• Der er ingen forslag, da søgefeltet er tomt.
Guides & Områder / 09-03-2023 19:50:12

Barolo 2018 - se de bedste køb fra den nye årgang!


Af Thor Gottschalk Rasmussen

Lageret er fyldt op med Barolo fra den nye årgang 2018, der er blev frigivet efter er at have overstået den lange modningstid på egetræsfade. I dette blogindlæg dukker vi ned i de berømte vine fra Piemonte og ser nærmere på 3 fantastiske køb fra den nye årgang 2018. 

Hvordan fremstilles en Barolo?

Inden vi hopper til 2018-årgangen ridser vi lige hurtigt op, hvordan en Barolo egentlig fremstilles. En ægte Barolo skal indeholde 100 % Nebbiolo og modne i minimum 2 år på egetræsfade. Afhængigt af stilen kan producenten anvende store slavonske (smagsneutrale) fade eller små barriques, der giver mere fadkrydderi til vinen. (læs mere i dette blogindlæg). Dernæst skal Barolo'en ligge i minimum et år på flaske inden frigivelse. Det tager altså mindst tre år fra druerne er høstet til den endelige Barolo-vin finder vej til hylderne. For Barolo Riserva gælder der endnu strengere krav, og de skal således ligge mindst 3 år på egetræsfade og 2 år på flaske før frigivelse. Rigtig mange producenter vælger dog at at lade deres Barolo'er modne endnu længere tid før frigivelse, så de fremstår mere drikkevenlige. 

Sådan forløb 2018-årgangen i Piemonte

De piemontesiske vinbønder kunne se 2018-årgangen starte med en regnfuld vinter, hvor også store mængde sne sørgede for at fylde vandreserverne op. Foråret var som sædvanlig lunt og blomstringen forløb planmæssigt. Dog kom der relativt store mænger regn i starten af sommeren, hvilket gjorde, at man måtte sprøjte for at bekæmpe råd og meldug mellem de tætsiddende og sarte Nebbiolo-druer. Herefter kom en virkelig varm højsommer, der gav modne druer uden, at det nogensinde blev kritisk med vandreserverne. Selve høstudbyttet endte med at blive en anelse mindre end normalt og selvom Barolo-bønderne måske ikke ligefrem jubler af glæde over 2018-årgangen, så er der rigtig mange, som har lavet elegante vine med stort lagringspotentiale. 

Du finder alle vores Barolo'er fra årgang 2018 her. 

Se hele Barolo-udvalget her

broccardo barolo

De gode Barolo'er og "Cru Barolo"?

I nedenstående afsnit vil jeg anbefale 3 fantastiske Barolo-køb fra årgang 2018. De har allesammen det til fælles, at de er såkaldte "Cru"-Barolo'er. Og hvad er så det for noget? Det får du en forklaring på her. 

Barolo består som nævnt altid af 100 % Nebbiolo og er traditionelt set blevet sammensat af druer fra 11 særligt udvalgte kommuner, der til sammen udgør Barolo DOCG. Ud af disse er særligt fem blevet kendt for at producere de bedste vine: Barolo, La Morra, Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba og Monforte d’Alba. Engang mente mange i området, at en rigtig Barolo kun kunne vise sin sande kompleksitet ved at blive fremstillet på et blend af druer fra forskellige områder. Eksempelvis skulle "Serralunga"-druerne sørge for power og struktur mens dem fra "La Morra" ville tilføre elegance og blødhed. Samtidig har det været notorisk svært gennem de sidste mange årtier at modne Nebbiolo-druerne tilstrækkeligt, så blending har været en praktisk løsning, hvor man kunne tage de mest modne druer fra de forskellige parceller. Selvom mange stadig køber ind på denne filosofi, så ser man i stadigt højere grad enkeltmarks-Barolo'er, der efter burgundisk forbillede kaldes "Cru". Eller rettere sagt, de må ikke bære "Cru"-betegnelsen på etiketten, da franskmændene sjovt nok har ophavsret på den klassificerings-form.

Hvorom alting er, så har man siden 1960'erne haft Barolo-marker med Cru-status for at honorere, at kvaliteten var bedre nogle steder end andre. Der er dog for mange forskellige interesser til, at man for alvor kan etablere et hierarki-system i Barolo som det man har i Bourgogne med 1er Cru og Grand Cru-opdeling.  

I dag findes der 181 forskellige marker, som lever op til "Cru"-standarden, hvoraf de bedste altså er koncentreret i de fem kommuner Barolo, La Morra, Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba og Monforte d’Alba.

3 kanon-Barolo'er fra årgang 2018

Broccardo Barolo San Pietro

Vi lægger ud hos familien Broccardo, der siden år 1900 har lavet vin på deres ejendom i Langhe. Familien har blot 13 hektar vinmarker, der fordeler sig over de tre kommuner Barolo, Monforte d'alba og Novello. San Pietro er en enkeltmarks-vin fra stjernekommunen Monforte d'Alba og er en af de føromtalte "Cru"-marker. Produktionen er ekstremt lille og der laves kun omkring 650 kasser årligt. San Pietro forener den mørke, maskuline karakter fra Monforte med en svævende, parfumeret elegance. I 2018 imponerer vinen med at blive årgangens bedst bedømte vin fra denne mark hos både James Suckling og Winescritic.com. Fremragende køb! 

Læs mere om San Pietro Barolo her

Barolo San Pietro

Manzone Barolo Gramolere 2018

Vi bliver i Monforte d'Alba og rykker videre til Giovani Manzone, der ligger luksuriøst placeret med berømte Poderi Aldo Conterno som en af de nærmeste naboer. Og man skal ikke kimse af Manzone-familien. Fra deres ekstremt stejle og højtliggende topmarker med gamle vinstokke fremstiller de Barolo af helt ekstraordinært høj kvalitet. Det er blandet andet det, der har fået de største internationale vinanmeldere til at sige dette om Manzone:

"Manzone continues to produces som of the most unique Barolos in the area." - Robert Parker 
"Manzone is among the estates in Barolo that has the potential to ascend into the realm of the truly elite. The wines have been superb over the last few vintages." -  Antonio Galloni, Vinous
"Manzone Giovanni is a small producer who makes magic with Nebbiolo." - Wine Spectator 

Vi skal have fat i endnu en "Cru"-Barolo. Denne gang er det den fantastiske Gramolere-mark, der skråner stejlt mod syd og sydvest, hvilket gør den meget ressourcekrævende at høste. Til gengæld giver det pote i glasset... Gramolere er tidligere blevet kendt, da den i blindsmagning har slået andre Barolo'er til den dobbelte pris, men i denne årgang 2018 er der virkelig value for money at hente. Den prestigefyldte vinanmelder, Antonio Galloni, tildeler Gramolere 95 points, hvilket er det samme som flere af Giacomo Conternos kultvine til +2000 kroner får.

Ekstremt aromatisk og parfumeret Barolo med duft af vilde roser, læder, kamfer, mynte, jordbær, tranebær, orangeskal og sorte kirsebær. I munden er den smooth og lækker med masser af mørke og røde bær, der afsluttes med komplekse urter og en nærmest magisk mineralitet. 

Se Manzones Cru Gramolere her

Manzone blog

Parusso Mosconi Barolo 

"TOP 100 WINES OF ITALY" - James Suckling
"97 points. 
Wow. This is a super-sensual Barolo. To produce this in 2018 is a real achievement. Hats off to the winemaking." – James Suckling 

Vi slutter af med et brag af en Barolo fra Parusso, der ikke bare har lavet en af 2018-årgangen største Barolo'er, men også en af Italiens bedste vine. Således sætter James Suckling Parussos enkeltmarks-cru "Mosconi" på sin TOP 100 liste over de bedste vine fra støvlelandet i 2022. Parusso hører til den mere moderne del af Barolo-producenterne og han modner sin Barolo i 18 måneder på små egetræsbarriques. Så er du til full blown power og masser af smagsintensitet, så må du bare smage Mosconi! 

Læs mere om Mosconi her!

Mosconi