødvin, og de blå druer udgør omkring 90 % af beplantningen. Der laves dog også hvid Rioja - for det meste på den grønne drue Viura, der stjal titlen som den mest populære hvidvinsdrue fra Malvasia, der tidligere besad førertrøjen. Af andre blå druesorter kan nævnes Graciano og Mazuelo (Carignan), ligesom nogle winemakere også eksperimenterer med at dyrke lidt Cabernet Sauvignon her i den nordspanske muld. Graciano er en tykskindet drue med en dyb farve, og den bruges typisk til at tilføre aromatik i blends. Vinene lavet på Viura tenderer til at være friske, florale og aromatiske i stilen, hvis druerne ellers høstes tidligt fra marken og lagres på ståltank, mens de senhøstede druer typisk giver vine med honning- og nøddeagtige noter, når de lagres på fad. Mazuelo eller Carignan, som også findes i Languedoc-Roussillon i Frankrig er ophav til vine med et højt indhold af tannin og syre med typiske noter af mørk frugt, peber, lakrids og krydderi. I 2009 besluttede myndighederne dog at tillade beplantninger af de grønne druer Verdejo, Sauvignon Blanc og Chardonnay.
Klima og beliggenhed
De Kantabriske bjerge skærmer meget af Rioja fra indflydelsen fra det urolige Atlanterhav, der ellers kunne have haft en mere kølende og fugtig indvirkning på området, selv om det må indrømmes, at Atlanterhavet yder en vis indflydelse på klimaet i Rioja Alta. Derfor er klimaet generelt set varmere og mere tørt i Rioja, end det er mere nordpå. Jordbunden varierer, men de bedste marker byder på en jordbund, der indeholder en del limsten, en type af kalksten, der er god til at holde på vandet, og som hjælper med at bevare syren i druerne. Rioja Alta ligger i den vestlige del, og markerne her er højere beliggende end i Rioja Orientale. Vinene regnes for at være elegante med en afbalanceret syre og lidt lettere i stilen end dem fra de andre sub-regioner. Vinene fra Rioja Alavesa tenderer til at have en højere syre pga. tilstedeværelsen af meget limsten/kalksten i jordbunden - også mere end i Rioja Alta - men ellers ligger vinmarkerne i nogenlunde samme højde som det foregående område. Rioja Orientale ligger til gengæld i den østlige del af Rioja, og klimaet her er mere middelhavslignende. Her er der både tørrere og varmere end i de øvrige to. De har derfor mere fokus på Garnacha-druen, der modnes sent og derfor trives godt under disse varmere forhold. Desværre kan tørke også udfordre winemakerne i Rioja Orientale, og siden 1990 har det derfor været tilladt at kunstvande. Vinene har typisk en meget mørk farve og en høj alkoholstyrke, der kan snige sig helt op på 18 % for nogle vine. Syren er naturligt nok i den lavere ende i forhold til Rioja Alta og Rioja Alavesa.
Lagring på fad og flaske
Der gælder nogle forskellige lovmæssige bestemmelser for længden af fadlagringen i Rioja. Historisk set har amerikansk eg været mest populært blandt producenterne, men nu er fransk eg i stigende grad begyndt at erobre terræn. Joven-vinene er unge, saftige vine, der helst skal nydes relativt hurtigt, og de har kun set meget lidt fad - eller slet ingen. De røde Crianza'er skal derimod lagre mindst 1 år på fad og efterfølgende 1 år på flaske ifølge loven, før de får lov til at gøre deres indtog på markedet. Der er dog mildere krav til de hvide af slagsen, der kun behøver at lagre 6 måneder på fad, men stadigvæk skal have lagret minimum 2 år i alt. Overraskende nok skal Reserva-vine kun lagre 1 år på fad - akkurat ligesom lillebrødrene, de populære Crianza'er - men til gengæld skal de modnes 2 år på flaske, inden de må sendes ud til forbrugerne, hvormed de to kategorier adskiller sig fra hinanden. Kun 6 måneders fadlagring er påkrævet for de hvide Reserva'er, der dog ligesom de røde modstykker som minimum skal lagre tre år i alt. Sværvægterne, de røde Gran Reserva-vine, skal tilbringe hele 2 år på fad og yderligere 3 år på flaske inden frigivelsen, mens de hvide kan nøjes med 1 år på fad og 4 års lagring i alt, hvis man medtager flaskelagringen. Mange winemakere vælger dog i realiteten at lagre vinene endnu længere tid - her er altså tale om minimumskrav, der skal opfyldes, før vinene må bære de pågældende betegnelser.
Nye klassifikationer og enkeltmarksvine?
Som sagt er der sket meget i Rioja. I 2018 besluttede den regulerende vinmyndighed Consejo Regulador at introducere tre nye geografiske kategorier. Det er nu tilladt for producenter at lave enkeltmarksvine mærket med betegnelsen Viñedo Singular, hvis vinstokkene som minimum er 35 år gamle og bliver håndplukkede, samtidig med, at udbyttet skal være lavere end normalt. Vinene skal dog stadig bedømmes af et smagepanel, før de får lov til at passere igennem nåleøjet. Også landsbyens navn, hvorfra druerne til en vin stammer, kan få lov til at figurere på flasken som en Vino Municipio, men kun såfremt vineriet er placeret inden for den nævnte landsbys grænser. Det samme gælder vinstokkene. Vinene fra en af de tre sub-regioner eller zoner, må opkaldes efter den pågældende sub-regions navn - eksempelvis Rioja Alta.
De gamle dage i Rioja: Amerikansk eg var hot
I ''gamle'' dage var amerikansk eg som allerede nævnt meget udbredt, og det blev anset for at være et kvalitetstegn, hvis vinene havde tilbragt lang tid på fade af denne type. Resultatet var relativt lyse, bløde vine med aroma og smag af kirsebær og især stuvet frugt for ej at forglemme de karakteristiske krydrede fadnoter af kokosnød og vanilje. Det fik mange forbrugere til at elske de traditionelle Rioja-vine. Tilmed kostede de ikke alverden, eftersom amerikanske fade var/er billigere end de franske, hvilket faldt i god jord hos mange tørstige vindrikkere uden for Spanien.
Moderne tider: Inspiration fra Ribera del Duero
Efterspørgslen begyndte dog efterhånden at ændre sig i takt med, at flere forbrugere vendte blikket mod Ribera Del Duero, der imponerede med sine vine, der var mørkere i farven, mere tanniske og med højere alkoholstyrke. Nogle producenter i Rioja begyndte derfor at efterligne denne stil, der var mere i trit med tiden. I dag eksperimenteres der således mere med langsommere gæring og ekstraktion af farve efterfulgt af lagring på franske fade af kortere varighed end førhen for at tilfredsstille de omskiftelige tendenser hos forbrugerne. Der er så sandelig sket meget i Rioja, og hvad enten du er til traditionel Rioja eller de mere moderne vine fra området, vil du kunne finde vin af meget højt kvalitet fra det varierede landskab.
Kilder:
https://www.wine-searcher.com/regions-rioja
https://www.jancisrobinson.com/learn/wine-regions/spain/spain/rioja
https://www.riojawine.com/es-es/
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!