• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Vin og mad, Guides & Områder / 09-02-2021 15:15:46

Kys og kærlighed: Den perfekte valentinsvin


Af Malene Bach

Valentinsdag nærmer sig. Der er mange måder at glæde kæresten på, hvis man fejrer denne dag. Man kan sige det med blomster. Man kan sige det med chokolade. Men man kan også vælge at sige det med vin. Vi har fundet fem sjove og lidt frække forslag frem, som kan bruges til at hylde kærligheden med. For kærlighed og kys - det kan man sjældent få for meget af - og størst af alt er nu engang kærligheden.. Klik på billederne for at læse mere om vinene.

 

moscatorose_cavatinapremium (1)

 

Cavatina Premium Moscato Rosé Spumante Dolce

En flaske klædt i lyserødt, der næsten skriger ''kærlighed'' og ''kys'', og som udstråler en ''tøset'' WOW- og ''her-kommer-jeg''-effekt. Næsen er aromatisk med en dejlig samling af røde bær, nektariner og blomster, der slutter i et herligt sødmefuldt brus. Vinen er langt fra alkoholtung med sine 7 %, men legende let, intenst sansepirrende og dybt forfriskende. Den perfekte dessert for parret, der ønsker at gøre lidt ekstra ud af dagen. Moscato-druen, som kendes fra de søde og populære Asti-vine, lægger krop til disse dejlige rosébobler med et stort kys af sødme. 

 

alma atlantica

 

Martin Codax Alma Atlantica Sangria Rosato

Sådan har du ikke smagt Sangria før! Den spanske topproducent Martin Codax har givet sit bud på, hvad Sangria også kan være: Bobler i roséform. Du behøver ikke flyve til Spanien, men kan invitere den sydlandske stemning hjem i stuen sammen med kæresten. Prøv den gerne sammen med nogle lette tapas og forestil dig, at du sidder under sydens varme og sol på en taverna, mens du i baggrunden lytter til tonerne af en gademusikant, der spiller flamenco på sin halvrustne guitar. Ikke svært at forestille sig, vel? Eksotisk, let og forfriskende i stilen - og næsten mere læskende end en gin & tonic. Nem at blive forfalden til - både for Sangriaelskere og andre godtfolk!

 

xavier_sm-1

 

SM Xavier Vignon

Nu bliver det en lille smule mere kinky og mørkt, og der er da også noget ''tys tys'' over denne vin fra winemakeren Xavier. Han har nemlig begået den brøde at tage de bedste druer fra stjerneappellationen Côte Rotie i det nordlige Rhône og det velansete Châteauneuf-du-Pape i det sydlige Rhône og blande dem i én vin. Xavier var tæt på at komme på kant med myndighederne, da han ville navngive sin vin. Resultatet blev, at den blot måtte kaldes Côtes du Rhône, selv om vinen er stærkt overkvalificeret til betegnelsen. En fantastisk vin, som der er kælet godt for på alle måder, og som har noget lidt ''forbudt'' over sig. Her er masser af smæk på smagen. Xavier har dog intet at skamme sig over, for vinen er en perfekt ''ulovlig'' kombination af det bedste fra de to områder. Findes også i en second edition.

 

the_kinker_cabernet_four_vines_fl (2)

 

Four Vines Cabernet Sauvignon ''The Kinker'' Paso Robles 2018

Er Paso Robles mon det nye Napa Valley? I hvert fald er der med ''The Kinker'' dømt en saftig 93 points Cabernet-oplevelse for fuld udblæsning, der lige får lidt eksotisk krydderi fra tilsætningen af et par dråber Petite Sirah for at fuldende værket. Et stort og godt solbrændt muskelbundt, som det er svært ikke at se sig lun på. Den perfekte steakvin at forkæle kæresten med, hvis han eller hun godt kan lide en god kraftig cali-cab med power på smag og alting. Akrobatik, gymnastik, spjæt eller ej - vi er klart fans af ''The Kinker'', som unægtelig sender tankerne i en fræk retning. 

 

vina-vik-2014_la_piu_belle (2)

 

Vina Vik ''La Piu Belle'' 2014

Hvis du er kunstinteresseret, kender du måske Gonzalo Cienfuegos, der har designet denne pastelfarvede mirakelflaske som en hyldest til Millahue-dalens gudinde, der har lagt navn til den fornemme vin. Men måske først og fremmest en hyldest til kvinden. Bare rolig - vi kendte ham heller ikke - det gjorde den norske ejer af vinhuset til gengæld - men vi bemærkede straks den iøjefaldende flaske, der højst sandsynligt deler vandene. Men man skal ikke lade sig narre: Indholdet er mindst ligeså smukt som den nøgne, lidt skeptisk udseende gudinde, der dominerer billedet og stiller sine bryster til skue, mens hendes lange, snoede hårpragt samler sig stramt i toppen. Næsten som om hun ville sige: ''Nå, kommer du nu der?'' Og indholdet af den bemærkelsesværdige flaske? Det er et dejligt lækkert og tilpas blødt blend af Carmenere med en række Bordeaux-druer. Alle Napa-elskere og fans af Bordeaux og supertoscanere bør næsten prøve denne vin, der overrasker med sin eksotiske dybde, indsmigrende, men alligevel lidt tilbageholdende blødhed og fornemme struktur. En perfekt gave og hyldest til kvinden med sans for det æstetiske og kreative.