• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder / 07-01-2022 15:41:36

Jo ældre, jo bedre? Aldring af vin


Af Malene Bach

Det kommer måske ikke som nogen stor overraskelse, at ikke al vin er skabt til at ligge længe i kælderen eller vinskabet, under trappen, i skuret eller andre steder, hvor folk nu opbevarer deres vine. Mange af de vine, du finder i butikkerne i dag, er tænkt til at blive nydt med det samme eller i det mindste inden for et par år. Det gælder særligt rosé- og hvidvine, som de fleste foretrækker unge og sprøde - ikke mindst de helt lette terassebaskere, som vil miste deres grønne skær og kølende forårsfriskhed ved at ligge for længe. Nogle store Bourgogner, Rieslinger mfl. kan dog godt gemmes og undergå en spændende udvikling, mens de lever en rolig tilværelse i flasken. Men hvilken forvandling? Og hvordan opbevarer du din vin korrekt, så du undgår at sidde med en flad vin i glasset, når du åbner den efter 10 tålmodige år? Ligesom med livet er der ingen garantier, men du kan mindske risikoen for (tidligt) forfald, hvis du opbevarer din vin rigtigt.

 

iStock-184140056

 

Ilt: At lukke ''djævlen'' ind i flasken

Vin er som en levende organisme, en størrelse med en begrænset levetid, og så snart iltningen sættes i gang, ''djævlen'' lukkes ind, ændrer vinen gradvist karakter. Det kan ske langsomt, mens vinen ligger uåbnet i kælderen, og korkproppens lader små mængder ilt sive ind, men det kan også foregå relativt hurtigt efter åbning, hvis du f.eks. drikker en halv flaske vin og efterlader resten i flasken. Jo mindre, der er tilbage i flasken, jo hurtigere vil iltningen ændre karakteren af den tilbageblevne vin, der vil komme til at smage flad og kedelig, til sidst nærmest eddikeagtig, hvis den står for længe. Iltning er dog ikke kun skidt. Unge vine kan have godt af at blive iltet eller hældt på karaffel for at få flere aromaer frem, mens man skal være mere forsigtig med ældre vine, der allerede har fået en stor dosis ilt, hvor gassen går lidt af ballonen, og vinen vil føles tam, hvis den får for meget. Nok er nok, og for meget er sjældent godt.

 

iStock-520542114

 

Vins forandring med alderen: At hælde en Mouton Rothschild i vasken

Ingen vin ''lever'' evigt, selv om visse vine kan have en nærmest Metusalem-lang levetid, eller sagt på dansk: kan blive meget gamle. Rødvin ændrer med tiden farve fra mørkrød til teglstensfarvet for til sidst at blive nærmest brunlig. Den friske frugt vil blive mere moden, måske endda tørret som nedfaldsblade, og vinen kan udvikle andre nuancer f.eks. de animalske og svampeagtige af slagsen. Hvidvin bliver mørkere i farven og mister noget af den friske frugtsyre, som får dem til at føles sprøde i munden. Riesling er kendt for at udvikle noter af petroleum med alderen, en egenskab, som værdsættes af mange Riesling-elskere, men får andre til at rynke på næsen over og undre sig over ''asfaltlugten''. Chardonnay, der nyder stor folkelig tilbedelse, forbindes med bivoks og honning, men vine kan udvikle sig forskelligt alt efter druetype, klima, produktionsmetode mm. Det er ikke altid til at forudsige, hvordan en vin udvikler sig, og hvornår den topper, og man kan være uheldig. Opbevarer du din vin efter vinbøgernes anvisninger, mindsker du risikoen for skuffelser og dårlige vinoplevelser. Men de kan forekomme, og der kan være fejl på en vin, selv om du har fulgt ''reglerne'' til punkt og prikke. Sådan er livet desværre. Det er dog ok at græde, hvis du står tilbage med en flaske Mouton Rothschild, der er lige til at hælde i vasken.

 

iStock-174477055

 

Vine med gemmepotentiale: Som at vente på Godot?

Det er især de store rødvine, der har potentiale til at blive gemt i mange år. Særligt Bordeaux-vinene, men også Barolo, Brunello, de store B'er, the big old boys, men det gælder også flere spanske fadlagrede vine og visse Bourgogner. Mange glemmer måske portvin i ligningen, men portvin er faktisk en af de vintyper, der kan gemmes i længst tid, 20-40 år eller længere er ikke usædvanligt, når vi har at gøre med de bedre af slagsen. Om du foretrækker at nyde dine vine purunge eller du er indstillet på at vente en halv menneskealder på din vin, det er op til dig, selv om nogen måske vil mene, at det er en helligbrøde at åbne stor Brunello inden for de første par år og kvier sig ved de voldsomme tanniner. Og hvis du ikke gider at blive gråhåret, inden din vin for alvor folder sig ud og mener, at det føles lidt som at vente på Godot, kan du altid gå efter de ældre årgange, selv om de ofte er mere bekostelige.

Opbevaring af vin: Mørket frem for lyset

Du får mest ud af din vin, hvis du opbevarer den korrekt. Stedet skal helst være et sted fri for rystelser eller vibrationer. Temperaturen bør være konstant på mellem 10-16 grader, men den ideelle temperatur kan variere fra rødvin til hvidvin og mousserende, og derfor findes der i flere vinkøleskabe flere temperaturzoner. Dernæst skal vinen have maksimal beskyttelse mod lys, luftfugtigheden skal gerne ligge på mellem 50 og 80 %, og der skal helst være god ventilation. Kort sagt: Vinen bør have så meget fred og ro som muligt. 

 

Så er der blot tilbage at vente. 

 

iStock-513677334