• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
/ 28-04-2022 16:30:56

Dominio del Aguila - fra 0-100 point på under 10 år


Af Thor Gottschalk Rasmussen

 I dette blogindlæg zoomer vi helt ind på vores ekstremt populære producent, Dominio del Aguila, fra Ribera del Duero. De har på rekordtid skabt en enorm succes, der kulminerer i 2021, hvor huset høster sin første 100 points rating blot 10 årgange efter husets grundlæggelse. Få hemmelighederne bag den utrolige bedrift, der blandt andet skyldes 500 år gamle kældre og unikke vinstokke. 

Lærling fra Vega Sicilia og Romanée Conti

Dominio del Aguila ejes og drives af ægteparret Jorge og Isabel Monzon. De startede i 2009 og høstede som nævnt deres første 100-points rating til topvinen Canta La Perdíz i årgang 2016. Jorge har et CV, der kan give de fleste vinmagere sved på panden med erfaring fra to af verdens bedste vinhuse, Romnée Conti og Vega Sicilia. Skæbnen vil at Jorge vinder i lotto og for pengene køber han topmarker i den lille landsby, La Aguilera, der blot huser 500 indbyggere.   

Ribera del Dueros mest ekstreme klima

 Mange vinproducenter prædiker, at vin laves i marken og ikke i kælderen, med hentydning til at terroiret spiller den afgørende rolle for den endelige kvalitet. En charmerende indstilling, der er svær at være uenig i. Hos Dominio del Aguila er de to ting imidlertid meget tæt forbundet, hvilket vi ser nærmere på om lidt. Vi dvæler lige ved terroiret og vinmarkerne, der ligger i næsten en kilometers højde og er blandt Ribera del Dueros højest beliggende. Det betyder, at temperaturerne kan komme helt ned på -15 graders frost om vinteren og +42 grader om sommeren. Særligt kulden betyder meget for at kunne bevare friskheden i vinene, hvilket mange kan have svært ved i Ribera del Dueros generelt hede klima.

Drueklaser ved Aguila

Vinstokkene hos Aguila er i gennemsnit over 100 år gamle! 

100 år gamle vinstokke fordelt på 300 parceller!

Jorge og Isabel Monzon råder over 30 hektar vinmarker, der er beplantede med ekstraordinært gamle vinstokke,  hvor størstedelen har rundet 100 år. Som om det ikke var spektakulært nok i sig selv, er de 30 hektar delt op i mere end 300(!) forskellige parceller. Det skyldes en særlig arve-tradition i området som man også kender fra Bourgogne. Hvis en vinbonde havde én vinmark og to børn, ja så måtte den nødvendigvis deles i to, når han døde. Gennem de seneste 100 år har det skabt et kludetæppe af små parceller, hvoraf nogle af de mindste måler blot 80 kvadratmeter. 

På kortet nedenfor kan du se, hvilke parceller, der leverer druer til Aguilas forskellige vine. Aguila laver også Ribera del Dueros bedste hvidvin på den lokale druesort Albillo. Den gror side om side med Tempranillo rundt omkring og har derfor ikke sin egen mark på kortet. 


Blå: Picaro 
Lilla: Clarete 
Sort: Reserva 

Orange: En parcel, hvorfra Aguila fremstiller en vin kun til Supervin
Rød: Canta La Perdíz
Grøn: Peñas Aladas

 

Billede over Aguilas marker

500 år gammel kældermagi

Som nævnt tidligere spiller kældrene hos Dominio del Aguila en helt særlig rolle i kvaliteten af deres vine. De har restaureret et oldgammelt vineri fra det 16. århundrede, men det er ikke blot for nostalgiens skyld. Kældrene bruges til både at gære og modne alle deres vine på egetræsfade og på dette punkt adskiller Aguila sig i dén grad fra mængden. Hvor en almindelig gæring af en vin typisk tager mellem 2 og 3 uger bruger Aguila op til et halvandet år på denne proces! Grunden til, at det ikke går hurtigere skyldes de kølige temperaturer i kældrene, men det giver ifølge dem selv en helt unik dybde og smagskompleksitet til vinene. Det mest ekstreme tilfælde er vinen "Peñas Aladas", som tager 18 måneder at gære, hvorefter den bliver lagt på franske egetræsfade i 54 måneder inden frigivelse. Dvs. fra høst til flaskning skal man vente over 6 år før vinen er klar til at blive solgt.  

kælder-1

Økologi og druetrampning med fødderne

Da Jorge og Isabel har købt og overtaget så gamle vinmarker, ønsker de at fremstille deres vine med respekt for traditionerne. Det betyder i praksis, at alle marker dyrkes økologisk og at gamle, lokale druesorter får lov til at leve videre, selvom der måske var mere økonomisk vinding i kun at plante Tempranillo. Derfor finder man ofte en mindre procentdel i vinene af "Bobal", "Albillo", "Tempranillo Gris", "Monastrell", "Malvasia", "Garnacha blanca" mm. I vineriet fodtramper man druerne mens de endnu sidder på stilkene, da de mener, det er den bedste og mest nænsomme måde at skille saften fra druerne. En enormt ressourcekrævende proces, der sjældendt ses andre steder en på de mest traditions-mindede vinhuse. 

 

100 point til Canta La Perdíz

Kronjuvelen fra Dominio del Aguila er skabt på druer fra enkeltmarken af samme navn og er skabt på 80 % Tempranillo og 20 % samplantede druer, der kommer fra op til 150 år gamle vinstokke. Markens orientering mod syd samt jordbunden med sand over porøs kalksten giver vinen sit særlige mix af karakterfasthed og parfumeret elegance. Vinen fadmodner i 31 måneder efter hele 7 måneders gæring. Der bliver blot lavet 1789 flasker af denne formidable vin som altså scorede de perfekte 100 points hos Robert Parker, der kalder vinen: "a world-class red... among the greatest in Ribera...". 

Selvom Canta La Perdíz lige nu er på alles læber, så er det ikke den eneste vin fra Aguila, der har format til at præstere 100 points. "Peñas Aladas" har i to årgang været et mulehår fra at ramme jackpot med 99 point i både årgang 2012 og 2013. dominio_del_aguila_canta_la_perdiz_2016

 

Der findes ikke vine magen til dem, der fremstilles hos Dominio del Aguila og man kan godt glemme alt om udvidelse af produktionen. Der eksisterer ikke andre vinstokke eller marker med samme alder og kvalitet, ligesom det vil være utænkeligt at kunne bygge de 500 år gamle kældre større. Der er det, der er, og man kan som vinelsker kun være taknemmelig over, at så unikke vinmarker er havnede i hænderne på Jorge og Isabel Monzon. 

Du finder hele udvalget af vine fra Dominio del Aguila her

 

Jorge Monzon med flasker