Patrick Lesec er en kvalitetsbevidst mikronegociant, der laver vin i Rhône. Han er også en af Parkers personlige favoritter, og den kritiske anmelder viser sin begejstring ved at tildele flere af vinene over 90 point. Lesec opkøber vin og druer fra forskellige producenter og bønder, men kun det bedste druemateriale slipper gennem nåleøjet og ender i Lesecs flot anmeldte vine. En del af druerne kommer fra det bedste terroir i Chateauneuf-du-Pape som La Crau, Valori, Le Cristia og Palestor, hvor nogle af bøndernes vinstokke er gunstigt placeret. Og det kan smages! Her får du et lille indblik i Patrick Lesecs personlighed, liv og vine.
Det lå måske ikke til højrebenet, at Patrick Lesec, der er født og opvokset i Paris, skulle ende ud som winemaker. Med en baggrund inden for marketing fra en af de mest prestigefyldte business schools i Frankrig var det oplagt, at Lesec skulle gå videre af samme vej og skabe sig en karriere inden for feltet. Men skæbnen ville noget andet.
Patrick Lesec, der gerne vil gøre sine forældre tilfredse, starter ud med at arbejde inden for marketing og management. Men han begynder snart at føle, at der er noget galt. Han er ikke det sted, hvor han ønsker at være. En grundlæggende følelse ulmer i kroppen, og den er svær at ryste af sig.
Så møder Patrick Lesec sin hollandske kone. Mødet skal vise sig at få stor betydning for hans livsbane. Hendes forældre ferierer ofte i det californiske Santa Barbara. Lesec og konen ledsager forældrene under disse ophold. Opholdene viser sig at blive afgørende for den søgende Lesec, der falder pladask for det blomstrende kulturliv, de lokale produkter og vigtigst af alt: vinene. Den vordende winemaker træffer en drastisk beslutning og siger sit job op for at arbejde sammen med berømte kokke fra de fine restauranter. Han begynder samtidig at tage madlavningskurser. Alt dette bliver optakten til Lesecs vej ind i vinens verden.
I 1981 åbner Lesec sin egen restaurant i Santa Barbara med fokus på lokale råvarer. Vinene henter han hjem fra sit elskede Frankrig. Dollaren står på det tidspunkt stærkt, hvilket Lesec nyder godt af, så han har mulighed for at importere nogle meget fine Bourgogner og Rhône-vine fra de bedre årgange. Men i 1989 rammer et jordskælv San Francisco, og alle bygninger skal sikres mod jordskælv. I praksis betyder det, at restauranten må lukke mindst et år. Det bliver for meget for Lesec, der samtidig føler en stærk hjemve. Lesec vender derfor næsen hjemover igen.
I perioden, hvor Lesec driver sin restaurant, stifter han bekendtskab med mange forskellige vine og mennesker. Det lærer ham en hel del. Det er også en tid, hvor der kommer en del nye praksisser inden for winemaking til. Hård ekstraktion og høje doser af svovl bliver til hverdagskost. Det har naturligvis betydning for vinenes stil. Lesec, der tror på en mere non-interventionalistisk tilgang, er ikke begejstret for disse nye tiltag, så han beslutter sig for at lave vin i sin egen stil, der er mere tro mod traditionen. Vin à la Lesec.
Kærligheden falder på Rhône. Patrick Lesec er overbevist om kvaliteten af terroiret i dette legendariske område, selv om han finder nogle af vinene for rustikke. I 1995 laver han sin første Chateauneuf-du-Pape. Han benytter mindre fade, reducerer mængden af svovl og benytter sig af hele klaser for at opnå en friskere stil. I samarbejde med bønderne udvælger han det bedste terroir og gamle stokke for at sikre kvaliteten. Han benytter både cementtanke og små barriques. Førstnævnte bevarer frugten, hvorimod sidstnævnte tilfører ekstra kompleksitet og krydderi.
Lesec eksporterer til flere forskellige lande, men det er især det amerikanske marked, der får lov til at nyde godt af vinene, da en stor andel ender her. Alle vinene består af Grenache-dominerede blends. Det kan være ''almindelige'' Côtes du Rhône-vine eller de mere eftertragtede Chateauneuf'er, men den alsidige Lesec fremstiller også Gigondas og Vacqueyras. Masterblenderen er en ivrig og dreven personlighed, der ikke kan lade være med at involvere sig i markarbejdet, vinifikationen og modningen af vinene. Det er altid Lesec, der vælger parcellerne, druerne og den færdige komposition, og den tidligere restauratør stiller høje krav til sine nøje udvalgte samarbejdspartnere. Gennem tiden er det blevet til mindst 6 forskellige Chateauneuf'er, men Lesec imponerer også med sine Côtes du Rhône-vine såsom den populære Richette. Lesecs betydning for Rhône anerkendes af The Wine Advocate, hvor han på et tidspunkt bliver udråbt som en af årets vinpersonligheder, og det er langt fra en overdrivelse. Lesec fremstiller vin, der placerer sig et sted i mellem traditionel og moderne Rhône-vin, men som altid er i perfekt balance og udviser respekt over for natur og tradition.
Klik på billederne for at læse mere om vinene:
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!