Guides & Områder / 23-11-2020 17:01:28

    Holdbarhed af vin efter åbning


    Af Malene Bach

    Kender du det? Du har åbnet en flaske vin, men har ikke nået at drikke det hele. Du ærgrer dig bittert. Skal resten ende i vasken, hvis du ikke drikker det hele på førstedagen? Ikke nødvendigvis. Men det afhænger dels af vinen og opbevaringen efterfølgende. Her får du svar på de mest almindelige spørgsmål. Måske er det ikke et problem for dig, men det kan være en nyttig viden at have, hvis tilfældet skulle opstå.

    Ilt: Fjende og ven

    Når vinen først er åbnet, trænger ilten ind og reagerer med vinen i flasken. Det ændrer duften og smagen markant over tid. For unge vine gør det knap så meget - de kan tværtimod have brug for ilt for at lukke sig op og udfolde deres fulde aromapalet - men for ældre vine kan mødet med ilten blive fatalt og betyde døden. Når vinen har fået for meget ilt, kan den miste sin friske frugtsmag og komme til at smage sherryagtigt. 

     

    iStock-592031956

     

    Opbevar vin på køl efter åbning

    Hvis man blot sætter vinen på køl med en prop i bagefter, vil den som udgangspunkt kunne holde sig 2-3 dage, hvis der er en halv flaske eller mere tilbage. Og de tal er måske endda lavt sat. Både eksperter og lægmænd er uenige om sagen, og mange har gjort sig forskellige erfaringer. 

    Forskellen på unge og gamle vine

    Unge vine tåler som regel bedre ilt end ældre vine. Det er ikke sjældent at høre folk sige, at deres store Barolo eller Bordeaux-rødvin smagte bedre på andendagen - eller måske endda tredjedagen. Vintageportvin og LBV smager som regel bedst, hvis de drikkes i løbet af nogle dage, hvor de stadig har deres friskhed i behold, mens tawny-typerne ofte snildt kan holde sig flere uger med proppen i og opbevaret på køl, fordi de allerede har været i kontakt med ilt længe på fad. 

    Andre løsninger

    Hvis du gerne vil gemme indholdet af flasken længere efter åbning, findes der flere forskellige løsninger på holdbarhedsudfordringen. Her er to af dem:

    • Coravin.
    • Vakuumstopper. Her pumper du ilten ud af flasken efter åbning, så den kan holde sig nogle dage længere end ellers.
    • Et tip fra en kunde: Tag 1 liters frysepose. Fold den og før den ned i flasken. Fyld posen med vand, så luften presses ud af flasken. Fastgør posen med en prop. Når vinen skal anvendes, tømmes vandet forsigtigt ud af posen, som trækkes langsomt op. Vinen vil stadig smage friskt.

    Du kan selvfølgelig også slippe ud af problemet ved at drikke din vin på førstedagen. :-)