• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder / 24-02-2021 15:01:21

Languedoc: Fra nedgang til nye tider


Af Malene Bach

Helt nede i det sydligste Frankrig ud til Middelhavet finder man Languedoc-Roussillon. Eller sådan hed regionen før, inden den blev slået sammen med Midi-Pyrénées, og de to dannede den nye administrative region Occitanie. I dette indlæg vil vi dog koncentrere os om Languedoc. Languedoc-Roussillon er Frankrigs største vinproducerende region. Ja, regionen er førende på kvantitet, men også i stigende grad på kvalitet.

 

montpellier-4212610_1920

 

Montpellier: Kagedrømme og kunst

Montpellier er hovedbyen i Languedoc-Roussillon. Place de la Comédie er byens centrale plads, hvor en statue af de tre yndefulde gratier, Zeus' døtre, kigger ud over den æggeformede plads og fremviser deres erotiske former til de forbipasserende fra deres plads i det høje. Des Rêves et du Pain er et prisvindende bageri kendt vidt og bredt for sine brød- og kagedrømme, der kan friste enhver. Der er det hele taget mange steder at stille sulten og shoppinglysten i byen, der trods sin beskedne størrelse byder på et butiks- og cafémekka for turisterne, som valfarter som myrer til Languedocs traditionsrige centrum med et mylder af gågader. De kulturinteresserede kan tage på Musée Fabre og opleve værkerne af Montpellier-maleren og navnefaderen François-Xavier Fabre med de historiske motiver, der emmer af fransk elegance og realisme.

 

bakery-1868396_1920


Det perfekte sted for en vinnyder

Som vinnyder er Languedoc også det rette sted at tage til. Området byder på en bred palette af vine lige fra Carignan, kongen i området, fyldig og solmoden Cabernet Sauvignon, klassiske urtede, Châteauneuf-lignende blends, fed Chardonnay, læskende, citrusprægede Picpoul-vine, mousserende vine som Cremant de Limoux og de søde vin doux naturel. Ja, Languedoc-Roussillon har meget at byde på. Lad os se nærmere på, hvad det er.

 

roman-bridge-2943300_960_720

 

Historisk strid: Hvem var de første til at dyrke vin i Languedoc?

Historikerne strides om, hvorvidt det var kelterne eller grækerne, der var de første til at plante vinstokke i Languedoc. Noget kan man dog enes om: At de første vinmarker blev plantet i bjergene nær det nuværende Narbonne. I middelalderen blomstrede vindyrkningen under indflydelse fra munkene og klostrene, som det også er set mange andre steder. Åbningen af Canal du Midi i slutningen af 1600-tallet satte yderligere skub i tingene, men de protektionistiske Bordeaux-producenter lagde en dæmper på Languedocs ekspansionsiver, så der kom først rigtigt gang i handlen lidt senere. Især Nederlandene og England blev aftagere af vinene fra Languedoc. De havde nemlig fået smag for picarden, en sød hvidvin på Clairette og Picpoul-druerne. Også søde vine på tørrede Muscat-druer fra Frontignan behagede nordeuropæernes tørstige ganer. 

 

wine_pixabay

 

Alting har sin pris

1855. Her kom der for alvor fart på, efter den første jernbane blev bygget, så vinene kunne nå de store befolkningsgrupper i nord. Det kunne hurtigt aflæses på tallene og produktionens størrelse, der i Hérault* blev næsten firdoblet. Så kom vinlusen i det 19. århundrede. Den ondsindede fjende af vindyrkning kunne nærmest ikke have valgt et værre tidspunkt at introducere sig selv på. Mange vinstokke af høj kvalitet blev slået ihjel. Podning og især brug af nye hybrider blev vejen ud af moradset. Derfor var Languedoc-Roussillons vinmarker de første til at blive genetableret efter vinlusens hærgen, og Languedoc-Roussillon blev snart Frankrigs førende leverandør af vin. Men alting har sin pris.

Man var nemlig lidt for god til at bruge druesorter og metoder, der favoriserede kvantitet frem for kvalitet under de hidsige og ofte overilede genplantninger. Hérault blev snart kendt for tynde og blege rødvine, som man måtte blande op med algerisk vin for overhovedet at gøre dem drikkelige for forbrugerne. Vinskandaler med forfalskninger og bedragerier fulgte på stribe. Languedocs ry led. Efterspørgslen faldt drastisk. Men det er langt fra hele historien om Languedoc-Roussillon.

 

france-63022_1920

Et berømt kunstværk af Eugène Delacroix, der skal forestille et slag under Junirevolutionen i 1830.

Bønder på barrikaderne

Det var nemlig langt fra alle bønder, der var tilfredse med den udvikling. Frustrerede over faldende efterspørgsel og lavere priser gik de politisk bevidste på barrikaderne, marcherede på gaderne i de store byer og protesterede mod importen af billig vin fra Afrika, som de anså for at være ulovlig. Situationen blev så tilspidset, at franske tropper måtte sættes ind, og 6 blev dræbt. En ny begyndelse begyndte så småt at trænge sig på.

Fremgang for Languedocs vinindustri

Op igennem 1970'erne og 1980'erne kom kvalitet i stigende grad i fokus. Man udforskede terroiret og kortlagde jordbunden flere steder. Internationale druesorter vandt større udbredelse. Cabernet Sauvignon, Merlot, Chardonnay, Pinot Noir og Sauvignon Blanc blev i stigende grad plantet. Vinene kan nu konkurrere med flere af de bedre fra Bordeaux og Bourgogne. Også mange Rhône-vine må se sig udkonkurreret af topvinene fra Languedoc-Roussillon, hvoraf flere høster toppoint hos de internationale anmeldere.

Nogle af de bedste vinmarker i Languedoc-Roussillon er plantet på et terroir med småsten, der minder om det i Châteauneuf-du-Pape. Flere udenlandske investorer, heraf flere fra berømte vinregioner andre steder i verden, har også udset sig Languedoc. Terroirvine er kommet i fokus. Selv kineserne har fået øjnene op for Languedoc som vinregion, og et kinesisk investeringsfirma har ligefrem købt en vinejendom i Corbières.

 

france-728822_1920

 

Det har Languedoc at byde på

Ja, det gærer og syder i Languedoc-Roussillon, der med sit Middelhavsklima, varierede terroir og mange solskinsdage både er et yndet feriemål og ideelt til vindyrkning. Landskabet domineret af Cevennerne, Massivcentralen og Pyrenæerne er helt unikt og bestemt et besøg værd - både for den solbadende turist, den kultur- og arkitekturinteresserede såvel som mad- og vinentusiasten. Det er blot noget af alt det, som Languedoc-Roussillon har at byde på. 

 

*Departement i Languedoc-Roussillon med Montpellier som hovedby.