Guides & Områder / 19-07-2021 16:14:35

    Fordele ved at købe Bordeaux En Primeur (2020)


    Af Malene Bach

    Årgang 2020 er i hus. Tilfredsheden breder sig blandt Bordeaux-producenterne, der nu kan ånde lettet op. Det udmattende høstarbejde blev ikke ligefrem gjort nemmere af corona-restriktioner med flittig afspritning af kurve og værktøj, afstandskrav og mundbind - hele møllen, som vi også kender herhjemmefra. Og høsten? Der er rimelig enstemmighed blandt producenterne om, at kvaliteten er høj. Også anmelderne er enige. Men mængden, den er til gengæld lav, ca. 25 % mindre end i 2019, især i det sydlige Médoc, hvor særligt Margaux og St. Julien måtte lide store tab af udbytte. Meldug plagede vinstokkene under det våde forår, tørke pinte dem om sommeren, og for at det ikke skal være løgn, slog en hedebølge ned over dem i september. Men alt i alt, 2020 tegner lovende. Men hvad kan du forvente af årgangen, og hvorfor i det hele taget købe En Primeur?

     

    iStock-895525336

     

    Fordele ved at købe Bordeaux En Primeur

    Bordeaux 2020 kan købes En Primeur, et fransk udtryk, som betyder, at vinen købes i forsalg. Vinen er ikke ''færdigfremstillet'' på købstidspunktet, så man køber den, inden den overhovedet er frigivet fra slottets side. Der går typisk et par år, inden vinen bliver leveret. Hvad er så fordelene ved at købe En Primeur? Først og fremmest: Du sparer penge. Det er selvfølgelig også en fordel for vinslottet, der er sikre på at få deres penge. Det kan desuden være en unik mulighed for dig for at erhverve vine, der måske senere vil blive svært tilgængelige og væsentligt dyrere, men som du ved at købe En Primeur er sikker på at få fat i og ovenikøbet til en gunstig pris.

     

    iStock-482805813

     

    Kendetegn ved 2020 i Bordeaux

    Som regel skal man være varsom med at tage generalisthatten på, når man taler om årgange over en bred kam, da der kan være stor forskel på, hvordan de forskellige terroirs inden for en bestemt region performer. Men skal man påtage sig generalistens rolle, er 2020-vinene fra Bordeaux koncentrerede, powerfulde og med en god struktur. Koncentrationen skyldes de små druer, hvis skind blev tykkere og saften mere koncentreret på grund af varmen og de tørre forhold, hvilket gav vinmagerne noget at arbejde med i vineriet. Er vinene så meget alkoholtunge? Ikke mere end 2019, faktisk mindre, da tørken sænkede druernes vækstcyklus og forhindrede, at druerne opbyggede et usædvanligt højt sukkerindhold.

    Kontrasterne viser sig dog alligevel ved et nærmere eftersyn ifølge Decanter, og terroirs, der bedst var tilpassede klimaforandringerne, klarede sig ofte bedre end de andre. Ifølge Suckling er forskellene knap så markante:

    ''I had heard before I started tasting barrel samples that the vintage was heterogenous, but 90% of the wines I have reviewed show an outstanding quality level from first growths to petit chateaux, even from simple appellations such as Bordeaux or Bordeaux Superior.''

    - James Suckling

     

    iStock-994129166 (1)

     

    Suckling har i hvert fald travlt med at udtrykke sin begejstring over det forgangne år. Merlot klarede sig især godt, og året er blevet døbt ''A Merlot Vintage'' af ønologen Hubert de Bouard, som ejer berømte Chateau Angelus i St. Émilion. Man kan med fordel gå efter vinene fra Pomerol og St. Émilion, hvor mange af markerne med et højt indhold af ler eller kalksten var gode til at holde på vandet fra vinterens regnskyl. Man skal dog ikke afskrive vinene fra den anden bred, for også Pauillac og St. Julien bød på mange flotte vine.

    Kan man trygt købe Bordeaux 2020?

    Meget tyder på, at man roligt kan købe Bordeaux 2020, da vinene efter mange kenderes og anmelderes opfattelser har stort gemmepotentiale. Dette er ''a vintage for the long run'' som anmelderne siger, dvs. en årgang, der kræver en del år i kælderen, før den viser, hvad den er gjort af og udfolder sit fulde potentiale. En spændende årgang, hvis udvikling vi ser frem til at følge! Det samme gør du måske? 

     

    Klik her for at se vores store udvalg af Bordeaux En Primeur 2020.