• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder / 10-12-2020 13:27:21

Finger Lakes: USA's ''upcoming'' vinregion?


Af Malene Bach

Finger Lakes i New York State i det østlige USA har navn efter 11 fingerformede søer dannet af fortidens vældige gletsjeres energiske omformning af landskabet. De gravede flittigt og udvidede fordybningerne i landskabet efterladende sig moræneaflejringer og sedimenter på deres lange rejse, der tillod dannelsen af søer i dalene skabt af de voldsomme geologiske mutationer i den svundne tid, der for længst er borte. Disse søer præger landskabet den dag i dag. Udover at byde på et rigt landskab er Finger Lakes et upcoming vinområde, hvorfra der udgår flere verdensklassesvine, som er værd at smage.

 

iStock-1006198326

 

En rig portefølje af vine

Ankeret i regionen er på mange måder området omkring Seneca Lake, der huser mere end halvdelen af vinerierne her. Og dem er der nogle stykker af. Mere end 100 vinerier opererer i området. Områdets ypperste frembringelser er dets laserskarpe Rieslinger, der passer til det køligere klima her, ligesom friske mousserende vine også er omfattet i områdets rige portefølje. Finger Lakes sammenlignes med landskabet omkring Rhinen, og den syrerige Riesling-drue er da også i centrum for produktionen i landskabet med de mange spejlblanke søer og massive klippeformationer.

Netop søerne bidrager med deres til at skabe ideelle betingelser for druedyrkning. Om vinteren holder de på varmen, hvilket er med til at mildne klimaet og virke som et solidt værn mod tidlig frost. Hvis det ikke var for søerne, ville det næppe være muligt at lave kvalitetsvin i Finger Lakes. De fleste vinstokke plantes på skråningerne, der hælder ned til søerne, og det sikrer, at vinstokkene har den fornødne dræning og soleksponering, som er nødvendig for at sikre det bedste druemateriale. Riesling, Chardonnay, Gewurztraminer, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc mfl. dyrkes flittigt her på skråningerne med et perfekt udsyn til søerne.

 

iStock-965792574

 

Europæere så potentialet i Finger Lakes

Ifølge historiske kilder går vinproduktionen tilbage til 1829, hvor William Bostwick dyrkede druer i sin have. Andre kilder siger, at det var tilrejsende europæere, der blev imponeret over forekomsten af vilde vinplanter og opdagede områdets hidtil skjulte potentiale. Det var dog først med New York Farm Winery Act of 1976, der tillod druedyrkere i New York State at sælge deres vin til offentligheden, at området for alvor begyndte at tage form og markere sig som en vinproducerende region og legeplads for innovative winemakere. Det er bestemt ikke alle, der kender Finger Lakes. Men er man vininteresseret, kan man roligt skele til området, der med sine prisvindende vine spås en lovende fremtid.

 

Nedenfor kan du se vores udvalg af vine fra dygtige Ravines, der laver vin i Finger Lakes.