Piemonte er arnestedet for vine som Barolo og Barbaresco og en del andre, som desværre ikke vil blive viet deres berettigede opmærksomhed her. Barolo, der nærmest nyder kongestatus, har været med til at sikre regionen en plads på landkortet og fået vineksperter rundt omkring i verden til at tilbede den kongelige vin. På denne korte vintur vil vi gå lidt bag om kultvinen Barolo.
Nebbiolo: Mellem det maskuline og feminine
Nebbiolo, der lægger krop til Barolo og Barbaresco, er på mange måder en særlig drue, der både giver maskuline powervine, som samtidig er indsvøbt i en feminin elegance, der er selv en Pinot Noir værdig. Og er man ikke opmærksom nok, kunne man da næsten tage vinene for at være nogle af de burgundiske vine, hvis det ikke var for druens rasende høje indhold af tanniner, der kan skræmme nybegyndere. Det er dog tanninerne, der sikrer, at vinene har et stort gemmepotentiale og kan overleve adskillige år i kælderen, hvor de langsomt blødes op. Kombineret med en høj alkoholprocent, der ofte sniger sig op på 14,5 % eller mere, er der ingen tvivl om, at Nebbiolo er en drue med masser af armkræfter, der kan tage pusten fra de fleste.
Men Nebbiolo overrasker også med sine mere feminine sider med sine aromaer af fine kirsebær og lakrids. Noter af trøffel kan være at finde i nogle af vinene; måske en refleksion af jordbunden i Langhe, der er kendt for sine delikate trøfler? Vinene kan veksle mellem en bred palet af smagenoter. Fra lyse ribs, kirsebær og jordbær til blåbær og solbær og over i det mere balsamiske univers. Fra ''krydderier'' som tjære, orangeskal og tørrede frugter til noter af eksotisk træ som ceder eller sandeltræ. Her findes en hel skov af kompleksitet i vine på Nebbiolo, dyrket i Piemontes muld, født ''ved foden af bjergene'' og nydt af vinelskere verden over.
Langhe: Det bakkede landskab omkring Alba
De snedækkede alper kan øjnes næsten overalt i Piemonte, og de har været med til at bibringe regionen en naturlig isolation fra omverdenen, hvilket har ført til en stor traditionsbevisthed blandt det piemontesiske folkefærd, men også til en sikring af områdets egenart. Langhe-bakkerne omkring byen Alba er hjemstedet for Barolo og Barbaresco. De fleste producenter er små familieejede vingårde, hvor ejeren, direktøren og vinmageren ofte er inkarneret i én og samme person.
Sådan har det ikke altid været. For ca. 30-40 år siden var det négocianterne, der dominerede markedet og havde deres storhedstid. En négociant indkøber druer eller vin fra andre. I Langhe drev bønderne førhen ofte landbrug, samtidig med at de solgte deres druer til négocianterne. Der blev generelt set gået mindre op i kvalitet dengang, så for bønderne handlede det ofte om at producere så mange kilo druer som muligt. Det gjorde det svært at vinde nye markeder og skabte en ond cirkel.
Men en krise og lavkonjunktur i 1970'erne vendte udviklingen. Bønderne blev presset på priserne, og flere begyndte nu at lave og sælge vin selv, mens andre sørgmodigt valgte at afhænde deres gårde. I 80'erne og 90'erne fik Barolo og Barbaresco medvind i sejlene, og en verden for vinene begyndte så småt at åbne sig. Flere af bønderne blev selvstændige og mange af négocianterne forvandlede sig til domaineproducenter med mest mulig fokus på kvalitet.
Fra krise til velstand
På trods af methanol-skandalen i 1985, et sort kapitel i Piemontes vinhistorie, hvor nogle producenter i Narzole blandede deres vine op med den giftige methanol, står Piemonte nu stærkere end nogensinde før, og efterspørgslen er kun støt stigende, mens velstanden vokser. Der er altid langt tilbage til fortidens trængsler og økonomiske bekymringer.
Barolo-distriktets opdeling: De fem stjernekommuner
Barolo-distriktet omfatter en række kommuner, hvis vine alle har deres eget særpræg. Vi vil nøjes med at gennemgå de fem mest berømte. Baroloerne fra La Morra udmærker sig ved deres parfumerede, lyse frugt og blødere tanniner. De er feminine og næsten burgundiske i stilen. Det skyldes en frugtbar jordbund primært bestående af ler. Tæt på denne stil ligger vinene fra Barolo, det historiske centrum og navnefader til vinene. Her er altså tale om lettere, lysere vine end fra de andre kommuner, men det skal ikke forstås sådan, at Barolo er ''Pinot-Noir-let''. Langt fra. Barolo er stort set altid en kraftig og - ofte - krasbørstig vin, men det er netop også noget af det, der er så fascinerende ved vinen. Barolo har både kant og karakter.
Den mindste kommune er den østligt beliggende Castiglione Falletto, i hvis magre jordbund man finder en del kalk. Resultatet er faste, strukturerede og holdbare vine, der dog kræver lidt tid, før de viser deres fulde potentiale. Vinene byder på lysere frugt og er knap så tunge som Baroloerne fra Monforte og Serralunga, men garvesyren kan stadig mærkes markant.
Den største kommune i Barolo-distriktet er til gengæld den omtalte Monforte, der med sin sydlige placering kendt som leverandør af maskuline og mørke Baroloer, der tit har et sveskeagtigt præg og noter af sød lakrids. Serralunga opfattes af mange som oprindelsesstedet til de største Baroloer og lovprises for sine fine terroirer. Vinene har ry for at være slanke og ranke i stilen med en karakteristisk duft af roser og lakrids, og selv om de er kraftfulde, er de alligevel kendetegnet ved en uhyre elegance og kompleksitet. Her er tale om tjærede, mineralske vine med et stramt udtryk.
Barolo: Smagsoplevelser for livet
Barolo kan med rettes kaldes kongen af Piemonte. Der er ikke tale om en vin, der stryger vindrikkeren med hårene, men hvis man er villig til at åbne sine sanser og måske få lidt blå tænder, er der mulighed for store smagsoplevelser, som man vil huske for resten af livet. Der er altså ikke grund til at være bange for Barolo, og er man ikke til de mest maskuline af vinene, kan man med fordel gå efter dem, der er mere burgundiske i udtrykket som f.eks. vinene fra La Morra og Barolo. Det er også typisk dem, der skal nydes først, hvorimod vine fra de andre kommuner normalt kræver mere tid, før de åbner sig helt op og folder deres vinger ud. Barolo er en stor vin, der kræver opmærksomhed og tid, men har man begge dele, vil man blive belønnet til overmål.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere! Tilmeld dig vores nyhedsbrev her.
Fortæl os gerne hvad du vil vide mere om, ved at udfylde formularen herunder.
Bliv klogere på vin, mad og spiritus og alt det der gør livet sjovere!