• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder / 28-09-2021 19:27:21

Fokus på Bordeaux - 3 store årgange!


Af Thor Gottschalk Rasmussen

Vi sparker efteråret i gang med et stort fokus på Bordeaux. I denne uge går vi i dybden med tre af kongeårgange fra de seneste 10-15 år. I denne periode har det ikoniske vindistrikt generelt været velsignet med konstant højt niveau og flere exceptionelle årgange, der allerede har sikret sig en plads i historiebøgerne og ikke mindst vinkældrene.

 

2010 – Tørkens år

Man behøver ikke læse længe om Bordeaux før at året 2010 dukker op igen og igen. Det helt særlige ved Bordeaux i 2010 var, udover de fremragende vine, at det var det tørreste år siden 1949. Det garanterer ikke automatisk en god årgang i Bordeaux, men det spillede alligevel en afgørende rolle for det generelle kvalitetsniveau.

En nærmest perfekt sommer med masser af solskinstimer skabte optimale modningsbetingelser for druerne. Samtidig hjalp kølige nætter med at bevare syreindholdet og strukturen, så vinene ikke blev for jammy. Den begrænsede mængde nedbør gjorde at vinstokkene blev presset til deres yderste for at producere druer - endnu et plus for kvaliteten.

Som konsekvens deraf er Bordeaux fra 2010 kendt for være bredskuldrede, alkolholfyldige vine med god syre og fuldvoksne tanniner, der har krævet en vis tålmodighed af forbrugeren. Efter 11 år på langs har 2010-vinene så småt bevæget sig ind i fase, hvor man sagtens kan drikke dem, men der er stadig gemmepotentiale til det næste årti.

Helt generelt regnes venstrebreden som den store vinder i 2010, men St. Emilion og Pomerol lavede stadig virkelig gode vine i den høje ende af skalaen, så tøv ikke med at købe flasker herfra.

 

Modne Merlot druer

Modne Merlot-druer i eftermiddagssolen i St. Emilion 

2016 – Jubel på både højre- og venstrebred!

”The 2016 vintage of Bordeaux is widely considered to be excellent, even legendary” - Wine Seacher

Normalvis i Bordeaux plejer der at være en klar vinder hos enten højre eller venstrebred, men højest usædvanligt lykkedes det i 2016 for vinbønnerne på begge sider af Gironde-floden at lave sublime vine.

Vejret bød på en af de varmeste vintre nogensinde i Bordeaux. Det fortsatte ind i foråret og satte tidligt blomstringen i gang. Der var masser af fugt og nedbør, der til gengæld forhindrede en af Bordeaux største fjender – forårsfrosten. Sommeren var usædvanligt varm, men takket være den massive nedbør tidligere på året var vanddepoterne godt fyldt op, og tørke blev derfor aldrig en trussel. Modningen af druerne var langsom, ligesom den skal være, og det betød samtidig at alkoholniveauet ikke stak af.

Årgang 2016 er betegnet som ”Extraordinary” hos Robert Parker, der giver 97/100 points til alle de store områder i Bordeaux (dog en anelse lavere i St. Emilion med 95). Den store ensartethed i kvaliteten på tværs af områderne gør 2016 til et enormt forbrugervenligt år:

“This means you can buy just about anything bottled in Bordeaux in the 2016 vintage from the simplest Bordeaux to the grandest of classified growths or trophy wines from the Right Bank and be assured you’re getting a top-quality wine.” – James Suckling

Man kan altså roligt købe 2016 Bordeaux uanset hvor meget pengepungen tillader. Stilen dette år kan godt sammenlignes med 2010, hvor vinene viser masser af moden frugt, friskhed og ikke mindst ekstraordinært raffinerede tanniner ifølge Thomas Duroux fra Château Palmer i Margaux. Vinene har alle strukturelementerne til at kunne udvikle sig lang tid i kælderen, så du vil blive fyrsteligt belønnet ved at lade 2016 ligge lidt længere.

I modsætning til mange andre år i Bordeaux, er det enormt svært at pege på lige præcis ét område, der gør det bedre end andre, så der er ikke andet for end at smage dem op mod hinanden.

 Vin i glas Bordeaux

2018 – Forvirrende, men forrygende årgang

”I have never heard such confusion about a vintage in my 36 years tasting. I think it could turn out to be an all-time great, similar to 2010,(...) - James Suckling

En ny-klassiker fristes man til at sige. 2018 af en af de senest anmeldte årgange – og med fantastiske ratings over hele linjen.

Det var også en årgang med ekstremt vejr, der virkelig satte vinbønderne på prøve og måske fik overbevist de sidste skeptikere om, at global opvarmning har en effekt på vindyrkningen i Bordeaux.

2016 startede masser af regn og mange kæmpede med meldug på druerne. Det våde og fugtige vejr fortsatte helt indtil juni, hvor sommeren kom og temperaturerne steg voldsomt. Det var så varmt i så lang en periode, at det skabte tørkelignende tilstande i store dele af Bordeaux. Ligesom i 2016 havde stokkene heldigvis tanket godt op i det tidlige forår, så de kom aldrig rigtig i livsfare.

Høsttidspunktet var vigtigt i 2018 og hvis ikke man var forsigtig kunne man ende med at lave 15 % Napa-agtige vine, hvilket ikke lige er sagen i Bordeaux.

2018 er en årgang som mange producenter er enormt stolte af, fordi de på trods af det strabadserende vejr, formåede at lave fremragende og mindeværdige vine.

Endnu engang er der, heldigvis for os forbrugere, meget høj kvalitet af finde både i Médoc såvel som i Pomerol og i alle prislejer. Et af de tydeligste tegn på en fremragende årgang er netop, at den høje kvalitet skinner igennem i både de simple og prisvenlige vine såvel som i de dyreste.


Du finder hele vores udvalg af Bordeaux-vine her